Hver anden forælder til anbragte børn får ingen støtte
Kun 48 procent af de forældre, der har deres børn anbragt uden for hjemmet, har en støtteperson, modtager familiebehandling eller får et af de andre tilbud, som kommunerne kan give forældrene, mens deres børn er anbragt. Det viser en undersøgelse fra VIVE, og forskeren bag kalder det tal alt for lavt.
Når et barn bliver anbragt uden for hjemmet, skal det ikke ses som afslutningen på en familiesag. Det er en ny begyndelse, mener Mette Lausten, der er seniorforsker ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Hun har undersøgt kommunernes brug af de foranstaltninger, som kommunerne kan tilbyde forældrene, mens deres børn er anbragt uden for hjemmet. Og hun er ikke imponeret over, hvor flittige kommunerne er til at bruge de muligheder, der er i loven, såsom støtteperson og familiebehandling. I alt modtager 48 procent støtte i forbindelse med anbringelsen af deres barn.
– Det tal er alt for lavt. Man bliver nødt til at arbejde med forældrene, mens børnene er anbragt, for det er jo oftest på grund af deres forældreevne eller andre forhold i hjemmet, at børnene er blevet anbragt. Så arbejdet med forældrene skal følge med som noget helt naturligt, når man anbringer et barn, siger hun.
Takker nej til støtte
Så snart det overhovedet kommer på tale at anbringe et barn uden for hjemmet, er kommunerne forpligtet til at tilbyde forældrene en støtteperson. Undersøgelsen fra VIVE siger ikke noget om, hvor mange forældre, der har fået det tilbudt, men kun 26 procent af forældrene har en sådan støtteperson.
Mange forældre takker nej til tilbuddet, men det kan der være mange gode forklaringer på, mener Mette Lausten.
– Man skal huske at tænke på, at forældrene er i krise, når deres barn bliver anbragt. Så det kan være, at man som socialrådgiver skal gentage tilbuddet, når der er kommet lidt ro på situationen. Og så er det vigtigt, at støttepersonen er en, som forældrene stoler på og ikke ser som ’kommunens mand’, siger hun.
Stor kommunal variation
I en enkelt kommune har 60 procent af forældrene en støtteperson, mens det i mange andre kommuner kun er 20 procent. Forskellen fra kommune til kommune er endnu større, når det kommer til familiebehandling, som også kan tilbydes under anbringelsen. Enkelte kommuner bruger det slet ikke, de fleste bruger det meget lidt, og i de kommuner, der bruger det mest, modtager omkring 30 procent af forældrene familiebehandling, mens barnet er anbragt.
Mette Lausten har ikke kunnet finde geografiske eller demografiske forklaringer på de kommunale variationer.
– Men det ser ud til, at de kommuner, der i forvejen bruger familiebehandling meget, også er mere tilbøjelige til at bruge det, når børnene er blevet anbragt. Så det er mere et spørgsmål om indstillingen til at bruge familiebehandling i den enkelte kommune, siger hun.
Kan modtage anden støtte
De typer af støtte, som Mette Lausten har undersøgt, er dem kommunen kan give efter §54 i serviceloven. Forældrene kan således godt modtage støtte i for eksempel jobcenteret eller psykiatrien, uden at det vil fremgå af undersøgelsen.
Ud over den såkaldte §54-støtteperson kan kommunen tilbyde forældrene de samme forebyggende foranstaltninger, som kan gives efter §52 i serviceloven, som for eksempel familiebehandling.
Hvis forældrene har brug for hjælp til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen, efter anden lovgivning, kan kommunen lave en forældrehandleplan. Ankestyrelsen har netop undersøgt kommunernes brug af forældrehandleplaner, men undersøgelsen var ikke offentliggjort ved redaktionens slutning.
