Kollektive ungebudgetter: Unge skaber deres egen vej til job og uddannelse

Et kørekort. En computer. Et motionsforløb. Psykologtimer. En telefon. Et neglekursus. En el-cykel. En vinterjakke. En rejse til London.

Det er blot nogle af de vidt forskellige ting, som de 80 aktivitetsparate unge i Randers og Herning kommuner har brugt deres 15.000 kroner til i projektet ’Fællesskabsbudgetter’.

Et etårigt projekt, der med en kombination af kollektivt styrede ungebudgetter og oplevelsesforløb, der giver de unge både et indblik i vidt forskellige jobmuligheder og nye relationer, forsøger at bringe unge aktivitetsparate tættere på job eller uddannelse. Potentialet for succes er langt større, hvis det sker inden for rammen af et fællesskab, og derfor foregår alt i rammen af et forpligtende fællesskab.

Små beløb skaber store forandringer

Med kollektivt borgerstyrede budgetter får de unge mulighed for at bruge et beløb på ’det’, som de selv finder nødvendigt og meningsfuldt for, at de kan komme tættere på en uddannelse eller et job.

De unge skal i grupper så at sige skabe deres eget beskæftigelsesprojekt ud fra deres ønsker og behov. Eneste kriterie er, at de kan argumentere for, at pengene bringer dem nærmere uddannelse eller job – på kort eller lang sigt.

Både kørekort og computer har hjulpet til direkte adgang til henholdsvis job eller uddannelse, mange af de øvrige ting er mere et skridt på vejen.

– 15.000 kroner lyder ikke af meget, men det gør en kæmpe forskel, hvis det bruges produktivt, siger Maria Sparrewath, socialrådgiver i Ungdommens Uddannelseshus under Jobcenter Randers – og en af to medarbejdere i Randers Kommune, der har været koblet på projektet.

For det koster hurtigt på den anden side af 5.000-10.000 kroner at etablere sig på en uddannelse med bøger, computer og smartphone, så du kan se, hvilket lokale du skal være i. Flere af de unge i projektet har også brugt penge på behandling af psykiske eller fysiske sygdomme; psykolog eller fysioterapeut – noget, de normalt ikke kan få økonomisk støtte til.

– Andre har brugt penge på en vinterfrakke, så de ikke bliver hjemme fra praktik eller uddannelse og ignorerer verden, fordi det er koldt, fortæller hun.

Penge signalerer tillid

Line Skaaning, socialrådgiver i Ungevejledningen i Herning Kommune – og en ud af to medarbejdere på projektet i Herning – er enig. De 15.000 kroner gør en reel forskel.

– Pengene giver de unge mulighed for at tænke bredt, og samtidig signalerer pengene tillid. Vi tror på, at du selv kan forvalte dit liv, og vi lægger ansvaret ud til dig. Det er gennemgående i projektet, at de unge oplever at blive troet på, og det er pengene en del af, siger hun.

I Herning har fire af deltagerne her i 2024 fået OK til at bruge nogle af deres penge på at rejse fire dage til London, og i 2023 fik en af deltagerne ja til at bruge de fleste af pengene på en interrailtur til syv europæiske storbyer.

– Umiddelbart kan man tænke, at en rejse ligger lige på grænsen, men det aktivt at beslutte sig for at gennemføre en rejse og skulle koordinere, planlægge og rent faktisk komme afsted, er også en rejse mod job eller uddannelse, mener Line Skaaning.

Hun fortæller om pigen, der i projektforløbet i 2023 fik ja til interrailturen. Hun havde været i Ungevejledningen i syv år uden store fremskridt.

– Hun har nogle psykiske udfordringer, men efter rejsen begyndte hun i praktik i et supermarked. Siden har hun øget antal timer, og nu håber hun på flexjob, fortæller hun.

Mentor og coach

Både Line Skaaning og Maria Sparrewath arbejder begge som myndighedssocialrådgivere, men i ’Fællesskabsbudgetter’ agerer de mere mentor, coach og ikke mindst facilitator for de unge. Projektet er en håndholdt indsats med mere tid og langt mere kontakt og nærvær.

Målgruppen i begge kommuner har været de unge, som til trods for mange forskellige tilbud og muligheder stadig ikke lykkes med at komme i job eller uddannelse.

Begge steder har målgruppen været unge aktivitetsparate. I Herning i alderen 18-25 år. I Randers 18-30 år og primært unge i alderen +25 år.

Mange af de unge har en række udfordringer ud over ledighed – blandt andet psykiske udfordringer, hvilket gør det endnu sværere for dem at finde fodfæste på arbejdsmarkedet gennem de eksisterende tilbud og indsatser.

