FORRÅELSE: Fagbladet har talt med to socialrådgivere

“Jeg har oplevet at blive  afstumpet”

Charlotte Thygesen,  faglig koordinator, myndighed. Center for Socialt Udsatte i Randers Kommune.

I mit arbejde med hjemløse har jeg set tegn på forråelse på flere niveauer. For eksempel enkelte gange fra kollegaer, der er lidt yngre i faget, hvor de snakker om borgerne som ”spritteren” eller ”bumsen på bænken”. Her går vi andre ind og får italesat, at borgerne er ligeværdige, og at her hos os gør vi ikke grin med eller taler grimt om borgerne.

Men jeg har også selv oplevet at blive afstumpet over for borgere. For eksempel over for en svært personlighedsforstyrret kvinde i 40’erne, som altid er utilfreds og har meget svært ved at tage imod hjælp. Nogle gange bliver man bare fyldt op og er ved at give op, og lige præcis der oplevede jeg at blive afstumpet i både måden, jeg talte og behandlede hende på. Så jeg tog sagen op til supervision, og supervisoren hjalp mig med at fjerne min afmagtsfølelse og i stedet få fokus på kvindes situation, og hvorfor hun reagerer, som hun gør. Så via hjælp til at sætte mig i hendes sted fandt jeg mit omsorgsgen og min faglighed frem igen.

Netop det at turde dele de ting, vi oplever og gør, er vigtig, hvis vi skal bekæmpe eller forebygge forråelse. Når vi kommer derud, hvor vi træder over grænsen og har været kort for hovedet eller lignende, skal vi turde tage det op med kollegaer og på gruppemøder og supervision. Vi skal turde vise vores sårbarhed og ikke lade vores stolthed fylde.

---

”Alarmklokkerne bør ringe over mine tanker”

Rasmus Husted, teamkoordinator, Rets­psykiatrisk Klinik, Aarhus Universitetshospital Skejby

Hos os i den specialiserede ambulante retspsykiatriske funktion får vi de godt otte procent kriminelle, som udskrives fra lukkede psykiatriske afdelinger, men som ikke kan rummes i almenpsykiatrien. De allermest voldsomme, farlige, ustabile, udadreagerende og allermest aparte i adfærd overhovedet, men som er så velbehandlede for deres sindssyge, så de ikke behøver at være på en lukket afdeling.

Jeg har selv mærket risikoen for forråelse med en borger: En 30-årig mand med svært dyssocial personlighedsforstyrrelse med narcissistiske træk, så manipulerende, beregnende og intimiderende – det man i gamle dage kaldte psykopat. Han er mentalundersøgt gentagne gange, og det er mange gange påpeget, at han ikke kan behandles. Den følelse af magtesløshed, at man sidder som socialrådgiver med en opgave, man ikke kan løse, den kan føre til forråelse.

Jeg har fået singlesupervision mange gange på den sag, for her blev jeg opmærksom på, hvad magtesløshed kan gøre ved en. Jeg kunne mærke som menneske – ikke bare som socialrådgiver – at et eller andet gik i stykker, da jeg sad med en følelse af, at ham havde jeg ikke lyst til at hjælpe. Og deri ligger forråelsen, at man mister lysten, gejsten, troen på det helt grundlæggende, man er ansat til.

Tegn på normalitetsskred

Han er et ekstremt tilfælde, men jeg har også oplevet tegn på forråelse ved mere snorlige patienter – som en ung mand fra Mellemøsten med svær skizofreni, som har lavet rigtig grov kriminalitet og altid råber og skriger til mig og mine kollegaer, at ”I er fucking danskere, I fatter ingenting, gør ingenting”.

Han er sindssyg, og jeg har stadig lyst til at gøre noget for at hjælpe ham, men nogle gange får man lyst til at råbe ham ind i hovedet: ”Nu holder du din kæft. Du er så godt behandlet for din grundlæggende sindslidelse, at vi ikke kan gøre mere. Resten er, fordi du grundlæggende er en bandit, du gider egentlig ikke være i Danmark, og du ænser overhovedet ikke, at vi rent faktisk er 10-15 topprofessionelle mennesker, der forsøger at hjælpe dig.”

Men jeg råber ikke ad ham, for det hjælper ikke noget, og jeg kunne aldrig finde på at råbe ad mine patienter. Til gengæld bør alarmklokkerne ringe over for mine tanker, for er de et tegn på et normalitetsskred i forhold til det helt grundlæggende, at jeg som socialrådgiver egentlig gerne vil alle mennesker det bedste?