Forråelse kan ramme alle

Hun er ikke stolt af det, men Dorthe Birkmose har været med til at latterliggøre, bagtale, afvise, være kort for hovedet samt ignorere telefonopkald og e-mails fra en mor, der kritiserede Dorthe Birkemose og det øvrige personale.

Forråelsen skabte velbehag. For i stedet for at mærke egen utilstrækkelighed, tankerne om egen uduelighed, tvivlen på egne evner, følelsen af ikke at være robust, blev følelserne og afmagten i stedet vendt mod moren. For var det i virkeligheden ikke moren, der var problemet? Hende, der var vanskelig? Og man skal vel ikke finde sig i hvad som helst fra de pårørendes side? I øvrigt er det godt at sætte grænser, var der hurtigt enighed om blandt kollegaerne. For de følte også afmagt.

At udstille sin egen afmagt, tvivl og sårbarhed var for svært – og i stedet for at italesætte egen faglige afmægtighed i en svær situation, satte forråelsen – menneskets forsvarsmekanisme ind.

Dorthe Birkmose, psykolog, foredragsholder og forfatter til bogen ”Når gode mennesker handler ondt” har de seneste sytten år arbejdet med både risiko for forråelse blandt velfærdsmedarbejdere – og muligheder for at forebygge og bekæmpe forråelsen. Som eksemplet viser, har hun også mærket forråelsen på egen krop.

– Jeg har selv været der – også efter jeg havde skrevet en bog om emnet. Selv om jeg synes, jeg ved meget om forråelse, er jeg i samme risiko som alle andre på arbejdspladser, hvor der er et stort følelsesmæssigt pres, pointerer Dorthe Birkmose.

Personalets overlevelsesstrategi

Forråelse er senest kommet på dagsordenen i forbindelse med TV 2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”, og selv om Dorthe Birkmose blev lige så ked af at se billederne med den nedværdigende behandling af plejehjemsbeboerne, som alle andre, så var hun ikke overrasket. Ej heller chokeret. Og hun revser politikere og andre for et forsimplet virkelighedsbillede og handlingsmønster, når de straks vil udpege syndebukke og fjerne de ”brodne kar”.

For forråelse handler ikke om brodne kar. I tilfældet med plejehjemmene handler det om personalets overlevelsesstrategi fra pressede arbejdsbetingelser, hvor man ikke har tid til at udføre sin faglighed og sit arbejde, fordi man er én nattevagt til 40 beboere eller skal hjælpe 20 mennesker i seng på sin aftenvagt. Eller fordi man konstant oplever, at man må gå på kompromis med sin faglighed og ikke kan hjælpe alle de mennesker, der har brug for det.

I den situation er der risiko for, at man i stedet tyr til forråelse, hvor man som overlevelsesstrategi gør sig selv ligeglad, bliver kynisk, hårdhudet og distanceret. Forråelsen gør det samtidig logisk at behandle andre krænkende.

– Når dine arbejdsbetingelser gør, at du føler afmagt og utilstrækkelighed, så er der risiko for forråelse. Når forråelsen dukker op, bør vi altid huske, at der vil være en forhistorie med forskellige former for psykisk slid, forklarer Dorthe Birkmose.

Risiko for eksklusion

Samtidig skal man have for øje, at mennesket kan opleve stærkere motivation af at være social og føle sig accepteret i et fællesskab end at handle i overensstemmelse med egen moral. Det er ifølge Dorthe Birkmose den vigtigste læresætning fra ondskabens psykologi: At mennesket er mere socialt end moralsk.

– Mennesket er villig til at bøje af for egne moralbegreber, hvis det er det, der kræves for at være en del af fællesskabet. Det kan gøre det svært at sige fra over for sine kollegaer. Det kan være svært at tage ordet og sige; ”det vi gør her, er ikke i orden”. Fordi der er en risiko for eksklusion, hvis kollegaerne ikke kan tåle at høre det. Så gruppedynamikker er vigtige, siger Dorthe Birkmose.

