Guiden: Sådan forebygger du omsorgstræthed
Som socialrådgiver arbejder du typisk i et mentalt højrisikojob, hvor du møder kriseramte og traumatiserede mennesker eller har opgaver, som på anden måde stiller store krav om indlevelse og om at håndtere smertefulde følelser. Guiden giver dig en række gode råd, som kan være med til at beskytte mod omsorgstræthed.
5 tjekpunkter
Når man arbejder med traumatiserede mennesker, er der en risiko for, at man selv bliver psykisk nedslidt. Her er fem bud på, hvordan du undgår at blive ramt af omsorgstræthed.
1 Social støtte
Social støtte og oplevelsen af samhørighed i kollegafællesskabet er en beskyttende faktor. Det kan både være følelsesmæssig støtte, hvor man giver hinanden omsorg og nærvær, eller feedbackorienteret støtte, Eller det kan være praktisk støtte, hvor man hjælper hinanden med arbejdsopgaverne.
2 De sværeste opgaver er teamets
De sværeste 10 procent af opgaverne i en afdeling skal pr. definition være teamets fælles ansvar. Den enkelte kan være tovholder på sagen for teamet, men ansvaret for løsningen er teamets.
3 Fælles forventningsafstemning
En klar forståelse af, hvad der lige nu er ens opgave, og en fælles forventningsafstemning med både ens leder og kolleger gør oddsene for efterfølgende at være tilfreds med sin egen indsats større, hvilket er en vigtig beskyttende faktor.
4 Variation i arbejdsopgaver
Alle mennesker har et breaking point, hvor de ikke kan holde til mere. Der er en direkte sammenhæng mellem, hvor ofte man arbejder med traumatiserede borgere, og hvor påvirket man bliver. Det er derfor vigtigt at skabe variation i arbejdsopgaverne.
5 Supervision
Regelmæssig supervision beskytter mod omsorgstræthed. Supervisionen kan både foregå som individuel støtte og i en gruppe.
At føle med og ikke føle som
Hvis du er ved at blive suget ind i en borgers følelsesmæssige uvejr og ikke længere kan tænke fagligt, skal du gøre noget aktivt for psykologisk at få adskilt dig fra den anden.
Det kan du eksempelvis gøre ved:
- at sørge for, at I ikke sidder fuldstændig over for hinanden, men i stedet lidt med siden til hinanden.
- at rejse dig op og gå hen og smide noget i papirkurven eller skrive på tavlen.
- at afbryde øjenkontakten og eventuelt kort fokusere dit blik på en smuk genstand i rummet.
- at huske dig selv på det faktum, at det, at du lige nu sidder og trækker vejret helt roligt, i sig selv er hjælpsomt for den anden, da din ro vil tjene som et alternativ til den andens anspændte nervesystem.
- at sige sætningen: ”Ja, det kunne have været mig. Men det er det ikke!”
Få øje på faresignalerne
De følgende 10 faresignaler kan være tegn på, at dit team har udviklet kollektiv omsorgstræthed.
- Tab af motivation og en generel mangel på initiativ i gruppen.
- Besvær med at tage såvel store som små beslutninger og måske handlingslammelse.
- Lav produktivitet.
- Konflikter, klikedannelse.
- Udpegning af syndebukke, der både kan være et menigt medlem af teamet eller lederen.
- Dårligt forhold til samarbejdspartnere og måske devaluering af deres bidrag.
- En forrået tone og måske nedladende måde at tale om borgere på.
- Øget sygefravær og hyppig udskiftning af personale.
- Vrede, brok og utilfredshed.
- Destruktiv humor.
Fiskerbænken – det eksistentielle møde
Fiskeri er farligt, og Danmark har dermed som fiskerination en lang tradition for højrisikoerhverv. Når fangsten er landet, sidder fiskerne og fordøjer tanker og indtryk med hinanden. Det billede har inspireret Rikke Høgsted til metoden ’Fiskerbænken’.
– Fiskerbænken handler om det eksistentielle møde, hvor man har modet til at tåle tragedien. Vi kan ikke fjerne det sørgelige, men når vi deler det, får vi flere kræfter til at være i det, til at turde møde mennesker, som står i en sørgelig situation, forklarer Rikke Høgsted.
Sådan gør I
- Find et roligt sted enten inde eller ude, hvor I kan sidde på en bænk eller en række stole. Vælg et sted med udsigt, hvis det er muligt, så øjnene kan vandre lidt.
- Sørg for, at I ser i samme retning. Øjenkontakt er fint, når man er i dialog, men kan virke forstyrrende, når man ønsker at se indad.
- Begynd med et par dybe vejrtrækninger. Den første på bænken fortæller om en oplevelse, som hun eller han har haft siden sidst, som har gjort indtryk.
- Gruppens opgave er at lytte åbent uden at tage stilling til det. Som når man lytter til at et stykke musik.
- Når fortællingen er slut, skal fortælleren takke gruppen for at lytte, og gruppen skal takke personen for at dele sine oplevelser.
- Ordet går videre til den næste. Har man ikke noget på hjerte, er det fint bare at sige ’pas’ og give ordet videre. Man har ikke talepligt på bænken – kun tavshedspligt.
Rikke Høgsted understreger, at ’Fiskerbænken’ er et supplement til supervision eller anden form for faglig vejledning og ikke kan erstatte disse fora
Kilde til guiden: Krisepsykolog Rikke Høgsted, hendes bog ’Grundbog i belastningspsykologi’ og onlinekurset ’Digitalt Grundkursus i Belastningspsykologi’