Ofte står de også uden et bredt og velfungerende netværk af familie og venner, men de har lige som alle andre brug for forbindelser til andre unge og til voksne forbilleder og ressourcepersoner, så de har nogle at spejle sig i. Netop derfor er fællesskabet omdrejningspunktet for det etårige forløb.

Samspil og nærvær

I både Randers og Herning har de kørt projektet ad to omgange – et i 2023 og nu er de i gang med anden omgang fra 1. januar 2024 og året ud. I gennemsnit har hver kommune haft 20 deltagere igennem projektet pr. år.

– Det, at projektet strækker sig over et år, er vigtigt, fordi det giver de unge noget struktur og genkendelighed, og de oplever, at selv om de måske har nedeperioder i løbet af projektet, så gennemfører de alligevel, siger Line Skaaning.

Maria Sparrewath fremhæver fællesskabet i projektet.

– Fællesskabstankegangen er den store forskel. Det, at de unge er samlet med den samme gruppe mennesker i et helt år, skaber tillid, tryghed og samspil. Samtidig er jokeren i projektet, at de unge ikke skal vente 14 dage på næste samtale. Her mødes de og vi to gange om ugen, og det skaber et helt andet nærvær, pointerer Maria Sparrewath.

Oplevelsesfasen giver indblik

Hele ideen med projektet er, at de unge selv skal finde vej til uddannelse og job. Projektet er skruet sammen af fire faser.

Først en introfase, hvor deltagerne lærer hinanden at kende, bliver trygge og bygger et fællesskab med hinanden op. Her er både individuelle samtaler, hyggeligt samvær med bowling og andre sociale ting, forskellige øvelser samt oplæg om både konfliktoptrapning og konfliktnedtrapning.

Derefter følger oplevelsesfasen, hvor de unge møder personer fra lokale virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner – som inspiration til hvilke veje i livet, man kan gå.

– Besøgene tager udgangspunkt i de unges ønsker, og hvad de godt kunne tænke sig at vide mere om, fortæller Line Skaaning.

I Herning har det ført til alt fra besøg af en bedemand, besøg hos en blomsterbinder, oplæg fra en pædagog, der har arbejdet på opholdssteder og i fængsler til besøg på Herning Tekstilmuseum, fortællinger om fire forskellige erhvervsuddannelser, og at nogle af deltagerne har været ude at arbejde som dyrepasser for en dag i den lokale dyrepark. Helt generelt har virksomhederne været åbne og inviteret ind, når de er blevet kontaktet.

I Randers har nogle af de unge været ude hos en forfatter, alle har hørt oplæg fra samtlige ansatte i Radio ABC, været på besøg hos it-genbrugsfirmaet El Recycling, og de unge har hørt om både optometrist-uddannelsen, treårig hf som onlineuddannelse, elektrikeruddannelsen og flere it-uddannelser.

”Oplevelsesværter” og netværk

Projektet opererer med begrebet ’oplevelsesværter’, og egentlig var det tanken, at borgere – for eksempel håndværkere, pædagoger, foreningsledere eller kunstnere – i lokalområdet skulle tage en ung med på arbejde, så de unge på den måde fik både indblik i mange forskellige jobmuligheder, men også nye relationer, der på sigt kunne føre til job.

Såvel Maria Sparrewath som Line Skaaning har været involveret i at skaffe oplevelsesværter og netværk til de unge.

– Det med at skabe nye relationer, som de unge gentagende gange kan komme ud til, er vi ikke lykkedes med. For eksempel bider håndværkerne ikke på. De er meget interesseret i at få praktikanter, som de kan sætte til et stykke arbejde, men ikke netværksarbejde, fortæller Maria Sparrewath.

Line Skaaning mener også, det har været svært at skaffe oplevelsesværter. Tanken var, at de unge skulle have gennemgående oplevelsesværter, hvor de måske først var et par dage i praktik, så ud igen senere til kaffemøder og løbende netværk.

– Det er vi slet ikke lykkes med. Både fordi initiativet i den her målgruppe er så lille, og de har svært ved at tage kontakt og holde netværk ved lige. Samtidig har interessen for det tættere netværk heller ikke været stort blandt virksomheder og organisationer, siger Line Skaaning.

Projektfasen udfordrer

Efter oplevelsesfasen kommer en projektfase, hvor de unge får undervisning i projektarbejde og bliver kastet ud i projektarbejde i praksis. For det at skulle arbejde sammen i en gruppe med en pose penge, man skal blive enige om, hvordan bruges bedst, kræver, at man også lærer og får kompetencer til at forstå mekanismerne og have redskaberne til at gå fra idé til handling.

Undervisningen er i høj grad varetaget af SUS – Socialt Udviklingscenter, og ifølge Maria Sparrewath har netop projektfasen været den absolut sværeste. Fordi det minder om undervisning, som mange af deltagerne tidligere i livet har slået sig gevaldigt på, og fordi nogle af projekterne bliver for abstrakte.