Socialrådgivere i risikogruppe

Skulle nogle tro, at forråelse kun rammer kortuddannede faggrupper, tager de helt fejl.

– Forråelse handler ikke om, hvilken skole man har gået på eller hvor længe, man har gået i skole. Det handler om, hvem der er under det største følelsesmæssige pres og har de sværeste arbejdsbetingelser at arbejde under, og hvor der er risiko for omsorgstræthed, fortæller Dorthe Birkmose.

Ifølge hende er der tre risikable veje til forråelse for velfærdsmedarbejdere; moralsk stress, omsorgstræthed og store mængder pseudoarbejde. Socialrådgivere placerer sig derfor lige midt i risikogruppen, mener Dorthe Birkmose.

Ifølge hende er der inden for retspsykiatrien og Kriminalforsorgen en tradition for at tale om det følelsesmæssige slid i mødet med borgerne og patienterne.

– Socialrådgivere på de to områder går ind i det følelsesmæssige pres med åbne øjne, og de ved, de er i risiko for forråelse og arbejder mange steder på at undgå forråelse.

Samme tradition findes ikke på eksempelvis jobcentre og myndighedsafsnit, hvilket kan bekymre mig, siger Dorthe Birkmose.

Lovgivning fuld af forråelse

Da moralsk stress er en af hovedvejene til risiko for forråelse, nævner hun jobcentre og hele beskæftigelsesområdet som et område, hvor man bør være opmærksom på forråelsesrisikoen.

– På beskæftigelsesområdet lægger lovgivningen op til forråelse, fordi du som socialrådgiver kan være i situationer, hvor du skal fortælle borgere, at hvis de ikke møder op og ikke deltager i ressourceforløb, så fjerner du deres forsørgelsesgrundlag. Det er barsk og skaber en risiko for forråelse, når du med din faglighed ved, at trusler ikke hjælper for eksempel kognitivt svækkede borgere eller borgere med social fobi.

– Her udmønter politisk forråelse sig i en lovgivning, hvor du som socialrådgiver skal handle på den politiske mistro over for mennesker, som ikke har et arbejde. Og det at skulle gøre noget imod et andet menneske, som strider imod ens egen faglighed og værdier, fører til moralsk stress, forklarer Dorthe Birkmose.

Den særlige form for stress kan så få nogle til at ty til forråelse som overlevelsesstrategi, hvor de galvaniserer deres sind, bliver lidt mere ligeglade med borgeren, distancerer sig, underinvolverer sig og måske endda tænker, at borgeren skal tage sig lidt sammen.

Omsorgsevne slides

På børne- og familieområdet er der risiko for omsorgstræthed, fordi man møder mange barske skæbner, og fordi ens faglige vurderinger har vidtrækkende konsekvenser blandt andet i sager om tvangsfjernelse af børn.

– Når man som socialrådgiver bruger sig selv, sin empati og hele tiden drager omsorg for andre, er der risiko for, at ens omsorgsevne bliver slidt, og indimellem kan man måske ikke tage mere ind, har svært ved at lytte mere. Man kan føle sig for utilstrækkelig, og så opstår risikoen for, at forråelsen sniger sig ind i form af følelseskulde, resignation, eller ved at man projicerer problemerne over på borgeren eller andre, fortæller Dorthe Birkmose.

Farlig tavshedskultur

Mængden af pseudoarbejde spiller også ind. Når IT-systemer ikke virker, når man skal udføre arbejdsopgaver, der ikke giver mening, eller som ikke hjælper borgerne. Når der indføres nye faglige koncepter uden den nødvendige tid til implementering, eller når man føler sig talt ned til, fordi der intet nyt er i de nye tiltag. Og man samtidig får at vide, at nu skal man finde ja-hatten frem og trykke på pyt-knappen.

– Alt det kan ophobe en masse frustration, indestængt vrede og en farlig resignation. På mange arbejdspladser er det ikke velset, at medarbejderne ytrer sig kritisk, og hvis man ikke ved, hvor man skal gøre af sin frustration og sin afmagt, er forråelse en mulig overlevelsesmekanisme, siger Dorthe Birkmose.

