Guiden: Jagten på drømmejobbet

Opskriften på den perfekte ansøgning og det perfekte CV findes ikke, men vi har samlet en række gode råd, som du med fordel kan bruge i jagten på dit nye job.

Brænd igennem med din ansøgning

Hvordan fanger du arbejdsgiverens opmærksomhed på de få minutter, hvor din ansøgning og dit CV bliver vurderet? Skriv en god ansøgning,
der skiller sig ud i bunken, ved at følge fem trin:

Skriv en fængende overskrift
Skab opmærksomhed allerede i overskriften på din ansøgning. Hent gerne inspiration fra stillingsopslaget. Undgå standardformuleringer som ”Vedrørende jobbet som xx”. Det ved arbejdsgiveren godt. Hvis du vælger en mere kreativ overskrift, skal du være opmærksom på, at den ikke bliver for frisk. Det er vigtigt at bevare troværdigheden i forhold til den stilling, du søger.

Gør din motivation tydelig
Fang arbejdsgiverens opmærksomhed og giv personen lyst til at læse videre. I den gode ansøgning er det vigtigt, at du gør dig overvejelser om, hvad det er for en arbejdsplads, du søger job hos. Gør det tydeligt, hvad ­arbejdspladsen vil få ud af at ansætte dig, og ikke kun hvad du personligt ønsker at få ud af jobbet.

Sæt din faglighed i spil
Bind en sløjfe mellem de kompetencer arbejdspladsen søger, de opgaver, de vil have løst, og de kompetencer du kommer med. Vælg hellere to til tre relevante kompetencer og brug plads på at sætte dem ind i arbejdspladsens situation, i stedet for at forsøge at remse alt op, som står i dit CV. Det er vigtigt, at du både får dine faglige og personlige kompetencer i spil i ansøgningen.

Don’t tell it – show it
Hvis du gerne vil fortælle, at du er en ”ildsjæl”, kan du i teksten vise det ved at skrive, at du i dit lokalmiljø er med til at drive et eftermiddagstilbud til børn mellem 12 og 16 år, der har brug for lektiehjælp. Eller at du i det job du søger, gerne vil være med til at opbygge et projekt for hjemløse, fordi du har godt kendskab til området gennem mange års arbejde med gruppen. På den måde viser du, at du er en energisk og handlekraftig person, i stedet for blot at påstå, at du er det.

En kort afslutning
Rund din ansøgning af med en kort afslutning, som peger frem mod en jobsamtale. Skriv, at du står til rådighed for en personlig samtale og husk at skrive dit mobilnummer i ansøgningen, så man ikke skal lede rundt i CV’et for at finde det.

Læs meresocialraadgiverne.dk/job-og-karriere og på ftfa.dk.


Brug LinkedIn til at afklare nye jobmuligheder

  • LinkedIn er et socialt medie, hvor du kan få kontakt til arbejdsgivere, men forvent ikke, at jobbene kommer i en lind strøm. De fleste arbejdsgivere – især inden for det offentlige – kører den traditionelle stil med stillingsopslag.
  • LinkedIn er et oplagt værktøj, hvis du vil blive klogere på et område inden for dit fag. Det kan være en god idé at kigge på nogle af de profiler, som arbejder med det, du selv drømmer om.
  • Tjek op på, hvad de har af uddannelse. Tag eventuelt kontakt til nogle af dem og spørg, hvad deres gode råd vil være til dig, hvis du vil i samme retning.

Læs mere om, hvordan du bruger LinkedIn på ftfa.dk/studieliv/linkedin/tips-til-den-gode-linkedin-profil


Skræddersy dit CV til den aktuelle stilling

Mange arbejdsgivere kigger først på CV’et for at tjekke, om dine erfaringer matcher jobbet. Derfor skal du:

Droppe al irrelevant info. Dit CV skal være lige så relevant for jobbet som din ansøgning. Mange begår den fejl, at de genbruger deres CV, hver gang de søger et nyt job. Der er selvfølgelig store elementer af dit CV, du kan genbruge, men det er sandsynligvis forskellige kompetencer, du skal fremhæve afhængig af, hvilket job du søger.

Tjekke, at dit CV og din ansøgning supplerer hinanden. Dit CV fortæller om din baggrund, mens ansøgningen skal pege fremad.

Ringe på forhånd og spørge til stillingen. Når du har en god samtale med en personalekonsulent, får du ofte nogle gode informationer om arbejdspladsen, som kan bruges i CV eller ansøgning.

Bruge citater fra tidligere ­arbejdsgivere eller kollegaer. Det er en kreativ måde at fortælle om dig selv på.

Skrive tre til fire referencer fra tidligere jobs øverst i cv’et. Er du ung, kan du bruge din praktik eller fritidsjobs. Er du erfaren, bruger du tidligere -arbejdsgivere/kollegaer.

Skrive referencernes kontaktoplysninger på. Det signalerer, at du ikke er bange for, at de kontakter dem.


Sådan ringer du på et jobopslag

  • Stil konkrete spørgsmål om stillingen – hvad er baggrunden for, at den aktuelle stilling er slået op? Hvordan ser det team ud, som den rigtige kandidat skal arbejde i?
  • Spørg om udfordringer, mål og succeskriterier.
  • Tænk over hvilke relevante informationer om din faglighed, du kan plante. For eksempel ved at spørge om, hvilken joberfaring, der bedst kvalificerer til stillingen.

 

Karrieretelefonen er DS’ særlige telefonrådgivning, hvor medlemmer kan få coaching og sparring om karriere og kompetenceudvikling.
Læs meresocialraadgiverne.dk/karrieretelefonen