Etiske dilemmaer i socialt arbejde: ”Jeg bad ham om at tage ansvar – en time senere var han død af en overdosis”

Gennem tre år fulgte socialrådgiver Jannie Bertz borgeren Simon tæt, når han hver anden uge kom til ambulant behandling i misbrugscenteret i Kolding Kommune. Han fik metadon dagligt. Han har haft en hård opvækst og kæmper med ting, de fleste tager for givet – at holde et hjem, handle ind og betale regninger.

Jannie Bertz forsøgte at hjælpe ham gennem misbrug, traumer og et liv, som han havde svært ved at bære ansvaret for alene.

– Simon var dårligt fungerende kognitivt, så samtalerne handlede ofte om praktiske ting. Ansøgning om medicin, tandbehandling og bare det at have nogen at tale med, fortæller hun.

Jannie Bertz havde set, hvordan Simon gradvis isolerede sig. De få netværk, han havde, var forsvundet – bortset fra stoffællesskabet, når han var aktiv i misbruget.

– Der var ingen tvivl om, at Simon havde det dårligt. Omsorgssvigt, barndomstraumer og misbrug havde sat sig til en tilværelse præget af social angst. Han opholdt sig mest indendørs sammen med sin kat, undtagen når han gik ture med sin gamle far, hvor de i periferien af golfbanen samlede golfbolde og tjente lidt på det. Simon var på substitutionsmedicin, men faldt indimellem tilbage i piller og heroin.

Samtalerne skal hjælpe Simon med at få øje på sine egne ressourcer og bruge dem til at skabe positive forandringer i sit liv. De er blevet enige om at forsøge at få bevilget en støtteperson i nogle timer om ugen. Men her støder de ifølge Jannie Bertz på et dilemma.

– Problemet er, at støttepersonen skal arbejde ud fra en handleplan med delmål og mål udarbejdet sammen med Simon, men Simons højeste ønske er, at hele hans hverdag bliver struktureret for ham.

– Stod det til Simon selv, vågnede han hver morgen med 24 kasser foran sig – én for hver time – og en person, der kunne gøre det sammen med ham. Han mærker ikke, hvad han har brug for, eller måske tør han ikke sige det. Han er afhængig af, at andre fortæller ham det – og hele tiden holder ham i hånden.

Nej tak til ansvar

Jannie Bertz fortæller, at både hun og den myndighedssocialrådgiver, som kan bevilge støtte, er i tvivl om, hvordan de bedst hjælper Simon. De er begge opdraget til at tænke empowerment – hjælp til selvhjælp – men sidder her med et menneske, der fralægger sig alt ansvar, fordi det føles tryggest.

Jannie Bertz skitserer dilemmaerne:

– Kan vi bevilge en støtteperson til Simon, som dagligt kommer og laver dagsskema med ham? Formålet er, at Simon selv gradvist skal opbygge evnen til at tage hånd om sit liv. Risikoen er, at Simon ikke udvikler sig, men i stedet lader behovet for tryghed styre.

– Og på den anden side: Kan vi fortsætte som hidtil med samtaler på misbrugscentret og derudover ­bevilge en støtteperson en til to gange i ugen, som tager sig af de mest basale ting? Risikoen er, at Simon ikke kan overskue de mange udfordringer og søger tilbage i misbrug.

Og den tredje mulighed, som Jannie Bertz helst ville tilbyde Simon, men ikke havde mulighed for, var et paragraf 107-botilbud. Det er midlertidige botilbud til borgere over 18 år, der har betydelige fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, som gør, at de ikke kan tage vare på sig selv. Hun vurderede, at Simons grundlæggende problem var hans meget dårlige funktionsniveau, som ikke havde noget med misbruget at gøre.

Men botilbuddet skulle bevilges i en anden afdeling, hvor kollegerne ikke umiddelbart var indstillet på det, fordi de ser Simons misbrug som det afgørende problem.

Kampen for det rigtige tilbud

Derfor håbede Jannie Bertz, at hun ved at bevilge et døgnophold på et behandlingscenter og dermed få Simon trappet ned på metadon og til at stoppe med hash, også kan få behandlingscentret til at beskrive Simons dårlige funktionsniveau og dermed efterfølgende overbevise kollegerne i den anden afdeling om, at Simon skal have et botilbud.

