”Jeg udlever en crazy drøm om mere retfærdighed”

Jeg er ked af det, men der er opstået en nødsituation med en af pigerne, som gør, at jeg ikke har tid til at snakke i morgen.”

Sådan skrev socialrådgiver Camilla Quist i en mail fra Honduras. Da det lykkedes at få en ny interviewaftale med hende, som også skulle matche en tidsforskel på otte timer, fortæller hun, hvad der var sket.

– Vi var på udflugt ved stranden og havde det faktisk rigtig dejligt. Men jeg kunne mærke, at en af pigerne var meget oppe at køre – da vi kom hjem efter en tur på fem dage, fik hun det ekstremt dårligt. Så kom beskeden: Camillia, ring 112. Jeg har taget for mange piller.

Det er formiddag i Honduras. Under interviewet, som foregår over Facetime, sidder Camilla Quist i sit værelse, lejet hos en familie tæt på huset, hvor de 12 piger, som hun arbejder med i børnehjemmets udslusningsprogram, bor.

Den dag, hvor pigen forsøgte at begå selvmord, blev også en påmindelse om, hvor skrøbelig samfundsstrukturen er i Honduras.

– Det første jeg tænkte var, at ambulancesystemet ikke fungerer her i landet. Derfor bestilte vi en Uber – en taxa, hvor helt almindelige mennesker stiller sig til rådighed gennem en app.

Pigen blev indlagt på et privathospital og blev udskrevet allerede efter et døgn. Da der er mangel på relevante og professionelle tilbud til udsatte unge i Honduras, har det ifølge Camilla Quist ikke været muligt at finde et passende tilbud.

Mangel på tilbud

Nu bor pigen igen blandt de andre piger i udslusningsprogrammet, men det er ikke en optimal løsning, fortæller Camilla Quist.

– Hun er flyttet tilbage til pigerne, og på en eller anden måde bliver hun også et ansvar for dem – og det er jo et kæmpe ansvar, at der bor en pige i deres hjem, som er så ustabil. Hun burde jo få et tilbud om professionel behandling.

Ifølge Camilla Quist er alkohol- og stofmisbrug ret udbredt i Honduras. Problemet forstærkes af en høj arbejdsløshed og mangel på sociale indsatser og behandlingstilbud.

Retfærdighed som drivkraft

Vi skruer tiden tilbage til dengang, da Camilla Quist tog til Honduras for at være frivillig i et sabbatår efter gymnasiet – og mødte pigerne på børnehjemmet for første gang. Børnehjemmet ligger i en lille by cirka 30 minutter uden for hovedstaden Tegucigalpa.

– Jeg havde lyst til at opleve verden, og så endte det i en meget stærk relation til stedet her og til pigerne, som er den første generation fra børnehjemmet, som deltager i udslusningsprogrammet. Målet er, at de skal kunne flyve selv og ikke være afhængige af hjælpeprogrammet, og det er lidt mere kompliceret end som så i et land, hvor tingene ikke fungerer.

Honduras er præget af vold og korruption og har en af de højeste drabsrater i Latinamerika. Det betyder, at der er indhegning hele vejen rundt om det område, som Camilla og pigerne bor i, og at man kun kan komme ind gennem en port, hvor ens adgang skal godkendes af vagtpersonale, som holder vagt døgnet rundt.

Under sit sabbatår lavede hun forskellige aktiviteter med pigerne, og det var her, hun fandt ud af, at hun ville være socialrådgiver.

– Det vækker min retfærdighedsfølelse at arbejde i et land med så massive sociale problemer som Honduras. Min mor er også socialrådgiver og har altid været meget stolt af sit fag. Og jeg er stolt over at gå i hendes fodspor.

Livskvalitet og ansvar

Så snart Camilla Quist blev færdiguddannet på den internationale-interkulturelle linje i juni 2024, satte hun kursen tilbage mod Honduras, hvor hun skulle arbejde med pigerne fra børnehjemmet.

De fleste af pigerne læser på universitetet, mens andre er på vej i job. Selv om pigerne studerer, er det ikke ensbetydende med, at de får et godt job. Honduras er et meget konservativt samfund, så måske kommer de til at være hjemmegående, vurderer Camilla Quist. Hun prøver at ruste dem til livet på flere måder.

– Nogle gange tænker jeg, at min vigtigste opgave er at lære dem om livskvalitet – om hvordan man skaber en hverdag, hvor man selv planlægger sine måltider, fejrer fødselsdage og tager ansvar for sit eget liv.

Små sejre

Camilla Quist understreger, at pigerne er fantastiske, og at det er deres livsomstændigheder, som gør det svært. Og midt i alt det, der ikke fungerer, opstår der små sejre i relationen til pigerne.

– Alt i mit arbejde med pigerne handler om relationer. Det er grundessensen. Jeg tror på, at før pigerne kan rykke sig, skal jeg vinde deres tillid. Jeg oplever, at der sker meget mere, når jeg møder dem på deres niveau – når vi hygger os sammen, og de mærker, at jeg ikke bare er her for at sige: ’Piger, kom nu i gang med at studere.’ Vi skaber en hverdag sammen.

Tillid er ikke noget, man kan tage for givet i den kontekst, som Camilla Quist arbejder i.

– Tillid er helt afgørende for relationen – det er også noget, som jeg har med fra studiet. Hele det danske samfund bygger jo på tillid, men her i Honduras er det næsten det modsatte. Det er en helt anden kontekst. Her handler det om at klare sig selv – man kan ikke engang stole på regeringen.

