Forskeren: Fra ballademagere til aktive drenge
Meningsfulde fællesskaber på gadeplan kan forebygge ensomhed og holde unge fra bander. Det viser resultaterne fra et Velux-finansieret forskningsprojekt fra DPU, Aarhus Universitet, som professor og forskningsleder Line Lerche Mørck netop har afsluttet.
Hvad er det særlige ved fællesskabende praksisser?
At fællesskabende praksisser ikke skabes med udgangspunkt i specifikke problemer eller løsning af udpegede problemer. I stedet for at definere sig som et sted, der arbejder på at modarbejde mistrivsel eller banderekruttering, siger man: Vi laver noget sammen. Man tager udgangspunkt i det fælles ’noget,’ man er engageret i – og det, man er sammen om, kan ændre sig over tid. Det kan for eksempel være Gadepulsen på Nørrebro, der er et værested, som de unge oplever som deres eget. Det er samtidig kriminalpræventivt arbejde – hvor potentielle ballademagere i stedet bliver aktive drenge.
Hvad kan de være med til at forebygge?
For eksempel ensomhed. En ung, der måske er smidt ud af skolen, har en længsel efter at have kammerater. Så hvis du ikke kan hænge ud på gadehjørnet med de andre lokale unge uden risiko for at blive set som involveret i det lokale bandemiljø, hvad så? Et fællesskab som Gadepulsen kan tilbyde forskellige ting, man kan være sammen om, og brobygge til meningsfulde aktiviteter – for eksempel sport, fritidsjob og ture. Når man er sammen og kender hinanden, så har både unge og voksne bedre adgang til at handle sammen, når der opstår konflikter lokalt, eller når der er fare for bandekonflikt og dermed øget risiko for rekruttering til banderne under opsejling.
Hvordan kan fællesskaberne være med til at afhjælpe ”vilde” problemer?
Tag for eksempel Street Lab i Hillerød, der er et fællesskab, hvor de unge er sammen om at skate, bygge ramper, løbe på løbehjul og skabe deres sted med street-art og andre fælles aktiviteter. I stedet for at sige: Street Lab er et fællesskab for børn og unge med ADHD – så siger man: Det er et fællesskab, og det bidrager til idérigdom, at nogen af os har ADHD. Hvis de unge får en idé, så spørger de, om det kan lade sig gøre. Da de fik en idé om en grafittivæg, så tog det kun tre dage at få tilladelsen, og så kunne de gå i gang. De føler, at de er med til at skabe noget.
Hvad kan en socialrådgiver bruge den viden om fællesskabende praksisser til?
Spørge den unge: Hvad vil du gerne? Være lydhør overfor, hvor hurtigt den unge kan klare at gå frem, være der, når noget er svært, men også være med til at muliggøre noget nyt. Det vil ofte være lettere, hvis man som socialrådgiver kan være til stede udenfor kontoret, deltage i de sammenhænge, hvor de unge er og i ’deres tid’, lige når behovet eller motivationen er der – og ikke kun, når kalenderen eller årshjulet siger det.
Line Lerche Mørck er professor MSO i forebyggelse af bandeinvolvering og radikalisering ved DPU, Aarhus Universitet.
Hun forsker blandt andet i, hvordan man pædagogisk og via civilsamfundet kan skabe fællesskabende praksisser, der hjælper børn og unge i udsatte positioner.