I projektfasen arbejder de unge med både fiktive projekter om at holde en 20-års fødselsdag, men også at arrangere en sommerfest for alle deltagere, som rent faktisk er blevet ført ud i livet.

Værdien af fællesskab

Med læringen, refleksioner og erfaringer i ryggen fra de første tre faser tager de unge så hul på den egentlige udfordring: At planlægge, hvad de skal bruge pengene til. Den sidste del af projektet er nemlig budgetfasen, hvor de i grupper skal tænke over, hvad de vil, når de ikke længere er en del af ’Fællesskabsbudgetter’. Og finde ud af, hvad de tænker pengene skal gå til, som kan rykke dem tættere på job eller uddannelse.

Ligesom under alle de øvrige faser er de unge placeret i grupper. Oprindelig i grupper af fire – med i alt 60.000 kroner – 15.000 kroner til hver. I 2024 arbejder begge kommuner dog med større grupper, fordi nogle falder fra, andre måske er lidt ustabile i deres fremmøde, og der i større grupper altid vil være nogle, som de unge kan sparre med, støtte og inspirere.

Netop værdien af fællesskabet blandt de unge har overrasket.

– Som socialrådgivere ved vi jo godt, hvad fællesskabet kan, men vi kan godt komme til at glemme det. Her ser vi resultatet lige for øjnene af os, siger Line Skaaning.

Hun fortæller om den unge deltager, der har utrolig vanskeligt ved at komme op om morgenen. En anden på holdet bor tæt på, og med Line Skaaning som facilitator fandt de to unge ud af, at den anden deltager lige kunne komme forbi og vække ham.

– De unge har hjulpet hinanden med at komme afsted til projektmøderne, til oplevelser og er endda taget med til tandlæge, fortæller hun.

En af de andre deltagere har også svært ved at komme op om morgenen, men alligevel ønsker han at blive mekaniker. Det giver nogle hovedbrud, for som mekaniker skal man møde tidligt.

– Her spørger en af de andre, hvorfor han vil være mekaniker, hvis han har så svært ved at komme tidligt op om morgenen. For der er jo også brug for, at nogle arbejder om natten. Det fik ham på andre tanker, så lige nu er han i gang med at finde lønnet arbejde ved noget pakkepost, hvor han kan arbejde aften og nat, fortæller hun.

Støtte med telefonopkald og sms

I løbet af projektet er gruppemøderne helt essentielle, og grupperne skifter tre gange gennem forløbet. For at sikre, at gruppedynamikkerne fungerer, har de i Randers gjort et stort arbejde i den indledende fase med at spørge ind til udfordringer og forcer, styrker og svagheder hos de enkelte deltagere i forhold til netop gruppearbejde.

I Herning genbesøger de ved hvert gruppeskift emner som konflikthåndtering, konfliktnedtrapning og hvordan man samarbejder i en gruppe.

Det kræver en stor indsats fra medarbejderne at få grupperne og fællesskabet til at fungere. For hvad vil det overhovedet sige at være del af en gruppe, og hvordan fungerer samspillet egentlig?

– Det er rigtig svært for de unge, og der bliver lynhurtigt helt stille i gruppearbejdet, hvis ikke vi guider og faciliterer dem. Vi professionelle bruger meget tid og energi, når der etableres hold, og selv i ellevte måned støtter vi stadig nogle i projektet med en håndholdt indsats, fordi de føler, at der er lang vej ind i fællesskabet, siger Maria Sparrewath.

Mange af deltagerne i Randers har før opstart haft pædagogiske mentorer tilknyttet som en slags optakt til projektet.

Flere af de unge har social angst, kan hurtigt sidde med en følelse af, at de ikke forstår opgaven, at de ikke er nået så langt med opgaven personligt. Samtidig har mange skrantende fysisk og psykisk helbred, så er de syge en dag, kan det være svært at komme til næste gruppemøde.

– Så vi støtter dem kontinuerligt med telefonopkald, sms, opsøger dem på deres adresse, mødes og går en tur. Så fællesskabet kan virkelig noget, men det kræver, at de unge er massivt bakket op af dygtige, kompetente medarbejdere, pointerer Maria Sparrewath.

Begge er meget begejstrede for projektet, fordi det giver de unge et boost, en hånd i ryggen, og de unge bliver løftet.

– De unge føler sig mødt, spurgt og taget vare på, men de får også lyst til at tage ansvar for deres egen retning i livet. For mig som socialrådgiver giver projektet mulighed, tid og plads til, at jeg kan få både det socialfaglige og anerkendende i spil, siger Maria Sparrewath.

