Mig og mit arbejde: Ida Clara Hansen

Min passion er socialt arbejde. Jeg har altid været glad for at arbejde med børn og tog min praktik i Sydafrika, hvor jeg arbejdede med børn med føtalt alkoholsyndrom. Desværre arbejdede jeg ikke så meget med børnene, men mere omkring dem. Når jeg arbejder med voksne, er der i højere grad mulighed for dialog og medskabelse. Det var afgørende for, at jeg formede resten af uddannelsen efter voksenområdet.

Under uddannelsen blev jeg frivillig i foreningen Sexelancen – en mobil sexklinik – hvor målgruppen er gadebaserede sexarbejdere. Vi prøver at være der, hvor der er mest brug for os: I de sene nattetimer i weekenden. I den ombyggede ambulance – som nu bliver skiftet ud med en varevogn – tilbyder vi sexarbejderne et sted, hvor de kan arbejde i nogenlunde sikkerhed. De går selv ind i bilen, og vi står i nærheden, så vi kan høre, hvis der er brug for hjælp. Vi står med kaffe og te, som kvinderne kan få, hvis de lige har en pause. I dag er jeg næstforkvinde i bestyrelsen, og det er jeg både glad for og stolt af.

Tingene skal ikke være uretfærdige. Og det er de for gadesexarbejderne. De oplever en grundlæggende mangel på rettigheder, alt foregår på sexkundens præmisser, og der er mistro i samfundet til målgruppen. Til tider kan også politiet være mistroiske. Det driver mig i høj grad at arbejde for at mindske den uretfærdighed.

I miljøet mødte jeg kolleger, som arbejdede på Mændenes Hjem, og herigennem blev jeg vikar på Café Klare, som har 20 sovepladser til kvinder. Jeg fik heldigvis en fast stilling, hvor jeg er i dagvagten fra 7-15. Min arbejdsdag er varieret og består af alt fra samtaler, kontakt til myndigheder, men også af helt lavpraktiske opgaver som at få vækket kvinderne og give dem en god start på dagen.

Omkring 85 procent af vores målgruppe er kvinder med psykiske lidelser. Mange udskrives direkte til gaden, og de kommer så på Café Klare i stedet. Vi prøver at sikre, at kvinderne kommer videre på en god måde – til et herberg, indlæggelse eller et botilbud. Desværre ser vi mange af kvinderne igen, fordi de har psykiske problemstillinger. De når sjældent at blive færdigbehandlede, fordi der er for får sengepladser i psykiatrien. De kvinder, der kommer her, har ofte opbrugt deres netværk. Så vi bliver deres netværk, og vi har et indgående kendskab til dem. Nogle ringer hver anden dag bare for at sludre, for ensomhed fylder rigtig meget. Vi er kvindernes allierede, for der er ikke så mange tilbud kun for kvinder.

Når jeg har fri tager vi ofte op i vores sommerhus på Sjællands Odde. Eller jeg vinterbader. Det er en fantastisk følelse at hoppe i vandet – og så bagefter sidde i saunaen. Det giver tiltrængt ro i hverdagen.