PRAKSISKLUMMEN: Penge er en underlig størrelse
"Næste år er der folketingsvalg. Inden da må vi starte samtalen: Vi kræver ordentlige vilkår – værdighed, medmenneskelighed og tid til faglighed."
”Gå ind og tjek din forskudsopgørelse”. Sådan en mail fik vi alle sammen i november. Og som alle andre hoppede jeg ind og gloede på tallene. En skattelettelse er det blevet til – i 2026 skal jeg bidrage lidt mindre til den fælles kasse, selv om jeg vil mene, at der er brug for pengene, når jeg ser på de vilkår for velfærd, som man byder både borgerne og de ansatte.
”Bosteder snyder for millioner.” Endnu en dokumentar viste, hvordan skumle typer malker de offentlige kasser for enorme beløb – uden tanke for dem, der faktisk har brug for hjælpen. Dyre, leasede biler, husleje til overpris og et kæmpe overforbrug sker på bekostning af de børn og unge, der er anbragt på bostederne.
”Kontanthjælpsmodtagere mister fritidstilskud på grund af manglende dokumentation”. Sådan en overskrift mødte jeg i forskellige versioner i pressen lige der, hvor november bliver til december. Den ydmygende fattiggørelse, der er kernen i kontanthjælpsreformen, er vanvittig. Og nu vil man så straffe de forældre, der har brugt de sparsomme kroner på husleje, varme eller mad – og derfor ikke kan fremvise en kvittering for, at lille Lise går til fodbold.
Penge er en underlig størrelse. Vi bor i et land, hvor der er råd til at bruge store summer på skattelettelser, men hvor det at finansiere en velfærd og behandle mennesker ordentligt åbenbart er for stor en udgift.
Hvor vi kender de menneskelige konsekvenserne af at udsulte områder, men gør det alligevel. Og hvor plattenslagere og spekulanter tjener fedt på at snyde et system, hvor kontrollen også er skåret ned.
Næste år er der folketingsvalg. Inden da må vi starte samtalen: Vi kræver ordentlige vilkår — værdighed, medmenneskelighed og tid til faglighed. Vi kræver ro og overskud til at levere ordentlighed. Ved afslutningen af Socialrådgiverdage efterlyste en deltager, at vi samler de aktivistiske socialrådgivere. Det har vi brug for.