Skal man undgå og bekæmpe forråelse, er det allerførste skridt, at man rundt på arbejdspladserne erkender og taler om, at forråelse rent faktisk er en risiko. I første omgang skal man kunne få øje på forråelsen hos sig selv og sine kolleger. I form af faresignaler som negativt sprogbrug, mistro og nedgørende humor – hvor det, man tænker, siger og gør, går imod ens faglighed, værdier, etik og moral.

Samtidig skal man gøre sig klart, at der findes ingen lette løsninger. For den konkrete løsning afhænger af årsagerne til forråelsen hos den givne personalegruppe i den givne situation på det givne tidspunkt.

Nogle af arbejdsredskaberne er evnen til at kunne reflektere over følelser og reaktioner i pressede situationer. At kunne erkende personlig og faglig afmagt i situationer, at kunne sparre med kollegaer og ledelse og at bruge supervision, men vigtigst er, at man arbejder med årsagerne. Med den moralske stress, omsorgstrætheden og mængden af pseudoarbejde. Med afmagten, når fagligheden kommer til kort eller ikke får plads.

– Det er ingen quick fixes. Kun lange, seje skridt, hvor hvert skridt kræver faglig ledelse, pointerer Dorthe Birkmose.

Faglighed som værn

Hun understreger behovet for kollektive løsninger, hvor faglighed bruges som værn mod forråelse.

– Der skal skabes arbejdspladser præget af psykologisk tryghed, hvor medarbejderne kan tale om problemer, fejl og mangler samt fremsætte deres kritik uden at blive udskammet, devalueret eller afvæbnet. Hvor man kan få en nuanceret samtale, og hvor ledere tør lytte og forsøge at hjælpe.

– Da jeg selv var forrået, skulle jeg ikke bare have skældud. Jeg havde brug for en nuanceret samtale, hvor jeg blev mødt med såvel kritik af adfærd som forståelse for, hvor presset jeg var, siger Dorthe Birkmose.

Samtidig skal den faglige leder være med til at gå bag de forråede tanker og handlinger og finde konkrete faglige alternativer, der for medarbejderne opleves mindst lige så afmagtsdæmpende som forråelsen.

– Når man har fundet ud af, hvad afmagtsfølelserne skyldes, kan man finde bedre og mere faglige måder at håndtere afmagtssituationerne på.

---

Hvad er forråelse?
Forråelse er en overlevelsesstrategi, hvor vi kan gøre os mere rå, uempatiske, kyniske og følelseskolde i forsøget på at dæmpe vores egne afmagtsfølelser. Ved at under-involvere os kan vi undgå at mærke følelser af utilstrækkelighed, håbløshed og omsorgstræthed.

Kilde: Dorthe Birkmose

---

Tegn på forråelse

• Irritation
• Mistro
• Nedgørende humor
• Ignoreringer og afvisninger
• Resignation og ligegyldighed
• Tankeløshed
• Skæld ud
• Straf eller trusler om straf
• Dem-og-os retorik
• Tavshed og selvcensur
• Manglende nysgerrighed
• Negativt sprogbrug om andres handlinger
• Positivt sprogbrug om egne handlinger

Kilde: Dorthe Birkmose

---

5 skridt til at undgå forråelse

1. Erkend og tal om, at forråelse er en risiko
2. Opdag faresignalerne
3. Brug den nuancerede samtale i psykologisk tryghed
4. Undersøg de afmagtssituationer og afmagts­følelser, der har gjort forråelsen nødvendig
5. Find faglige alternativer til at dæmpe afmagtsfølelserne

Kilde: Dorthe Birkmose

---

BLÅ BOG
Dorthe Birkmose er psykolog og har siden 2004 superviseret og holdt foredrag indenfor alle velfærdsområder.

I 2013 skrev hun bogen ”Når gode mennesker handler ondt” om tabuet om forråelse.

I disse år bruger hun al sin tid på at holde foredrag om forråelsesrisikoen blandt professionelle.

---