Det lykkedes at få Simon i døgnbehandling i Vestjylland. Hans mål var klart: Han ville slippe for sin “krykke” – metadonen. Selv om Simon arbejdede rigtig hårdt for det, var det ifølge Jannie Bertz svært for ham:

– Det er en virkelig hård kamp. Ugen inden han forlod døgnbehandlingen, talte vi meget i telefon sammen. Han sagde, at han ikke kunne holde til det. Han følte, at ingen forstod ham. Lægen var dum, og det var alle andre i døgnbehandlingstilbuddet også, mente han.

Han havde brug for opbakning, og Jannie besluttede sig for at sende et brev til ham.

– Mit budskab var: ”Jeg er med dig, du kan godt klare det… Kom nu Simon”. Han var vild med kanelgifler, så jeg købte en pose af dem. Jeg kan huske, at jeg sad på gulvet på mit arbejde og pakkede kanelgiflerne sammen med brevet, og sendte det op til ham i Vestjylland.

Den sidste samtale

Det var om mandagen, og om torsdagen valgte Simon at forlade døgnbehandlingstilbuddet efter 14 dage. Opholdet var ellers planlagt til at vare i tre måneder. Jannie Bertz vidste intet om det, før han stod på hendes kontor og sagde, at han manglede sin metadon.

– Han virkede desperat. For en afhængig kan selve tanken om at mangle metadon udløse abstinenser, før kroppen overhovedet reagerer. Når man forlader døgnbehandling, går man uden noget – altså uden medicin til næste dag. På et rusmiddelcenter har man ikke adgang til læger hver dag, og det havde vi heller ikke. Det gjorde det svært at løse problemet.

– Jeg havde ingen læge på centret før mandag. Simon spurgte, hvad han skulle gøre indtil da, og jeg måtte ærligt svare, at jeg ikke vidste det. Han havde valgt at komme tilbage til misbrugscentret i Kolding, men medicinen kunne jeg ikke fremtrylle.

Jannie Bertz anbefalede Simon at kontakte lægevagten eller psykiatrisk skadestue og komme tilbage om mandagen.

– Han presser mig for at få sin medicin, og det sidste, jeg når at sige til ham, er: ”Hvis du absolut ville forlade døgnbehandlingen, kunne du i det mindste have sagt det, så jeg kunne have forberedt mig. Du kan ikke bare troppe op i Kolding og forvente, at jeg kan løse alting for dig. Nu må du også tage lidt ansvar.

– Det er det sidste, jeg siger til ham. En time efter går han ud, tager en overdosis – og dør.

Realisme i socialt arbejde

At Simons liv skulle slutte så tragisk, erfarede Jannie Bertz først dagen efter.

– Det er jo en af de dage, hvor man går hjem fra arbejdet, og så lukker man ikke et øje hele natten, for hvad finder han nu på? Om morgenen er det første, jeg gør, at ringe til ham, hvor han ikke svarer. Så tager jeg det fra en ende af: Arresten, sygehuset… Har I set noget til Simon? Ja, han døde i nat.

– Jeg ved ikke, om han tog en overdosis bevidst. Jeg ved bare, at han fra starten har sagt: Jeg giver det et forsøg mere, og hvis det ikke lykkes, så tager jeg billetten. Men jeg tog det ikke helt alvorligt, for borgere med misbrug kan nogle gange være meget dramatiske.

Selv om det i dag er 11 år siden, at Simon døde, så bliver Jannie Bertz stadig hjemsøgt af tanker om, hvor vidt hun gjorde nok for ham.

