Mistrivsel og lidelse i ”verdens lykkeligste land”
KOMMENTAR: Vi presser os selv og hinanden i ”selvets kultur”, hvor det gælder om at få flest ”likes” og være én, de andre har lyst til at lege med. Dem, der bukker under i den mellemmenneskelige konkurrencekamp, stemples som ikke dygtige eller robuste nok. De risikerer at blive udstødt af samfundet, eller de vender selv samfundet ryggen, fordi de ikke kan leve op til kravene.
Jeg har skrevet min nye bog ”Selvets kultur” i indignation over en udvikling, der i stigende grad gør menneskers succes og fiasko til deres eget ansvar. Det er kendetegnende for selvets kultur. Bogen er en kritik af det menneskesyn, som er fremherskende i en kultur, hvor kravet om individuel performance skærpes på alle områder af livet: På arbejdsmarkedet, kærlighedsmarkedet såvel som markedet for sociale relationer. Er det underligt, at den opvoksende generation får problemer med den mentale sundhed i en kultur, som fremelsker vindermentalitet, stiller krav om robusthed og fordrer, at vi bestandig må kæmpe for at blive en bedre udgave af os selv?
Konkurrencestaten understøtter udviklingen. Den hylder ideen om det opportunistiske menneske, som er i stand til at gribe de muligheder, der viser sig i et samfund uden faste holdepunkter. I dette samfund er vinderne dem, der formår at flytte sig og være i konstant bevægelse. Taberne er dem, der ikke formår at orientere sig mod nye og stadigt skiftende mål.
Det værste er, at konkurrencestaten ikke er løsningen på de udfordringer, vi står overfor: Voksende ulighed, global opvarmning, flygtningestrømme mod Europas grænser og en fremstormende populisme. Det kræver samarbejde og solidaritet – en kosmopolitisk fornuft med sans for menneskers indbyrdes afhængighed. En sådan fornuft har det svært i selvets kultur, som hylder idealer som fremdrift, vækst og konkurrencekraft, men ikke har sans for, at det gode liv er et liv, mennesker realiserer med og for hinanden.
Det gode liv kræver anerkendelse
Bogens kritiske analyser er forankret i den tyske filosof Hegels anerkendelsestanke, som filosoffer i vor egen tid har genfortolket, så den bliver relevant for nutiden.
Anerkendelsestanken repræsenterer en anti-tese til det menneskesyn, som er fremherskende i selvets kultur. Den understreger, at et positivt selvforhold forudsætter gensidig anerkendelse og er noget, individet ikke kan realisere på egen hånd.
Anerkendelsesteorien indeholder en klar moralsk fordring. Eftersom mit selvforhold afhænger af den andens anerkendelse, lige som den andens selvforhold afhænger af min, kan ingen af os være ligeglade med hinanden. På samfundsniveau indebærer det, at et samfund, der vil kunne kalde sig solidarisk, må lægge en dæmper på individernes opportunistiske stræben og give alle muligheder for at opnå den anerkendelse, som er forudsætningen for, at de sammen kan realisere det gode liv.
Depression – den tidstypiske lidelse
Hvad der om noget presser individerne i selvets kultur er, at de i deres eget indre må finde kilderne til selvrealisering i en tid uden faste holdepunkter. Den franske sociolog Alain Ehrenberg kæder det sammen med væksten i vor samtids dominerende psykiatriske diagnose: Depression.
Væksten i depressionslidelser viser, at kravene kan stivne i afmagt og hæmning. Den udspringer af den rovdrift på individets indre ressourcer og den svækkelse af fælles normer, der finder sted i selvets kultur. Her er mennesker udsat for et bombardement af pejlemærker, som de selv må vælge imellem samtidig med, at der savnes ståsteder”, der kan guide deres valg. Det er lige præcis det, mange mennesker har svært ved, navnlig dem, der i forvejen er sårbare og udsatte.
Det er ifølge Ehrenberg i dette perspektiv, vi kan forstå opfindelsen og udbredelsen af ”lykkepillen”. Hvis depression er en hæmningslidelse, er det så ikke vidunderligt, at der er opfundet en pille, der påvirker stemningslejet og gør det muligt for mennesker at være bedre på højde med situationen? Eller er masseforbruget af lykkepiller” måske snarere udtryk for, at der en noget rivende galt i ”verdens lykkeligste land”? At vi lever i en kultur, der presser mennesker i en sådan grad, at de må dope sig for at leve op til kravene? Jeg hælder til det sidste, selv om medicinen utvivlsomt kan være en individuel lindring for mange.
Medicinen og det sociale arbejde
Spørgsmålet er, om der er den store forskel på, hvad der er formålet med medicinen og det sociale arbejde. Handler store dele af det sociale arbejde ikke også om at påvirke viljen? Om at få udmattede og dårligt stillede mennesker til at udvise viljelyst og handleduelighed? Og er det ikke også her den positive psykologi, som Svend Brinkmann kritiserer så hårdt, kommer ind i billedet? Måske skal vi anskue alle disse teknologier (biokemiske, psykologiske og sociale) som styringsteknologier – det vil sige som individuelle teknikker til beherskelse og selvbeherskelse, der bortleder opmærksomheden fra problemernes samfundsmæssige natur og gør patienter og borgere i stand til at performe bedre. I så fald er teknikkernes forhold til anerkendelsesidealet langt fra uproblematisk.
Behov for en ny kulturkamp
Min tese er, at alle mennesker i dag lider under kravet om på egen hånd at skulle gøre sig fortjent til den anerkendelse, som er grundbetingelsen for selvrealisering og det gode liv. Men især dem, der i forvejen er sårbare og udsatte, risikerer at blive udstødt af samfundet. Nogle vender selv samfundet ryggen og søger tilflugt i bandemiljøer, eller de radikaliseres, fordi de i radikaliserede miljøer finder den anerkendelse og de identitetsmuligheder, som de føler sig udelukket fra i det almindelige samfund. Dem, der ikke får synlige problemer, nøjes måske med at drikke for meget, eller de lever deres liv i en rastløs søgen efter indhold og mening. Nogen finder den i hjernedøde reality-shows.
Jeg efterlyser i min bog en ny kulturkamp for et andet menneskesyn og en anden fornuft, end den, der dominerer i selvets kultur. Modsætningen til selvets kultur er en fællesskabskultur forankret i anerkendelsestanken. Det ville både være godt for den enkelte og for samfundet, fordi det gode liv er et liv, som mennesker realiserer med og for hinanden. Overført til verdenssamfundet bliver solidaritet et spørgsmål om, at nationalstaterne begrænser sig selv af hensyn til andre stater. Det er på den lange bane forudsætningen for, at vi i fællesskab kan løse de problemer, der i dag truer os alle.
Desværre er det en helt anden logik, der er fremherskende i selvets kultur, hvor konkurrencestater på den globale arena kæmper for at opnå konkurrencefordele for sig selv og ikke har sans for, at konkurrencen må underordnes viljen til et fælles liv.
”Selvets kultur”, af Søren Juul, 220 sider, Hans Reitzels forlag.
Søren Juul er dr. scient. soc., lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, AAU