”Måske er den sag lige præcis dén, man ikke skulle have ladet vente.”

Vi er mange, der er glade for vores job i psykiatrien og gør alt, hvad vi kan, for at lave et godt stykke arbejde. Men rammerne gør det stadigt sværere at udføre det tilfredsstillende. Over de seneste ti år er der kommet flere og flere patienter ind i systemet, og vores ledelse gør, hvad den kan, for at prioritere og flytte om på opgaver. Men mine kolleger skal hele tiden rumme flere patienter. Før kunne man måske ringe tilbage på en henvendelse inden for en uge. Nu kan der gå tre uger – og måske er den sag lige præcis den, man ikke skulle have ladet vente. Det er et pres.

I det hele taget har psykiatrien kørt med underfinansiering i mange år – og det har også medført en ond spiral: Det er svært at ansætte og fastholde personale, så må vi lukke sengepladser, så øger det måske presset yderligere på de ambulante afdelinger og… Derfor sendte vi et åbent brev til politikerne om forholdene, som de forhåbentlig tager med, når der skal forhandles om en 10-årsplan for psykiatrien.

Jeg har været her siden 2005. Før arbejdede jeg med sygedagpenge, og når folk kom med psykisk sygdom, så var det ofte svært at få dem til at passe ned i kasserne på beskæftigelsesområdet. Det vakte en interesse hos mig, at sindet på den måde går ind og blander sig i, hvad man kan og ikke kan. Og det kan ikke bare fikses med en scanning og en operation. Hvis vi for eksempel får en ung ind med en autismediagnose, så er det jo helt individuelt, hvad der skal sættes ind med. Hver gang.

Mit arbejdsliv i børne- og ungdomspsykiatrien er delt mellem opgaven som fællestillidsrepræsentant og mit arbejde som socialrådgiver i et familieterapeutisk team. Min dag foregår meget ved telefonen, når jeg er i teamet. Jeg er med til konference om sagerne. Det er typisk en familie, hvor psykiatrien ikke alene kan løse problemerne. Måske er der flere børn, der har diagnoser, eller både børn og en voksen har diagnoser. Det kan også være som det barn, vi havde indlagt på et døgnafsnit, og så skal familien have hverdagen op og køre igen, når han bliver udskrevet. Barnet har en autismespektrum-forstyrrelse og har fået en belastningsreaktion, fordi han har været på en daginstitution eller i en skole, der ikke har kunnet møde hans behov.

I sådan et tilfælde sparrer jeg med den kommunale socialrådgiver og laver brobygning mellem de forskellige instanser. Jeg kan godt lide at arbejde for, at vi giver patienterne godt videre. De kan være utrygge ved at skulle over i et andet system, når vi er ved at afslutte dem. Så en god dag er, når det lykkes med den gode dialog med den kommunale socialrådgiver. Hvad kan I? Hvad kan vi? Hvordan kan vi sammen hjælpe den her familie? Men tiden bliver mere og mere knap. Så jeg håber meget, at forhandlingerne om 10-årsplanen for psykiatrien kommer til at få en betydning. Og at der følger penge med.

• Læs det åbne brev ”Vi står i en national samfundskrise” på dsr.dk

---

CV Susanne Post Nexø
Medlem Nr. 15028

43 år, Albertslund

2003: Uddannet interkulturel og international socialrådgiver fra Den sociale Højskole, København

2003 – 2005: Lokalcenter Sundby Nord, Københavns Kommune

2005 – : Børne- og ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstaden