JURA: Ny regel om ”second opinion” er en ekstra retssikkerhedsgaranti
Med Barnets Lov indføres en ny ordning, hvor barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie vil få mulighed for at bede om en uvildig vurdering i form af en ”second opinion”, hvis kommunen beslutter, at et barn under 10 år skal skifte anbringelsessted eller hjemgives.
Hvad betyder en ”second opinion” i Barnets Lov? Der er ikke tale om en udvidelse af partsbegrebet eller klageretten efter serviceloven, men om en ekstra retssikkerhedsgaranti af hensyn til det anbragte barn under 10 år. Ordningen betyder, at andre end sagens parter kan anmode om at få set på en konkret sag med friske øjne.
Med den nye ordning vil barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie få mulighed for – ”på barnets vegne” – at bede om en uvildig vurdering i form af en ”second opinion” af kommunens afgørelse hos Ankestyrelsen, hvis kommunen beslutter, at et barn under 10 år skal skifte anbringelsessted eller skal hjemgives. Det følger af Barnets Lov §§ 98, stk. 3 og 101.
Hensynet er at sikre barnets ret til stabilitet og skabe et værn mod, at anbragte børn og unge bliver flyttet eller hjemgivet til forældrene, selv om det ikke er til barnets eller den unges bedste. Børn over 10 år har ifølge loven mulighed for selv at klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om for eksempel ændret anbringelsessted eller en hjemgivelse. Formålet med den nye ordning er ifølge forarbejderne ”at give en tilsvarende beskyttelse af retssikkerheden for børn under 10 år under den betragtning, at det kan være en meget indgribende beslutning, hvis det mod barnets vilje besluttes, at barnet skal flytte.” Samtidig er hensynet ”at sikre, at det altid er saglige hensyn, der ligger bag kommunens beslutning.”
Barnet står ikke alene med ansvaret
Der er tale om sager, hvor forældremyndighedsindehaver samtykker til flytningen eller til hjemgivelsen, og barnet er for lille til at have selvstændig partsstatus og dermed mulighed for at klage. Det vil sige, hvor afgørelsen ikke behandles af en uvildig instans.
Bestemmelserne indebærer dog ikke, at barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie får partsstatus i forbindelse med anmodningen. Når der peges på denne persongruppe til varetagelse af barnets interesser, er det ud fra den betragtning, at børn under 10 år, grundet deres alder og modenhed, kan have vanskeligt ved at vurdere, hvad der er foreneligt med deres eget bedste, sammenlignet med børn over 10 år. Barnet under 10 år skal ikke stå med ansvaret alene.
Adgangen til ”second opinion” vil kunne være relevant i tilfælde, hvor barnet giver udtryk for ikke at være enig i kommunens beslutning, eller i tilfælde, hvor for eksempel barnets plejefamilie finder, at en hjemgivelse ikke vil være til barnets bedste.
I visse tilfælde vil barnets alder, modenhed eller funktionsevne betyde, at barnet ikke selv kan udtrykke sin holdning til afgørelsen, eller ikke er i stand til at vurdere, om en hjemgivelse er til barnets eget bedste. Derfor er det ifølge forarbejderne ikke et krav, at barnet skal være imod kommunens afgørelse om hjemgivelse. Barnets holdning bør imidlertid indgå i Ankestyrelsens vurdering af sagen, og afgørelsen om hjemgivelse vil således altid skulle ses i forhold til hensynet til barnets bedste.
Ankestyrelsen behandler anmodning
I Barnets Lov § 153, stk. 1 gives Ankestyrelsen hjemmel til at behandle en anmodning efter hhv. § 98, stk. 3, eller § 101. Ankestyrelsens afgørelse i denne type sager vil kunne gå ud på, at sagen ikke giver Ankestyrelsen anledning til at foretage sig yderligere, hjemvisning eller ophævelse af den afgørelse, der er anmodet om en vurdering af (second opinion).
Sagen behandles administrativt i Ankestyrelsen, svarende til styrelsens indledningsvise behandling af underretninger. Som udgangspunkt vil Ankestyrelsen skulle forholde sig til de oplysninger, der ligger på sagen, fra da afgørelsen er blevet truffet. Hjemvisning af kommunens afgørelse til fornyet behandling vil typisk ske, hvis Ankestyrelsen finder, at sagen ikke er tilstrækkelig oplyst.
Opsættende virkning
En anmodning om Ankestyrelsens ”second opinion” vil blive tillagt opsættende virkning på samme måde som den nuværende retstilstand vedr. klage over flytning eller hjemgivelse (jf. retssikkerhedslovens § 72). Det vil sige, at flytningen eller hjemgivelsen af barnet sættes i bero, indtil Ankestyrelsen har behandlet sagen.
Da anmodningen – modsat en klage – vil blive indgivet til Ankestyrelsen og ikke til kommunen, vil styrelsen med det samme skulle tage kontakt til den pågældende kommune og orientere om anmodningen, herunder om opsættende virkning, således at kommunen ikke iværksætter afgørelsen. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, vil kommunen dog kunne træffe afgørelse om iværksættelse straks.
Trine Schultz
Professor (mso) i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på børne- og ungeområdet