Integration: ”Jeg kan støtte min søn på en anden måde end min far kunne med mig”

Sociolog og forfatter Aydin Soei ærgrer sig over, at den positive udvikling, som har fundet sted i etniske minoritetsfamilier, er næsten usynlig i debatten om integration. Han peger på et skifte i faderrollen i etniske minoritetsfamilier, der i hans øjne er en ’skjult integrationssucces’, samt et markant ryk opad i uddannelsesgrad – en ’mindre revolution’ i social mobilitet, som ingen taler om.

Integration: ”Jeg kan støtte min søn på en anden måde end min far kunne med mig”

Foto: Kristian Granquist

Mundbindet er grønt med mønster og ser hjemmesyet ud. Der er cortado i kaffekoppen og ikke særlig mange mennesker på Harbo Bar i Blågårdsgade på Nørrebro i København en formiddag i efterårsferien. Og så vidt øjet rækker heller ingen grupper af unge mænd, der hænger ud i gadebilledet, og som kunne trække associationer til bander og utryghedsskabende adfærd.

Og lad os bare starte historien her. For Aydin Soei, sociolog og forfatter til en række bøger om kriminalitetstruede unge med minoritetsbaggrund, har netop fået en sms fra en højtstående folketingspolitiker med en invitation til et uformelt kaffemøde om regeringens nye udspil ’Tryghed for alle danskere’, der skal dæmme op for den utryghed, som unge med minoritetsbaggrund menes at sprede i blandt andet udsatte boligområder. Politikeren vil gerne mødes i Avedøre Stationsby, hvor Aydin Soei selv kommer fra. Alligevel undrer det ham. Er der mon lidt politisk kommunikationsspin på færde?

En selvopfyldende profeti

Aydin Soei er ikke imponeret over regeringens udspil ”Tryghed for alle danskere” – af flere grunde. Han mener først og fremmest, at hvis vi bliver ved med at fortælle historien om, at unge med etnisk minoritetsbaggrund er nogle kriminelle bandebøller, som skaber utryghed i boligområder og natteliv og i øvrigt er dårligt integrerede i dansk kultur og samfund, skyder vi os selv i foden.

– Politikernes indgreb stempler en helt særlig gruppe – unge mænd med minoritetsbaggrund, og det gør kun problemet værre. Det bidrager til at skabe en negativ selvfortælling, som ender med at blive en selvopfyldende profeti. Unge efterkommere kommer til at opfatte sig selv som ’modborgere’, der ikke kan se, at de har en plads i og kan bidrage til samfundet, siger Aydin Soei, der også kalder timingen for udspillet ’mærkværdigt’.

– Vi har haft en positiv udvikling i over ti år med et markant fald i ungdomskriminaliteten, som i dag er historisk lav, og en markant vækst i antallet af unge efterkommere, som tager en uddannelse. Her har kvinder med minoritetsbaggrund overhalet etniske danskere i procent. Det er intet mindre end en lille revolution, som skaber social mobilitet. Men det hører vi ikke om i medierne eller på Christiansborg, siger han.

Mindretallets forseelser

Men hvad tænker han om blandt andre statsministerens udmelding om, at regeringen ikke vil acceptere, at der er områder i Danmark, der er plaget af hårdkogte kriminelle og grupper af unge, som skaber utryghed – og med en henvisning til, at unge ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne?

– Generelt kan man sige, at etniske minoriteter er overrepræsenterede, men at kriminaliteten for gruppen har været markant faldende gennem en årrække. Jeg kan ikke se, hvorfor langt det største flertal skal bøde og stemples for et lille mindretals forseelser. Desuden er der ingen evidens for, at sanktioner og opholdsforbud vil virke i forhold til hverken kriminalitet eller utryghed. Ser man på forskningen er der tværtimod meget, der tyder på, at det kan få en negativ effekt.

Fædrenes skjulte integrationssucces

Når vi taler vellykket integration, er der en anden lille revolution, som også er gået relativt ubemærket hen, mener Aydin Soei. På bordet foran ham ligger hans seneste bog Fædre. Heri tegner han et portræt af fem mænd, som er efterkommere af første generation af flygtninge og indvandrere, der kom til Danmark. De er for alvor rundet af deres opvækst her og har nu selv fået børn. Og Aydin Soei ser tegn på, at den autoritære og fraværende far, som traditionelt har domineret i disse familier, er erstattet af den nærværende og anerkendende far – et skifte i faderrollen, han kalder for en skjult integrationssucces.

