”Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte støtten i gang, så snart familien er ude ad døren”
Det er fagligt utilfredsstillende og trækker sagsbehandlingen i langdrag, når man som socialrådgiver skal vente på at få tilladelse fra enten en leder eller et visitationsudvalg, før man kan sætte gang i den hjælp, som man ved, at borgerne har brug for. Det fortæller en af socialrådgiverne, som har deltaget i rundspørgen om ’fagligt handlerum’.
Over halvdelen af de socialrådgivere, der har deltaget i Dansk Socialrådgiverforenings rundspørge om fagligt handlerum, efterspørger en større beslutningskompetence, end de har i dag. En af dem fortæller, hvad den manglende beslutningskompetence betyder for hendes arbejde i en familieafdeling i en mellemstor kommune i Jylland.
Socialrådgiveren ønsker at være anonym, men redaktionen kender hendes identitet. Her i artiklen har vi valgt at kalde hende Camilla.
Hjælpen forsinkes
Når Camilla møder en familie, der har brug for støtte, kan hun selv visitere den til omkring 10 samtaler i den åbne rådgivning. Alle andre former for støttende foranstaltninger som familiekonsulent, psykolog og aflastning skal hun have mandat til hos enten sin faglige koordinator, teamleder eller i det interne visitationsudvalg.
Camilla oplever de mange led som flaskehalse, der gør sagsbehandlingen længere, end den behøver at være.
– Hvis jeg sidder til møde med en familie, fordi datteren på 10 år har begyndende mistrivsel, og jeg bare kan se, at de ville have gavn af en familiekonsulent, kan jeg ikke sætte det i gang med det samme, siger hun.
Først skal der udarbejdes en afdækning, og derefter skal Camilla booke sin faglige konsulent for at få et såkaldt ’mandat’ til at sætte gang i en foranstaltning.
– Men det kan tage en uge eller to, før vi begge har et hul i kalenderen. Når hun har givet mandat til foranstaltningen, skal jeg udarbejde en bestilling til familiekonsulenterne, hvor der også kan være ventetid, siger hun.
Føler mig utilstrækkelig
I mellemtiden kan der komme endnu en underretning fra skolen, fordi pigens mistrivsel nu har udviklet sig til skolevægring, og Camilla kan blive ringet op af moderen, der nu har svært ved at passe sit arbejde, fordi datteren ikke kommer i skole.
– Jeg ville ønske, at jeg kunne lave en vurdering, visitere og sætte støtten i gang, så snart mit møde med familien er slut, og de er ude ad døren, så vi kunne nå at gribe børnenes mistrivsel, før den udvikler sig. I stedet står jeg i stampe, familien kommer i venteposition, og barnet kommer ikke videre i sin trivsel. Det kan nogle gange få mig til at føle mig utilstrækkelig i mit arbejde, siger hun.
Lettere sagsgang og øget arbejdsglæde
Camilla har arbejdet som socialrådgiver i fire år, og hun føler sig tryg ved selv at træffe beslutninger om alle de støttende foranstaltninger, blandt andet fordi de i afdelingen har ugentlige sparringsmøder.
– Det giver mening, at visse beslutninger skal forbi leder eller visitationsudvalget, for eksempel anbringelser, fordi det er så stor en beslutning. Men de støttende foranstaltninger er jeg fagligt kompetent til selv at træffe beslutninger om, siger hun.
Det ville både lette sagsgangene og øge Camillas arbejdsglæde, hvis der var tillid til, at hun kunne træffe de rigtige beslutninger.
– Jeg har jo taget en uddannelse, så når jeg træffer beslutninger, gør jeg det med baggrund i min faglighed. Hvis jeg havde større beslutningskompetence, ville jeg føle, at min faglighed blev mere anerkendt, siger hun.
Lad fagligheden styre
Camilla værdsætter den sparring, hun får, når hun drøfter sine sager med både kollegaer og ledelsen, og hun understreger, at det er vigtigt, at man som socialrådgiver ikke sidder alene og træffe beslutninger i sine egne sager uden at tale med nogen.
– Jeg bliver fagligt udfordret ved at skulle argumentere for, hvorfor jeg lige nøjagtig tænker, at den støtte er den rette for familien. Det er meget vigtigt at holde fast i den sparring, også for at sikre et ensartet serviceniveau. Men vi kunne godt indrette os på en mere smidig måde, siger hun.
I dag er der ifølge Camilla meget fokus på at ensarte sagsgangene og beslutningsprocesserne, men det gør det sværere for socialrådgiverne at tilrettelægge et individuelt forløb for den enkelte familie.
– Denne ’top down-styring’ med økonomien for øje fjerner det individuelle fokus. Det er ærgerligt, når vi socialrådgivere har et ønske om at gribe familien og barnet og skabe en vej, som giver bedst mening for lige netop dem, siger Camilla.
Hun foreslår, at man som nyuddannet socialrådgiver langsomt får en større og større beslutningskompetence, så man ender med efter et par år at kunne træffe de fleste beslutninger selv. Og selvom socialrådgiverne fik en større beslutningskompetence, ville der ikke nødvendigvis blive brugt flere penge, vurderer Camilla.
– Jeg ville stadig have et økonomisk fokus, for jeg har respekt for, at der skal være en økonomisk styring af området. Og så er jeg overbevist om, at familierne ville have brug for hjælp i kortere tid, hvis vi kunne hjælpe dem hurtigere, så måske ville det blive billigere i det lange løb, siger hun.