Kan en anbringelse tidsbegrænses?

Der er i mange kommuner en vis interesse for at styre visitationen og begrænse varigheden af kommunale indsatser på det sociale område.

JURASPALTEN: Der er i mange kommuner en vis interesse for at styre visitationen og begrænse varigheden af kommunale indsatser på det sociale område. Der henvises til rehabiliteringhensyn, jf. bl. a. servicelovens formålsbestemmelse om, at indsatser har til formål at understøtte borgerens eget ansvar.

Visse steder er det forudsat i loven, at der ved iværksættelsen af en indsats skal tages stilling til den forventede varighed, herunder i servicelovens § 140, stk. 4 om handleplaner i forbindelse med foranstaltninger.

Men en på forhånd fastsat tidsbegrænsning af en ydelse er der imidlertid som udgangspunkt ikke hjemmel til – se for eksempel C-24-08, hvor Ankestyrelsen afviste en tidsbegrænsning af tabt arbejdsfortjeneste, da der ikke var indgået aftale herom med borgeren.

Spørgsmålet har været oppe at vende i forbindelse med aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser – den såkaldte voksenreform – som vi tidligere har omtalt her i spalten. Det lovforslag, der er sendt i høring januar 2017, indebærer dog kun adgang til tidsbegrænsning i forhold til de nye tidligt forebyggende indsatser, som foreslås indført på voksenområdet.

Formål med anbringelse skal være opfyldt

På anbringelsesområdet har spørgsmålet også tiltrukket sig interesse. Ankestyrelsen har i PA 76-16 taget stilling til spørgsmålet. I sagen klagede en 12-årig pige med en sanseforstyrrelse over, at kommunen med moderens samtykke havde besluttet at anbringe pigen i to måneder hos pigens kontaktperson. Formålet var, at pigen blev sikret en stabil skolegang, at hendes behov blev udredt nærmere, og at hun blev beskyttet mod, at moderen inddrog hende i sagen.

Efter to måneders anbringelse blev pigen hjemgivet på baggrund af afgørelse herom. Kommunen havde imidlertid ikke taget konkret stilling til, om der fortsat var et anbringelsesgrundlag, om formålet med anbringelsen var nået, eller om der var fastsat en hjemgivelsesperiode.

Derfor fandt Ankestyrelsen afgørelsen ugyldig og henviste til servicelovens § 68, stk. 1, hvorefter foranstaltninger efter § 52, stk. 3 skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år. Og til § 68, stk. 2, hvorefter et anbragt barn eller ung først kan hjemgives, efter at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. stk. 4.

Kommunen kan altså ikke i anbringelsessager på forhånd afskære disse vurderinger ud fra en intention om at tidsbegrænse anbringelsen.

Læs mere:

Idamarie Leth Svendsen er lektor ved Professionshøjskolen Metropol