LEDER: Tavshedens konsekvens

 

En whistleblowerordning burde ikke være nødvendig. Som offentligt ansatte har vi i forvejen en lovsikret udvidet ytringsfrihed. Socialrådgivere burde trygt kunne fortælle om kritiske forhold, der bør se dagens lys.

Men ifølge DS’ rundspørge har mere end hver tredje socialrådgiver ofte eller indimellem oplevet forhold, som offentligheden burde kende til. Alligevel har alt for få talt offentligt om de forhold. Det peger på, at vi desværre har brug for whistleblowerordninger.

For os socialrådgivere handler ytringsfrihed ikke kun om at kunne fortælle om kritisable forhold på en arbejdsplads. Vores fag har en lang og stolt tradition for advokering, at tale menneskers sag. Kendte socialrådgivere som Tine Bryld og Hanne Reintoft har haft stor betydning for socialpolitikkens udvikling i Danmark og udsatte menneskers forhold. Uden deres stemme havde vi haft et ringere samfund. Vores fags tradition forpligter, men alt for ofte løfter vi ikke opgaven.

En barriere for at bruge sin ytringsfrihed kan være frygt for konsekvenser for en selv. En anden barriere er tid. I en travl hverdag har jeg selv ofte været så presset, at jeg har brugt søndag aften på at færdiggøre en en børnefaglig undersøgelse i stedet for at skrive det læserindlæg om børnefattigdommens konsekvenser, som rumsterede i baghovedet.

Når vi tier, har det alvorlige konsekvenser. Hvis vi som socialrådgivere forsømmer vores pligt til advokering, er der ingen til at fortælle om de svære skæbners virkelighed, vi møder i vores arbejde. Hvis vi ikke tør råbe højt, når loven brydes eller borgerens rettigheder trædes på, kan det fortsætte.

Så skal vi ikke som fagligt fællesskab forpligte hinanden på ikke at lade whistleblowerordningen blive en sovepude? Og bruge anledningen til at rejse krav om en åbenhedskultur på arbejdspladsen. Det er en vigtig forudsætning for ordentlige vilkår for vores arbejde og rettigheder til de borgere, vi møder.