– Den generation af fædre, jeg selv hører til, har fundet fodfæste i det danske samfund med uddannelse og beskæftigelse, og derfor kan vi støtte vores børn på en helt anden måde, end vores fædre havde forudsætninger for. Jeg fortæller min søn Adam seks gange om dagen, at jeg elsker ham. Han reagerer ikke engang på det længere, siger Aydin Soei og griner.

Job og uddannelse er afgørende

Men hvorfor er det interessant at se på faderrollen i disse familier?

– Vi kan se i de årlige medborgerskabsundersøgelser, at minoritet og majoritet nærmer sig hinanden i Danmark. Det gælder i forhold til værdier som ligestilling, opdragelse og seksualitet. Vi ved også fra europæiske undersøgelser, at efterkommere i højere grad har mere liberale holdninger til eksempelvis børns opdragelse og status som individer, end den ældre generation har. Og det gælder særligt de efterkommere, som lykkes med at tage en uddannelse og få et arbejde, forklarer Aydin Soie og kobler betydningen af det til faderrollen:

– Derfor er det interessant at se på, at den gruppe af fædre og mænd, som netop lykkes med job og uddannelse, ikke længere har brug for at fastholde den sidste skanse om, at de har status blot i kraft af, at de er mænd. Fordi de klarer sig godt i samfundet. Lige som i Danmark før i tiden har far- og manderollen traditionelt været bundet op på, at far er forsørgeren. Og han er også problemknuseren, som udsteder ordrer til børnene om, hvad de skal gøre, men ikke hjælper dem med at gøre det. Så han er blevet bedømt på, hvor godt han har klaret den rolle og dermed sikret familiens overlevelse. De fleste minoritetsfædre kommer jo fra lande uden et socialt sikkerhedsnet, og derfor har kampen for at overleve været med til at definere faderens rolle. Selv i dag kan bløde og anerkendende danske fædre jo føle sig som en fiasko, hvis de bliver arbejdsløse.

Kærlighed og anerkendelse

Hvilken betydning har det for jeres børn, at I som mænd og fædre klarer jer godt i samfundet?

– Hvis du skal føle dig anerkendt som individ og være kompetent til at træffe valg på egne vegne, er det afgørende, at dine forældre har givet dig kærlighed og omsorg som barn, så du har opbygget selvværd. Unge, som har levet i et kaotisk familieliv, søger ofte fælleskaber de ’forkerte’ steder, og mange kan først sætte ord på det i en sen alder – at forældrene ikke gav dem den kærlighed, de længtes efter.

Den kærlighed og anerkendelse, som falder efterkommer-generationen af fædre lettere, fordi de fleste klarer sig godt i samfundet i dag, er for Aydin Soei udtryk for en integrationssucces. Men den er samtidig ’skjult’, fordi vi ikke hører så meget om, hvad der foregår inden for hjemmets fire vægge i minoritetsfamilierne.

– Jeg har skrevet bøger om kriminalitetstruede unge i mange år nu, og de vil gerne fortælle om alt det lort, de har lavet. Men de klapper i som en østers, når talen falder på, hvad der foregår derhjemme. De er både loyale, hylder privatlivets fred, og nogle skammer sig måske også over, at forældrene ikke har klaret sig så godt og ikke har kunne støtte dem bogligt osv. Derfor mener jeg, at den største bevægelse i nyere tid er det skifte hos os fædre i retning af at være mere nærværende og anerkendende overfor vores børn.

Mangler et nuanceret sprog

I bogen Fædre har alle fem medvirkende dramatiske forældrehistorier. Tre af dem er vokset op i palæstinensiske flygtningelejre. Asim Latifs far, som stammer fra Pakistan, har oplevet at se sine egne forældre blive halshugget ved delingen af Indien og Pakistan i 1947.

– Men det er ikke noget, man taler om i familien. De har manglet et sprog til det. Hvis du har et sprog for at tale om bekymringer og drømme, kan du meget lettere retlede dine børn. Men autoritære forældre siger i stedet: ”Lav dine lektier, lad være med at lave ballade!” Og det bliver et problem, når lokummet brænder, fordi børnene omvendt heller ikke inddrager forældrene i, hvad de render og laver. Så ofte er det først, når socialrådgiveren eller politiet henvender sig, at forældrene opdager, at noget er galt.

