JURA: Et menneskeretligt perspektiv på tvangsbortadoption
Adoption uden samtykke er ultimativt den mest indgribende afgørelse over for en familie. Derfor handler en række domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om netop tvangsadoption i relation til spørgsmålet om en eventuel krænkelse af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – om retten til respekt for familielivet.
Med udgangspunkt i, at det i Danmark er – og gennem en årrække har været – intentionen, at flere børn skal tvangsbortadopteres, er det interessant at se på, hvad Menneskerettighedsdomstolen lægger vægt på i disse sager. Særligt interessant er det, da regeringen med udspillet ”Børnene først” ønsker at lempe de danske regler yderligere, herunder sikre adgang til at træffe afgørelse om tvangsadoption inden fødslen. Spørgsmålet er, om praksis fra Menneskerettighedsdomstolen harmonerer med den linje, man ser ud til at ville anlægge i Danmark?
Norske sager om tvangsbortadoption
En række nyere menneskerettigheds-domme mod Norge har fået megen opmærksomhed – også i Danmark. Det gælder blandt andet Strand Lobben-dommen fra september 2019 (Strand Lobben and others v. Norway) som blev fulgt op af endnu en dom i december 2020 (M.L. v. Norway). I begge tilfælde blev Norge dømt for krænkelse af artikel 8 i sager om tvangsbortadoption.
Det er ikke muligt her at gennemgå dommene i detaljer, men et par pointer kan trækkes frem. Der er ingen tvivl om, at sagerne byder på svære afvejninger. For hvad er barnets bedste, og hvilken vægt skal der lægges på retten til familieliv med den biologiske slægt? På grund af indgrebets alvorlighed vil Menneskerettighedsdomstolen se strengt på indgrebets nødvendighed – altså om det har været proportionalt.
Strand Lobben-dommen handler kort fortalt om en adoption uden samtykke af et tre-årigt barn. Barnet blev allerede som tre uger gammelt anbragt uden for hjemmet, efter at moderen havde henvendt sig om hjælp, og hvor der var tvivl om hendes forældreevne. Det var plejefamilien, som adopterede drengen. Med 13 mod 4 stemmer konkluderede Menneskerettighedsdomstolen, at Norge havde krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 over for både mor og barn.
Selv om flertallet ikke var helt enige i argumentationen, kan der alligevel peges på væsentlige opmærksomhedspunkter. Et særligt tema i dommen var moderens meget begrænsede ret til samvær og kontakt med drengen under anbringelsen frem til beslutningen om bortadoptionen.
Mangelfuldt beslutningsgrundlag
Hovedårsagen til afgørelsen om bortadoption var moderens manglende evne til at tage tilstrækkelig vare på sin søn, især under hensyntagen til drengens særlige behov som et sårbart barn. Menneskerettighedsdomstolen fandt imidlertid, at denne begrundelse var baseret på et utilstrækkeligt bevis- og vurderingsmæssigt grundlag, da samværet mellem mor og søn under anbringelsen havde været begrænset, og da psykolograpporter i sagen var forældede. En undersøgelse af drengens sårbarhed savnede endvidere en analyse af og forklaring på drengens fortsatte sårbarhed, på trods af at han havde været i pleje, siden han var tre uger gammel.
Samlet set fandt domstolen ikke, at de norske myndigheder i tilstrækkelig grad havde foretaget den nødvendige afvejning mellem barnets interesser og dets biologiske familie eller taget hensyn til udviklingen i moderens familieliv – hun var i mellemtiden blevet gift og havde fået barn.
En væsentlig pointe er således, at barnets interesse i familieliv med de biologiske familiebånd er af væsentlig betydning for vurderingen af barnets bedste. En anden vigtig pointe i dommen er, at myndighederne under barnets anbringelse havde opgivet genforeningsformålet for tidligt og derved ikke i tilstrækkelig grad faciliterede samvær mellem mor og barn. En anbringelse er i udgangspunktet en midlertidig foranstaltning, og myndighederne skal således gøre en aktiv indsats for at opretholde de biologiske bånd under anbringelsen. Dog kan genforeningsformålet opgives, hvis forældrene er ”particular unfit”, eller der er fare for barnet, men vurderingsgrundlaget og sagsprocessen skal være i orden.
Trine Schultz
Professor (mso) i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre.
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på børne- og ungeområdet
Stor stigning i adoption uden samtykke
Adoptionslovens § 9, stk. 2-4 regulerer adgangen til at lade et barn bortadoptere uden samtykke. Reglerne er blevet ændret ad flere omgange ud fra et politisk ønske om at lette adgangen til tvangsbortadoption, således at flere børn bortadopteres som alternativ til en anbringelse barndommen ud.
Reglerne blev lempet første gang i 2009 og igen i 2015.
I perioden mellem 2009 og 2015 var der i gennemsnit to tvangsadoptioner om året, men herefter er der sket en betydelig stigning i antallet, som kulminerede i 2019 med 20 tvangsadoptioner. En tendens, som synes at være fortsat i 2020.
I det nye regeringsudspil ’Børnene Først’ fra januar 2021 lægges der op til yderligere lempelser