Fra studie til job
Fire socialrådgivere fortæller om, hvordan de har oplevet at starte i deres første job. De har alle fire deltaget i Dansk Socialrådgiverforenings rundspørge om introordninger og mentorforløb og har ønsket at udtale sig anonymt.
Heldigvis stadig socialrådgiver
Socialrådgiver, 50 år, uddannet i 2019
– Min start som socialrådgiver var helt forfærdelig. Jeg er sikker på, at havde det ikke været for min modne alder, var jeg knækket og aldrig vendt tilbage til at arbejde som socialrådgiver med myndighed. Jeg sad helt alene med mine sager, fik ingen overlevering eller oplæring i DUBU, som jeg aldrig havde arbejdet i før. Jeg havde en mentor, men hun var selv presset og havde ikke overskud til at skulle oplære endnu en nyuddannet, og efter kort tid blev min leder også sygemeldt med stress.
– Det var en svær periode, som næsten kostede mig troen på, at jeg kunne bruge min nye uddannelse. Jeg endte med at være sygemeldt i ni måneder, mistede min selvtillid og troen på, at jeg kunne blive en dygtig rådgiver – ja, i det hele taget, at jeg kunne arbejde som socialrådgiver.
– Her to og et halvt år senere er jeg heldigvis stadig socialrådgiver – i en anden kommune – og jeg elsker det. Men min kedelige start i faget har sat sine spor, og jeg kæmper med selvtillid i forhold til min faglighed.
Stresset og presset fra første dag
Socialrådgiver, 34 år, uddannet i 2022
– Jeg startede med en fuld sagsstamme på 32 sager, og jeg havde først sagsgennemgang efter tre måneder. Det var meget overvældende. Halvdelen af tiden anede jeg ikke, hvad jeg lavede. Jeg kom bagud, og opgaverne hobede sig op. Min mentor var meget hjælpsom, men hun var uddannet for kun syv måneder siden.
– Kollegaerne var søde til at hjælpe, men alle var pressede, og derfor havde jeg svært ved at få mig selv til at spørge om hjælp. Jeg deltog på møder, hvor jeg ikke anede, hvad der blev forventet af mig, og jeg måtte bare prøve mig frem. Min tillidsrepræsentant endte med at have sagsgennemgang med mig hver uge, hvor jeg kunne vende to til tre sager.
– Jeg overvejer, om det her fag er noget for mig, for jeg har ikke været andet end stresset og presset, siden første dag. Og jeg kan høre fra kollegaer i andre kommuner, at det ikke er bedre der.
Min mentor gjorde mig tryg
Socialrådgiver, 27 år, uddannet i 2022
– Jeg startede i sygedagpengeafdelingen sammen med to andre nye, og vi deltes om to mentorer i tre måneder. De underviste og oplærte os i alt, vi lyttede med på deres borgersamtaler. Da jeg begyndte at have mine egne sager, var de med på møderne, og jeg havde mentortid, hvor jeg kunne sparre med dem.
– Da jeg søgte arbejde, stod jeg med to jobtilbud på hånden, og det blev arbejdsgiverens løfte om en grundig oplæring, der gjorde udslaget. Det andet sted sagde ledelsen, at de ikke havde mulighed for at give mig en mentor, og min mavefornemmelse sagde mig, at jeg ikke ville blive lært grundigt op der. Det er jeg blevet i mit nuværende job, hvor jeg har været, siden jeg blev færdiguddannet, og jeg har aldrig fortrudt. Selv om alting var så nyt i de første tre måneder, gik jeg altid glad og tryg på arbejde, for mine mentorer var altid lige ved mine side.
Skræmt væk fra faget
Socialrådgiver, 29 år, uddannet i 2022
– Jeg har valgt at læse videre, så jeg forhåbentligt kan vælge en anden vej end socialrådgiver-vejen. Mit første job har virkelig skræmt mig væk fra faget.
– Da jeg startede på min arbejdsplads, fik jeg fra dag nummer to adgang til min fulde sagsstamme på mere end 25 borgere. Langt de fleste af sagerne var allerede fristoverskredne, men jeg tænkte, at der nok var nogen, der skulle hjælpe mig i gang med dem. Det, fandt jeg hurtigt ud af, ikke var tilfældet.
– Der var sat et introprogram op for de første to uger, men programmet føltes mere som en måde, hvor ledelsen kunne krydse af, at de nye medarbejdere var blevet lært op, fremfor en brugbar indføring i it-systemer og de mange forskellige arbejdsprocesser. Samtidig skulle jeg holde borgermøder med unge mennesker og deres forældre uden nogen form for oplæring eller supervision.
DS’ kampagne #En God Start
Med kampagnen #En God Start ønsker Dansk Socialrådgiverforening at sætte fokus på de positive effekter af en god oplæring:
Bedre arbejdsmiljø
42 procent af de nyuddannede føler sig stressede. Når det resulterer i sygefravær, så øger det travlheden blandt alle kollegaerne. Støtte i opstarten forebygger sygefravær og forbedrer arbejdsmiljøet for alle.
Højere faglighed
Når de nyuddannede fagfæller får en grundig introduktion og god mulighed for at få sparring om egen praksis, så højner det fagligheden på arbejdspladsen – til gavn for både de ansatte og borgerne.
Stærkere tilknytning til faget
Hele 30 procent af de nyuddannede overvejer at forlade socialrådgiverfaget igen. Hvis man får tid til at lande godt i sit fag, så sænker det medarbejderomsætningen og styrker tilknytningen til faget.
I kampagnen #En God Start foreslår Dansk Socialrådgiverforening, at nyuddannede får:
Du kan deltage i kampagnen på socialraadgiverne.dk/en-god-start
Er du landet godt i dit første job? Deltag i webinar 27. september og hør, hvordan socialrådgiver Laura Pode
overkom sit praksischok.
» Læs mere på socialraadgiverne.dk/nyuddannet. Tilmeld dig senest 26. september 2023.