– Hvordan kan for eksempel socialrådgivere bruge den viden, tænker du?

– Den er vigtig for socialrådgivere at vide, at min fars generation er flygtet eller udvandret hertil fra lande med nogle af de mest autoritære opdragelsesidealer, og de er kommet til et af verdens mest eftergivende i forhold til opdragelse af børn. Jeg hører jo samtaler i Elgiganten, hvor børn på fem år bliver spurgt, hvilket fjernsyn familien skal have … Men min generations forældre har haft dårligere forudsætninger for at klæde deres børn på til livet i Danmark på grund af værdier og sociale position. Og de er ikke udstyret med den generaliserede tillid til systemer og måder at gøre tingene på, som er udbredt i Skandinavien, for eksempel bare at sende sine børn afsted på lejrskole i Nørre Snede i en hel uge med nogle fremmede mennesker. Det gør man bare ikke.

Mødrene er også vigtige

Hvilken rolle spiller mødrene i opdragelsen og integrationen af de unge efterkommere?

– Jeg mener, at det vigtigste, forældre kan give deres børn, er et positivt mindset om at være nysgerrige på uddannelse og læring. Har børnene det, kan folkeskolen sagtens samle dem op. Så selv om der er et stort fokus på ’far’, har skillelinjen for mange af de unge, jeg har talt med i årenes løb, været, om der har været en anerkendende og nærværende forælder – far eller mor. Det går galt, hvis ingen af forældrene slår til. Og gruppen med den ringeste beskæftigelsesgrad i Danmark er indvandrerkvinder over 55 år. Derfor er den største integrationssucces også, at efterkommerkvinderne har brudt deres mødres uddannelsesmønster i en grad, så de har overhalet de etniske danskere. Jeg kan også se, at når disse kvinder bliver mødre, har de nogle helt andre værktøjer til at klæde deres børn på til at klare sig i samfundet. Og de hjælper faktisk også deres mænd på vej.

– Har du fantasi til at forestille dig, hvilken slags far din egen søn måske bliver en dag?

– Nu er han kun syv år gammel, men jeg tror, at han bliver en fantastisk far og vil klare sig godt i livet. Han vil kunne se udover sin egen næsetip. Jeg prøver at lære ham, at han skal bruge sit overskud til at gøre noget godt for andre, der ikke har så meget overskud. Jeg tager ham med til demonstrationer, og vi har samlet ind til Red Barnet i år. Jeg forklarer ham, at det kan vi gøre, fordi vi har så stort et overskud selv.


Kriminaliteten er faldende

Kriminaliteten i Danmark er generelt faldende, og andelen af personer, der som 18-årige var dømt efter straffeloven, er væsentligt lavere for årgang 1997 end for personer født i 1987. Det gælder både for personer med dansk oprindelse og ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.

Blandt de ikke-vestlige indvandrere, som er født i 1987, havde 28 procent fået en eller flere domme, da de fyldte 19 år, denne andel er for 1997-årgangen faldet til 14 procent – altså en halvering.

Også for de ikke-vestlige efterkommere er der sket fald i årgangens kriminalitet. 24 procent af de ikke-vestlige efterkommere født i 1987 havde en eller flere domme, da de fyldte 19 år – dette tal var for 1997-årgangen faldet til 15 procent. For personer med dansk oprindelse er der sket en halvering fra 10 procent til 5 procent i perioden.

Kilde: ’Fakta om indvandrere og efterkommere i Danmark’, Danmarks Statistik


Om Aydin Soei

Uddannet journalist og sociolog og arbejder som selvstændig forfatter, sociolog, journalist og foredragsholder.

Han kom til Danmark fra Iran som fireårig i 1986. Familien boede i Avedøre Stationsby, og Aydin Soeis far forsøgte uden held at klare sig som snedker. Han røg ud i både et alkoholmisbrug og alvorlige psykiske problemer og endte ganske tragisk med at slå en anden mand fra lokalområdet ihjel. Moren uddannede sig til pædagog. Aydin Soei har skrevet sin families historie i bogen Forsoning (2016).

I sin nyeste bog Fædre (2020) tegner Aydin Soei portrætter af fem mænd og fædre med minoritetsbaggrund. De beskriver deres opvækst, forholdet til deres egne fædre og dets betydning for deres faderrolle i dag, deres ønsker og drømme for deres børn og for, hvordan de ønsker, at deres børn vil huske dem som fædre.