Hyldest til velfærdsstaten

KLUMME FRA PRAKSIS: Uden velfærdsstaten havde min skæbne sikkert været rimelig forudsigelig. Der ville have været så uoverskueligt langt op, at det havde krævet magiske kræfter at nå til toppen i samfundet – eller rettere til middelklassen. Forestillingen om det dræner mig for energi og minder mig om, at vi ikke kommer langt, hvis vi skal gå alene. Og det gør mig ovenud glad, at jeg efter en netop vellykket eksamen, nu har klaret en uddannelse som socialrådgiver, hvor jeg også har nydt godt af SU.

For at sætte min families udvikling i et større (velfærds-)perspektiv, vil jeg skrue tiden lidt tilbage. Min oldemor og oldefar var meget fattige – han var gadefejer. De fik ni børn, deriblandt min mormor. Hun led af bipolar affektiv sindslidelse, fik to børn og blev skilt. Det blev muligt at få økonomisk støtte til uddannelse, og hun besluttede sig for at læse til pædagog. Imens overlod hun sine børn til et børnehjem. Hårde odds, men hun greb muligheden i velfærdsstatens spæde år. Muligheden for at ændre sin skæbne, så hun kunne klare sig selv på trods af diagnose, skilsmisse og to børn.

Tak gratis uddannelse – selv om det må have været hårdt at lade sine børn overdrage til et børnehjem. Min mor var mærket af det og har derfor ikke de skønneste minder fra sin barndom. Men det lykkedes hende at finde kærligheden i hippietidens hashtåger, og hun fik sine fire børn. Hun fik aldrig en uddannelse og har aldrig haft et fast job. Jeg bilder mig ind, at hun prioriterede anderledes end sin mor, idet hun havde erfaring med, at uddannelse var på bekostning af børnene og valgte (måske derfor) en anden vej, i troen på, at hun kunne gøre det bedre. Da min far og hun blev skilt, var hun derfor lidt på røven, gik lidt i hundene og lidt i opløsning. Tak kontanthjælp – og alle de andre ydelser der støttede os – selv om hun måske burde have taget noget mere ansvar.

Hun havde måske opgivet lidt på forhånd og havde svært ved at overskue vores skolegang. Lektierne kunne hun i hvert fald ikke hjælpe os med, og da ingen af os har været særligt bogligt stærke, havde det karakterkrav, der nu er blevet indført, sorteret os fra – alle fire.

Men vi nåede det lige!

I dag er min storebror lærer, min lillebror er bygningskonstruktør, min søster har en bachelor, og er nu i gang med en kandidat. Og jeg glæder mig til at tage fat som socialrådgiver. Sikke meget vi kan bidrage med til samfundet både nu og i fremtiden.

Tak til velfærdsstaten, som gav os muligheder på lige fod med alle andre. På grund af velfærdsstaten er min familie gennem fire generationer gået fra rendesten til (ud)dannelse.