I slipstrømmen af et budgetforlig…
KLUMME FRA PRAKSIS: Efterårets kommunale budgetforhandlinger vil landet over medføre besparelser på den offentlige velfærd. Det kritiske spørgsmål være, om besparelserne overhovedet kan betale sig?
Vi er nu kommet hen på den anden side af efterårets kommunale budgetforhandlinger, som landet over vil komme til at medføre besparelser på den offentlige velfærd. Mange steder vil det få betydelige konsekvenser for kernedriften, for medarbejderne og for de målgrupper, som vi som socialrådgivere arbejder med – det gælder også her i Aarhus. I flere kommuner er der tale om forringelser, som i særdeleshed rammer de socialt mest udsatte og sårbare borgere. Vil vi som samfund være det bekendt? Og det kritiske spørgsmål må være, om sådanne ’skæren-ind-til-benet’-besparelser overhovedet kan betale sig?
Næppe!
Når der er tale om vore socialt udsatte borgere med komplekse problemstillinger, så ved vi af erfaring, at det kalder på helhedsorienterede løsninger og samtænkte sociale-, beskæftigelses- og sundhedsmæssige foranstaltninger, som kan matche borgernes reelle behov – ikke mindst set ud fra et forebyggelsesperspektiv. Det kommer alle i vores samfund til gavn.
Vi ser flere og flere mennesker, som har det svært, og som har brug for individuelt tilrettelagte indsatser og ydelser fra systemer, som skal udgøre et værn mod yderligere deroute. Systemer, som skal spille bedst muligt sammen til gavn for borger og opgaveløsning. Det vil sige en bred og velfunderet kommunal indsats med medarbejdere, som hurtigt og kvalificeret er i stand til at yde de rette og nødvendige indsatser. Hvis ikke det sker, bliver det meget hurtigt dyrt på den lange bane.
Det er bestemt opløftende, at nogle kommuner har taget den sociale investeringsdagsorden til sig – men det er alt i alt stærkt bekymrende, når de koordinerende sagsbehandlere på myndighedsområdet mange steder fortsat sidder med højere sagstal, end det Dansk Socialrådgiverforening anbefaler, og en kompleksitet i opgaverne, hvor der ikke gives den nødvendige tid til en helhedsorienteret og kontinuerlig indsats.
Netop for de svageste grupper og med investeringsperspektivet for øje er der brug for en kombination af arbejdsrettet rehabilitering sammen med en social- og sundhedsfaglig indsats.
Det kræver og kalder på en langt mere koordineret og håndholdt indsats, end flertallet af vores borgere i målgruppen oplever at blive tilbudt i dag.
Og hvorfor er det ”Irma” for nogen og ”Netto” for andre?