Lavere integrationsydelse modvirker vores arbejde

Sundhedsskadelige boliger, tvangsfjernelser på grund af økonomisk omsorgssvigt og forældre, der kommer endnu længere væk fra arbejdsmarkedet. Tre socialrådgivere, som på hver deres måde arbejder med flygtningefamilier, fortæller her om deres frygt for konsekvenserne af at skære i integrationsydelsen

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået aftale om at reducere integrationsydelsen, så enlige forsørgere mister 2.000 kroner om måneden, mens par med børn mister 1.000 kroner hver, når de efter tre år i Danmark begynder at modtage børne- og ungeydelse.

Det kan få alvorlige konsekvenser for ikke mindst børnene, vurderer tre socialrådgivere, som på hver deres måde arbejde med familier, som modtager integrationsydelse.

– Mange familier bor i forvejen i alt for små lejligheder, men jeg frygter, at de som konsekvens af den lavere integrationsydelse vil blive tvunget til at flytte til boliger, som er endnu billigere, men fyldt med skimmelsvamp og råd. Jeg ser allerede i dag familier, som bor under kummerlige forhold hos bolighajer, og jeg frygter, at endnu flere vil blive presset derud, siger Trine Vestergaard. Hun er koordinerende beskæftigelsesrådgiver for nytilkomne flygtninge, men ønsker ikke at oplyse, hvilket jobcenter hun arbejder på.

Den pressede økonomi gør det i forvejen svært for borgerne på integrationsydelse at fokusere på jobsøgningen, oplever Trine Vestergaard.

– Hvis man har sociale problemer, som er altoverskyggende i hverdagen, så er det rigtig svært at holde sig motiveret til at lære om jobsøgning og arbejdsmarkedet i Danmark. Og det bliver sværere at deltage i eksempelvis en virksomhedspraktik, hvis man har egenbetaling på transporten og ikke har råd til et buskort, siger hun.

Mere af det der ikke virker

Også socialrådgiver Signe Færch, der er medlem af Dansk Socialrådgiverforenings hovedbestyrelse, forudser, at den lavere integrationsydelse vil gøre det sværere for forældrene at blive selvforsørgende.

– Det er ved gud ikke sjovt at være på integrationsydelse i dag, så de har allerede et rigtig stort incitament til at tage et arbejde. Hvis det virkede at fattiggøre denne gruppe, så havde integrationsydelsen jo hjulpet i dag. Nu gør man bare mere af det, der ikke virker, siger hun.

Signe Færch arbejder som myndighedssocialrådgiver på børne- og familieområdet i Gentofte Kommune. Her møder hun rigtig mange stressede børn og voksne.

– Meget af mit arbejde handler om at hjælpe med at få stressniveauet ned. Vi ved, at der særligt er to ting, der kan være ekstremt stressende, det er midlertidighed i din livssituation og dårlig økonomi. Så er det jo absurd, at det netop er de to ting, man nu begynder at arbejde bevidst med, siger hun og henviser til den kommende finanslov for 2019, der ud over at sænke integrationsydelsen efter planen også vil gøre det sværere for flygtninge at få permanent opholdstilladelse.

– Det kommer til at gøre vores arbejde sværere og decideret modarbejde det, vi ellers prøve at gøre for at hjælpe de her børn, siger hun.

Fattigdom kan føre til anbringelser

Allerede i dag oplever Signe Færch forældre, som sidst på måneden må søge om økonomisk støtte for at kunne købe mad og bleer til deres børn. Og det tror hun, at vi kommer til at se meget mere af med en lavere integrationsydelse.

– Vi bevilger den her støtte for at undgå anbringelser. Men der kommer til at være familier, der ikke har mulighed for at møde deres børns basale behov. Hvis du ikke kan give dit barn bleer og mad og andre helt basale ting, så er man jo der, hvor du ikke kan tage vare på dit barn. Så jeg er meget fortvivlet, for jeg ser et scenarie for mig, hvor vi kommer til at se anbringelsessager udelukkende på et økonomisk grundlag, og det vil jo være helt absurd, siger Signe Færch.

Man fjerner håbet

Det er ikke kun økonomien, men hele den signalværdi der ligger i at kalde integrationsydelsen for hjemrejseydelse, som påvirker familierne, fortæller socialrådgiver Frederik Hostrup-Pedersen, som er daglig koordinator i Netværkshuset i Gentofte, hvor 200 frivillige hjælper nytilkomne borgere.

– Jeg kan mærke den desperation, der har bredt sig efter de udmeldinger, der er kommet. De mister perspektivet og håbet i deres liv, de mister troen på fremtiden, og når det forplanter sig ned til børnene, så bliver det jo rigtig alvorligt, siger han.

Frederik Hostrup-Pedersen oplever, at familiernes afmagt besværliggør det arbejde, de laver i Netværkshuset.

– Regeringens planer hiver i den en retning, end det arbejde vi laver med at gøre dem til herre i eget liv og indgå på lige fod med andre borgere. Når troen på det danske samfund og troen på et godt liv i Danmark er væk, så frygter jeg, at man i stedet vil udvikle parallelsamfund, siger han.

Ifølge Dansk Flygtningehjælp varer den gennemsnitlige flygtningekrise 19 år. Og det er lang tid at være i ingenmandsland, mener Frederik Hostrup-Pedersen.

– Ingen mennesker kan leve uden at have drømme, håb og mulighed for at skabe en god fremtid for deres børn. Det fjerner man både med signalværdien og de lavere ydelser. Det er ikke formålstjenligt at plante den frygt. Man bidrager ikke på samme måde til det danske samfund, hvis man går og er bekymret for, hvor man skal være om fem år, og hvad skal der ske med ens børn, siger han.