– Efter Simons død grubler jeg over, om jeg kunne have gjort mere – for eksempel skaffet metadon til ham eller støttet bedre op om døgnbehandlingen. Simons historie er tragisk, men den viser også, hvor komplekst det etiske felt i misbrugsbehandling er. Den viser nødvendigheden af nærvær, vedholdenhed og realisme i arbejdet med udsatte borgere – og forløbet viser, hvor skrøbelig balancen mellem selvbestemmelse og støtte kan være, siger Jannie Bertz og uddyber:

– Det interessante dilemma er, at vi som socialrådgivere er uddannet i at inddrage borgeren – og det står jeg fuldt og helt på mål for: Borgeren er ekspert i sit eget liv. Men i praksis kan det være mere komplekst. Nogle borgere oplever det nærmest som et overgreb at blive bedt om selv at træffe beslutninger. Alligevel forventer vi, at de skal kunne reflektere over, hvad de ønsker om fem år, hvilken plan vi skal lave, og hvilken vej de skal gå. Det kan virke alt for overvældende, hvis man som menneske er følelsesmæssigt nedbrudt.

Politikere langt fra virkeligheden

Jannie Bertz sammenligner det med, da hun for kort tid siden mistede sin mor og blev ramt af sorg.

– I dagene lige efter min mor døde, hvor sorgen var allerværst, kunne jeg ikke tage stilling til, hvad jeg skulle spise, eller hvad for noget tøj jeg skulle tage på. Jeg var helt slukket. Simons historie illustrerer de etiske dilemmaer i misbrugsbehandling: Hvordan balancerer man mellem at styrke autonomien og samtidig give nødvendig støtte? Hvornår kan empowerment i sig selv blive skadeligt? Og hvordan arbejder man effektivt, når både systemets muligheder og borgerens ressourcer er stærkt begrænsede?

At stå frem med Simons historie, som Jannie Bertz tidligere har fortalt om på Folkemødet på Bornholm, handler også om at give politikere indblik i socialt arbejde.

– Politikerne er nogle gange langt fra virkeligheden, når de eksempelvis mener, at meget udsatte borgere bare skal stoppe deres misbrug og finde et job. Jamen hør her, kære politikere: I fatter jo ikke, hvor skadet mange af de her mennesker er.

Jannie Bertz arbejder i dag hos KFUM’s sociale arbejde, hvor hun er leder af Ballast – et behandlingstilbud til børn og unge, som er vokset op med misbrug. Derudover er hun udviklingskonsulent i indsatsen Social Drive Out, som opsøger sårbare og udsatte mennesker.

---

Bag om historien
Socialrådgivere bevæger sig dagligt i et felt fyldt med etiske dilemmaer. Hvad vil det sige at handle godt og retfærdigt – og hvad gør man, når borgerens ønsker og systemets krav trækker i hver sin retning?

Etik er ikke et skema, man kan udfylde, eller en regel, man kan slå op. Etik handler om de små valg og overvejelser, som socialrådgivere træffer hver eneste dag – i mødet med borgere, kolleger og systemet omkring dem.

Med inspiration fra formatet ’Signe og monopolet’ – et af højdepunkterne på Socialrådgiverdage i november – stiller vi skarpt på de etiske dilemmaer fra praksis, og professor Svend Brinkmann sætter ord på, hvad etik egentlig er.

---

Socialrådgivernes professionsetik

Vidste du, at Dansk Socialrådgiverforening har en professionsetik, som sætter fokus på centrale værdier i det sociale arbejde? Etikkens formål er ikke at finde det korrekte svar, men at give plads til refleksion og diskussion om, hvad der er det gode, og hvilke handlinger, der fremmer det gode.

Professionsetikken indeholder fire grundværdier:

• Individets værdighed
  Hvert enkelt menneske rummer værdi – uafhængigt af individuelle evner, bidrag til samfundslivet og adfærd. Og alle mennesker er lige værdifulde og værdige som individer.
• Social retfærdighed
  Socialrådgiveren har i kraft af sin profession et særligt ansvar for at fremme social retfærdighed, både i relation til samfundet som helhed og i forhold til den enkelte borger.
• Professionel integritet
  Kvaliteten af socialrådgiverens arbejde afhænger af den enkeltes professionelle integritet, som indebærer evnen til at handle selvstændigt, ærligt og i overensstemmelse med sine etiske principper.
• Medmenneskeligt ansvar
  Socialrådgiveren har i kraft af sin professionelle kompetence og sin kontakt med udsatte og sårbare grupper et særligt ansvar for at vise omsorg og forebygge, modvirke og afhjælpe, at borgeren lider social nød.

» Læs mere på socialraadgiverne.dk/professionsetik