Fattigdom gør noget ved mennesker

Derfor arbejder hun aktivt på at vise pigerne, hvad tillid kan betyde – også i et samfund præget af svigt.

– Jeg prøver at vise pigerne, hvilke veje tillid kan føre til. Når man stoler på hinanden og hjælper hinanden, så kan man faktisk mere. Jeg har fundet ud af, at jeg selv har nemt ved at stole på folk – men det er meget svært for pigerne. Det handler både om svigt i familien og om et samfund, der føles som ét stort svigt. Så passer man på sig selv, forklarer Camilla Quist.

– Jeg tror, at fattigdom og utryghed reducerer ens evne til at navigere i sit liv. Nogle gange lever man bare fra dag til dag. Fattigdom gør noget grundlæggende ved et menneske – og ved et samfund. Pigerne er flere gange blevet truet med pistol og kniv af nogen, der ville have deres mobiler og penge.

Den utryghed er også noget, som Camilla Quist selv mærker i hverdagen.

– Supermarkedet ligger halvanden kilometer herfra. Der er lige 500 meter, hvor jeg skal gå udenfor indhegningen, men ifølge organisationen må jeg faktisk ikke gå udenfor hegnet alene.

Et sprog for følelser

– Noget af det, jeg synes er spændende og interessant i arbejdet med pigerne, er rejsen mod at få et fælles sprog – særligt når det handler om følelser. Det kan for eksempel være i situationer som fødselsdage, hvor de øver sig i at dele minder eller sige noget sødt til hinanden – at sætte ord på, hvad de oplever hos den anden, og hvad de godt kan lide.

– Det er ofte svært for pigerne at få kontakt til deres følelser, både de positive og de svære. Pigerne siger selv, at det er noget, som de ikke har lært i deres barndom, og at de derfor ikke ved, hvordan man udtrykker sig følelsesmæssigt.

Pigerne er som sagt flyttet fra børnehjemmet til en udslusningsbolig, hvor de bor sammen i et større hus, men pt. har de flytteplaner.

– Vi er på udkig efter et stort hus, hvor jeg kan bo sammen med pigerne, og som ligger tættere på universitetet. Jeg vil gerne være tættere på pigerne – både praktisk og emotionelt. Det vigtige relationsarbejde sker ikke altid mellem 9 og 16. Nogle gange opstår det klokken halv otte om aftenen, når en af pigerne har haft en svær dag i skolen og bare har brug for én at tale med.

På spørgsmålet om, hvad der har overrasket hende, svarer hun:

– At der ikke er flere tilbud, at der er så meget information, der forsvinder. Der er ikke et velfungerende system, hvor man har overblik over de udsatte børn og unge og ved, hvem der har brug for hjælp. Det kører meget på menneskers gode hjerter – altså velgørenhed, fortæller Camilla Quist.

Hun er i gang med at blive dygtigere til spansk, og hun har følgende gode råd til socialrådgivere, som overvejer at arbejde i den del af verdenen:

– Lær sproget og landets kultur at kende. Gå ydmygt til det og lær at navigere i et samfund, hvor der er få ressourcer og endnu færre systemer, som fungerer optimalt.

Match ’made in heaven’

Camilla Quist lægger ikke skjul på, at hun er kristen, og at det også spiller en rolle i hendes arbejde. Det er den amerikanske og kristne organisation LAMB Institute, som driver børnehjemmet og udslusningsprogrammet.

– Jeg presser ikke pigerne til at følge den samme tro som mig, men jeg giver dem muligheden for at finde håb i noget større end dem selv. Når livet er svært, kan tro være en vigtig støtte.

Som udgangspunkt slutter udslusningsprogrammet et halvt år efter, at pigerne er blevet færdige med en uddannelse – og er der er heldigvis god tid til, for Camilla Quist har ikke lyst til at slippe pigerne.

– Det gav mening at komme tilbage til Honduras. Det er et match ’made in heaven’.

Hun får penge af den kristne organisation, som dækker kost og logi – resten får hun dækket af venner, familie og kirke i Danmark, som støtter hendes arbejde med pigerne.

Hun griner lidt, da hun sammenligner sit liv med vennernes i Danmark.

– De får børn og køber hus, mens jeg udlever en crazy drøm. Jeg bliver her mindst et år mere, og jeg ved, at jeg også fremover skal arbejde med udsatte børn.

---

Sådan forbereder du dig
Går du med et ønske om at arbejde som socialrådgiver i udlandet eller komme i praktik i udlandet, så er det en god idé at starte forberedelserne i god tid.

Du kan rejse ud og arbejde i de fleste lande i verden, men jo mere ’usædvanligt’ dit rejsemål bliver, desto større forberedelsesarbejde kræver det. Du skal regne med, at forarbejdet til nogle destinationer skal begynde i op til et år før rejsen. Det gælder især for lande udenfor EU.

---

CV Camilla Quist
28 år

2024 –  Socialrådgiver i Honduras via den amerikanske og kristne organisation LAMB Institute, som driver børnehjem og udslusnings­program
2024   Uddannet social­rådgiver på Københavns Professionshøjskole, den internationale-­interkulturelle linje
2023   Udkommer med bogen ’Jesus i øjenhøjde’, Lohse
2018   Sabbatår i Honduras, hvor hun arbejder på et børnehjem