FORSKNING: Exit fra ægteskab er vanskelig
Kvinder med etnisk minoritetsbaggrund kan have meget svært ved at komme ud af dårlige ægteskaber. Det viser en ny undersøgelse fra VIVE, som seniorforsker Anika Liversage har været hovedforfatter på.
Hvorfor en undersøgelse om etniske minoritetskvinder og skilsmisse?
Undersøgelsen er sat i gang af Udlændinge- og Integrationsministeriet, fordi der er opmærksomhed på, at der er et problem. Samtidig er det et fænomen, som vi ikke helt forstår godt nok.
Ambitionen har været at dykke dybere ned i eksempelvis spørgsmålene om: Hvorfor bliver de ikke bare skilt? Hvorfor går de ikke bare fra ham? Rapporten er endt med at blive omfattende, fordi svarene ikke bare kan udlægges kort. Nogle af kvinderne gør rigtig meget for at blive fri, men de er udfordret på rigtig, rigtig mange områder. Det handler om køn, magt og migration.
Hvad er de største udfordringer for kvinderne?
Det handler om kvinder, der ender i situationer, hvor der er lag på lag af undertrykkelse, og det handler i høj grad om kvindernes handlemuligheder: Hvor meget handlemulighed har du i forhold til din egen familie? Her siger mange af kvindernes familier nej til skilsmisse. Så er dine handlemuligheder begrænset der. Hvor meget handlemulighed har du i forhold til venner og netværk? Måske har kvinderne ikke noget netværk, fordi de bliver isoleret og overvåget. Så altså heller ikke hjælp her. Måske er der også problemer med opholdstilladelsen. Eller sproget.
Hele vejen rundt er der udfordringer for kvinderne. Vi plejer at sige, at vi er lige for loven, men det landskab varierer så meget. For mange vil det, at komme ud af et forhold, være at ligne med en lige landevej, mens det for kvinderne her er et bugtet, ufremkommeligt terræn.
I konkluderer blandt andet, at kvindernes kontakt til myndighederne kan være problematisk. Hvorfor?
For nogle flygtninge og indvandrere er myndighederne måske nogle, der forfølger folk og sætter dem i fængsel. Det er ikke alle steder, at konceptet om den gode velfærdsstat findes. Herhjemme er frygten endvidere, at kommunen kan fjerne dine børn. Den frygt er stor og kan også blive brugt som skræmmebillede. Kvinderne kan også være bange for, at det bliver værre, hvis de for eksempel melder deres voldelige mand til politiet. Der er frygt på mange niveauer, og den kan jo være reel.
Hvordan kan jeres resultater bruges af socialrådgivere?
Til at få en større forståelse for hvor enorme udfordringer de kvinder kan stå overfor, og hvorfor det er vigtigt ikke bare at opgive dem. Det er vigtigt at lytte, stå parat, få etableret tillid. Det handler om at give kvinden et lille vindue til det sociale system, hvor der er mulighed for at få hjælp.
BLÅ BOG:
Anika Liversage
Seniorforsker hos VIVE.
Beskæftiger sig med etniske minoriteter i Danmark med fokus på ægteskaber, familieliv og skilsmisser samt konflikter imellem køn og generationer.