FORSKEREN: Venskaber opstår ikke, bare fordi man sætter børn i samme klasse
Aarhus Kommune fordeler tosprogede børn med behov for sprogstøtte, så de ikke udgør mere end 20 procent af en årgang på hver skole. Det giver ikke automatisk venskaber børnene imellem, viser en undersøgelse.
Du har undersøgt, hvordan børnene har interageret socialt, både på skolen, der sender børn andre steder hen, og på modtagerskolen. Hvad betød fordelingen af børnene for venskaber mellem etniske minoritets- og majoritetselever i skolen?
Mit fokus har været, hvordan fordelingspolitikken påvirker de sociale relationer i klasser på både afsender og modtagerskolerne. Jeg fulgte to klasser, fra de startede i 0. klasse og 14 måneder frem. I løbet af mit feltarbejde dannede børnene venskabsgrupper i frikvarteret, og i starten af 1. klasse, da feltarbejdet sluttede, var alle grupperne ’rene’ på både køn og etnisk status. Det vil sige, at en gruppe for eksempel bestod af udelukkende etniske minoritetspiger.
Overraskede det dig?
Jeg synes, det var slående, hvor tydelig opdelingen var, da jeg lavede analysen. Men resultatet er ikke så overraskende, for hvis man kigger på forskningen, så er det ret veldokumenteret, at skolebørn deler sig op på en måde, der afspejler betydningsfulde samfundsstrukturer: I Nordirland deler børnene sig for eksempel i katolikker og protestanter, mens man i Sydeuropa ser, at børn finder sammen alt efter, om de er 1. eller 2. generationsindvandrere.
Det, der er interessant ved min undersøgelse, er altså ikke så meget, at børnene deler sig op, men mere at opdelingen er struktureret af køn og etnisk status.
Hvordan har fordelingen af børnene så understøttet integration?
Min undersøgelse viser, at med den fordeling af børnene, man har lavet, opnår man reelt set ikke det ønskede.
Grundlæggende forfordeler skolerne de etniske majoritetsbørn, fordi de forventes at kunne forstå og overholde skolens regler, mens der er andre forventninger til minoritetsbørnene.
Jeg har for eksempel observeret, hvordan majoritetsbørnene på både modtager- og afsenderskolen irettesætter minoritetsbørnene. Det kan være: ”Sæt dig ned, der er time nu.” Eller: ”Du skulle have været her for fem minutter siden.” Majoritetsbørnene irettesætter også hinanden, men der handler det i højere grad om personlige grænser, som ”Du må ikke skubbe.” Der er en skævhed og en ikke-bevidst diskrimination.
Hvad kan din undersøgelse bruges til?
Man kan eksempelvis spørge, om man skal blande børn for enhver pris? Mange studier viser, at kontakt mellem forskellige grupper ikke er nok til at skabe interaktion og forståelse. Det kræver et stort arbejde at få folk til at finde sammen.
Måske er det vigtigere med god skolegang og uddannelse, så alle har lige muligheder. Og her er det ikke så betydningsfuldt, om der er et bestemt antal af en gruppe på en skole. Men hvis man har det formål, at man vil etablere venskaber på tværs af befolkningsgrupper, så viser blandt andet min undersøgelse, at det kræver en stor indsats. Man skal både arbejde med majoritetsbørnenes opfattelse af minoritetsbørnene – og omvendt.
BLÅ BOG
Sidsel Vive Jensen, skole- og integrationsforsker hos VIVE med særlig viden om etniske minoritetsbørn og sociale relationer.
I projektet ”Skolebørns sociale liv” undersøger hun skolestarteres sociale relationer mere bredt, men bidrager også med analyser af den sociale integration mellem etniske minoritets- og majoritetsbørn i skoler, der er påvirket af omfordelingspolitikken.