LEDER: Aldrig alene

Da jeg som nyuddannet blev ansat i en familieafdeling, blev jeg overvældet: Ansvaret, arbejdstempoet og de skæbner, som jeg mødte, krøb under huden på mig. Om natten kom tankemylderet. Alligevel kom jeg godt igennem mine første år som socialrådgiver. Men kun fordi jeg havde fast ugentlig supervision med Astrid, min erfarne kollega. Fordi jeg kunne græde ud hos min fagkoordinator, Mette, når en overlæge i psykiatrien havde overfuset mig til et netværksmøde. Og fordi Zanne var den skarpeste og mest omsorgsfulde mentor, man kan drømme om. Uden dem havde jeg følt mig uendeligt alene.

Sådan en start burde alle socialrådgivere få. Desværre er det ikke alle forundt. Langt fra.

Som du kan læse i temaet i dette blad, har hver tredje af vores nyuddannede kolleger ikke været igennem et introduktionsprogram på deres første arbejdsplads. Endnu flere har manglet en mentor. Det er sørgeligt og ekstremt bekymrende.

De fleste af os arbejder meget alene. I modsætning til mange andre faggrupper som pædagoger og sygeplejersker har vi ikke nødvendigvis en løbende dialog med hinanden. Derfor kræver det en indsats at skabe en faglig og social kultur, der underbygger et stærkt, kollegialt fællesskab. Når det ikke er på plads, går det ud over vores arbejdsglæde og trivsel – og vores nyuddannede kolleger bliver særligt hårdt ramt.

Derfor stiller vi nu krav til politikerne om, at nyuddannede får ret til grundig introduktion, færre arbejdsopgaver i starten og en mentor med tid til opgaven. Det er en forudsætning for, at vores nye kolleger ikke føler sig alene og at de bliver klædt ordentligt på til et fag, der er det bedste i verden, men også krævende og komplekst. Og det er nødvendigt for at sikre, at vi også i fremtiden har dygtige og engagerede kolleger.

Vi kan ikke gøre det let for de nyuddannede socialrådgivere. Det vil altid være krævende. Men vi kan sikre, at ingen står alene på tærsklen til vores meningsfulde, vigtige og givende fag.