Faglighed i spil

Størstedelen af deltagerne er rykket tættere på job og uddannelse. Enkelte er helt ude af systemet og i gang med uddannelse eller job. Andre er i gang med praktik, har landet aftaler via socialt frikort, tager lønnede timer eller er kommet i målgruppen for anden afklaring. For nogle af deltagerne er der taget små skridt mod at blive mere klar.

– For nogle er vejen længere. Når de unge har lavt selvværd, kognitive eller psykiske udfordringer og generelt mangler livsmestring, bliver det vanskeligt at lave store ryk, fortæller Line Skaaning.

Ifølge hende har fællesskabet i projektet været den mest afgørende faktor for at rykke de unge tættere på uddannelse eller job.

Ud over fællesskabet peger Maria Sparrewath på de mange bække små, mere ansigt til ansigt-snak med de enkelte unge, mere engagement fra erhvervslivet og den nysgerrige tilgang til de unge internt i kommunen.

– Ofte er vi så optaget af proceskrav, at vi er fuldstændig uinteresserede i, om vi laver et godt stykke socialfagligt arbejde. Her er vi trukket ud af proceskrav, og der er rum for at sætte vores faglighed i spil og give plads til de unges drømme og ønsker og være interesseret i de unges styrker og svagheder, pointerer hun.

---

De unge:
Sådan har projektet gjort en forskel for os

• “Jeg er startet på uddannelse, og jeg elsker det. Jeg tror, jeg generelt har fået et mere positivt livssyn, og jeg tror mere på mig selv. Og så er jeg blevet bedre til at håndtere min angst.”
• “Jeg har opnået rutiner og en mere normal hverdag, takket være faste mødetider. Jeg har lært at gå i seng i ordentlig tid og forberede mig dagen før. Jeg har endda søgt ind på en uddannelse.”
• “Jeg var virkelig glad for virksomhedsbesøgene, og det var godt, at dem, der fortalte, også snakkede om deres egen historie. At man godt kan blive til noget, selv om man ikke får en uddannelse.”
• “Det har overrasket mig, at flere af de firmaer, vi har besøgt, ikke er startet på ”normal” vis. Der var fx én, som var startet af en autist med kriminel baggrund. Så tænker man, at man også selv kan, også selvom man ikke kommer fra noget, der er helt almindeligt.”
• “Og så har vi prøvet noget, vi normalt ikke får mulighed for; at skulle lave en event, besøge en bedemand, snakke med en sexolog. Så jeg har fået nogle idéer her og der. Det har været fedt.”
• “Det har hjulpet meget, at der har været folk fra virksomheder forbi vores møder. Det er blandt andet gennem én af de virksomheder, at jeg er kommet i praktik, da jeg fik et godt indtryk af dem.”
• “Jeg har mest siddet derhjemme og kigget på SoMe, hvor alle klarer sig så godt. Jeg har følt mig meget bagud, så det var rart at møde nogen som mig, så jeg ikke følte mig så mærkelig, og få troen på, at jeg også kan blive til noget”.
• “Jeg har fået rigtig meget ud af at møde andre mennesker, som mig selv. Det har gjort, at jeg har kunnet finde inspiration hos de andre. Det har hjulpet at høre, hvad de andre gerne vil i livet.”
• “Medarbejderne har været en stor hjælp. De har blandt andet hjulpet med at finde en mentor til, når jeg muligvis starter på uddannelse. De har også givet mig redskaber til at lære at håndtere mine katastrofetanker om, at det hele bliver besværligt og krævende.”
• “Medarbejderne har skabt en atmosfære, hvor jeg har følt mig normal og set, og jeg har haft tillid til, at de ønsker det bedste for mig. Jeg har altid haft mulighed for at kontakte dem og har altid følt mig støttet.”
• “Medarbejderne har været tilgængelige og hjælpsomme på alle tidspunkter. De har været med til at besvare mine spørgsmål og har været gode til at støtte mig i processen. For eksempel har de hjulpet mig med at starte op på kørekort.”

Kilde: Intern midtvejsevaluering projekt ’Fællesskabsbudgetter’

---

Bag om historien
Cirka 43.000 unge mellem 15 og 24 år står uden uddannelse eller job – hvert år bliver 6,4 procent af alle i en ungdomsårgang en del af denne gruppe.

Projektet ’Fællesskabsbudgetter’ tager således livtag med et af velfærdssamfundets komplekse og ’vilde’ problemer, når de med kollektive borgerstyrede ungebudgetter giver unge ’aktivitetsparate’ adgang til et fællesskab og en pose penge, som de selv kan beslutte, hvad de vil bruge til – bare det rykker dem tættere på job og uddannelse. Projektet er et samarbejde mellem Socialt Udviklingscenter SUS, Herning Kommune, Randers Kommune, Aarhus Universitet og Poul Due Jensens Fond.