Mere tidsrealisme – tak!
KLUMME FRA PRAKSIS: Det er altså et vilkår, at mennesker tager tid. Et vilkår, at mennesker har brug for tid. De tager den tid, de tager!
Generelt har de fleste af os sikkert et relativt forhold til begrebet tid… Men hvordan ser det ud med tidsforståelsen i et fagfagligt perspektiv? Hvor lang tid tager det egentlig ’at koordinere’, eller hvor lang tid tager det egentlig lige at etablere en tillidsfuld relation med for eksempel en ængstelig borger? Hvornår har jeg egentligt gjort mit arbejde godt nok? Det kommer jo helt an på sagen og præmissen – vil svaret nok være. Og hvordan spiller den forståelse sammen med vores givne (tids)forhold i en organisatorisk kontekst i daglig praksis eksempelvis på beskæftigelsesområdet i kommunen?
Et område, hvor vores arbejdsopgaver og borgerkontakter er karakteriseret af stærk detail- og tidsstyring, legitimering og dokumentationskrav. Et hav af forskellige deadlines og tidsfrister. Og hvor vi ofte kan opleve, at tidsperspektivet i mange af de mere procestunge, komplicerede og (tids-)krævende social/-og beskæftigelsesfaglige opgaver undervurderes stærkt i systemet – og det ender med at blive en individualiseret udfordring for den enkelte socialrådgiver, når der skal balanceres mellem opgavemængde, tyngde og ressourceforbrug.
Man kan jo næsten fristes til at påstå, at der er blevet indlejret en form for radikaliseret opfattelse af tid, hvor der på godt jysk er gået alt for meget tidsoptimisme i det hele. Umulig at honorere – og med det resultat, at vi befinder os i en hverdags-praksis med for høj intensitet, hvor der er alt for meget at se til på én gang. Kombineret med for højt et tempo, hvor der skal ’løbes stærkt’ og med en for høj forandringshastighed i form af en konstant strøm af nye dagsordener, projekter, omstruktureringer, krav, love og regler.
Det er et vilkår, bliver der sagt. Men det er altså også et vilkår, at mennesker tager tid. Et vilkår, at mennesker har brug for tid. De tager den tid, de tager! Er grunden til en af de helt store stress-faktorer for mange af os ikke den helt reelle situation, at der ikke gives nok tid til sager/opgaver med den grad af kompleksitet og uforudsigelighed, som er så karakteristisk for vores fag – og vi kommer derfor i kronisk underskud af tid. Det er ofte mere reglen end undtagelsen.
Jeg tænker, at det er et velkendt fænomen for mange blandt andet i flere af de store myndighedsafdelinger med meget høje sagstal, og hvor det dertil kan være forsømt som politisk spørgsmål at prioritere og beslutte, hvad der i grunden skal være kvalitet og serviceniveau for denne særlige kommunale opgaveløsning. Og hvor meget tid har vi brug for – realistisk set – for at nå det definerede mål?