Den seneste offentliggjorte undersøgelse fra Ankestyrelsen er fra 2009, og her havde 91 ud af 125 forældre en handleplan. Institut for Menneskerettigheder har lavet en nyere undersøgelse af området, hvor de har interviewet ca. 300 §54 støttepersoner.. Her svarer 47 procent, at de forældre, som de er støtteperson for, altid eller nogle gange bliver tilbudt en forældrehandleplan. Men nogle oplever, at det eneste indhold i handleplanen er §54-støttepersonen.
Brug for målrettede indsatser
Der er således ikke noget i loven, der forhindrer kommunerne i at strikke den helt rette hjælp sammen til forældrene, mens deres børn er anbragt, mener Mette Lausten.
– Mulighederne bliver bare ikke brugt nok, siger hun.
Men det skal et projekt i Socialstyrelsen forsøge at lave om på, og Mette Lausten skal være med til at evaluere projektet.
– Det handler om at få et nyt blik på forældrene og give dem en målrettet indsats, mens børnene er anbragt, siger hun.
Målet med projektet er at udvikle en indsats, som har fokus på at forbedre forældrekompetencer, skabe øget ro og stabilitet i samværet mellem forældre og barn og forbedre samarbejdet mellem forældre, kommune og anbringelsessted. Projektet tager udgangspunkt i en kortlægning af viden og lovende praksis på området, som blandt andet viser, at det er centralt at have fokus på forældrenes ressourcer og at se forældrene som en vigtig aktør i barnets liv (se boksen ’Målrettet indsats til forældrene’).
» Læs Dansk Socialrådgiverforenings politiske udspil ’Tæt på barnet’ med en række forslag til regeringens arbejde med ”Barnets Lov”.
Det blev forhandlet om loven i april, men folketingspolitikerne nåede ikke et resultat inden dette blads deadline.
Så mange udsatte børn er der i Danmark
Der var i 2019 i alt 36.194 børn og unge, der fik social støtte under serviceloven. 11.254 børn og unge var anbragt uden for hjemmet, mens 24.940 børn og unge boede i familier, der modtog forebyggende foranstaltninger, enten personrettet støtte til barnet/den unge eller familierettet støtte til hele familien.
Det svarer til, at tre ud af 100 danske børn og unge får støtte. Et af dem er anbragt, mens de to andre får forebyggende foranstaltninger i hjemmet.
Kilde: Karakteristik af udsatte forældre anno 2019, VIVE 2021
Målrettet indsats til forældrene
I forbindelse med projektet ’Målrettet støtte til forældre, hvis barn eller ung er anbragt’ har VIVE sammen med konsulentvirksomheden PricewaterhouseCoopers kortlagt viden om lovende indsatser for forældre til anbragte børn. På baggrund af interviews med forældre, en litteraturgennemgang og en analyse af lovende praksis i otte kommuner kommer de frem til følgende anbefalinger til en målrettet indsats til forældrene:
Ressourcefokuseret: Anerkend og arbejd aktivt med forældrenes ressourcer ved at møde forældrene med respekt og en undersøgende tilgang.
Handlingsanvisende: Støt forældrene i deres relation til barnet ved at være konkret, situationsspecifik og handlingsanvisende.
Anskues som midlertidig foranstaltning: Anse anbringelsen som startpunkt for familiens udvikling og ikke som en endelig løsning på udfordringer og problemer i fortiden.
Målrettet og individuelt tilpasset: Formuler operationaliserede mål for indsatsen og følg hyppigt op på forældrenes progression. Sammensæt og tilpas indsatsen, så den er fleksibel over for forældrenes ønsker, behov og forudsætninger.
Kriseinformeret: Anerkend og ager ud fra, at anbringelsen kan opleves som en krise for forældrene og tilbyd den relevante støtte.
Samarbejdsorienteret: Skab et stærkt samarbejde mellem de tre parter omkring barnet (forældre, myndighed og udfører).
Kilde: Målrettet støtte til forældre hvis barn eller ung er anbragt – Vidensafdækning, VIVE og pwc, marts 2020.