Ungdomskriminalitetsnævnet: Er nævnet en god idé?
Vi har spurgt fire socialrådgivere, hvad de mener om, at Ungdomskriminalitetsnævnet afgør foranstaltninger til børn og unge.
Nu skal kommunen hjælpe de unge
René Skovgaard, socialrådgiver i Ungekriminalforsorgen
– I Ungdomskriminalitetsnævnet ser vi børn, der ikke går i skole, og som passer sig selv fra 10-11-årsalderen. Jeg synes, det er rigtig godt, at der er kommet fokus på at hjælpe dem meget tidligere. Det har kommunerne jo hele tiden haft en forpligtelse til, men jeg har hørt flere forældre sige, at de har prøvet at kontakte kommunen i lang tid for at få noget hjælp, men at de har løbet panden mod en mur.
– Men efter deres børn har været i Ungdomskriminalitetsnævnet, så sker der noget. Det er ikke for at hænge kommunerne ud, det her er også en håndsrækning til dem, så de får noget hjælp til at løfte opgaven. Og jeg oplever, at kommunerne virkelig træder i karakter og hjælper de her unge nu.
Straf gør det svært at hjælpe
Mette Andersen, socialrådgiver i børne- og familieafdeling
– Normalt når jeg tilbyder en ung, at han kan få en kontaktperson, så lægger jeg vægt på, at det er et tilbud, og vi plejer at arbejde forebyggende og motiverende i samarbejde med de unge. Men hvis Ungdomskriminalitetsnævnet pålægger den unge en kontaktperson, så er det en, han skal mødes med. Og der har jeg hørt fra en af kontaktpersonerne, at det kan gøre det svært at arbejde med relationen, hvis den unge oplever kontaktpersonen som en straf fremfor en hjælp.
– Det virker ikke helt gennemtænkt, at det er os, der plejer at arbejde med at støtte og hjælpe de unge, som nu skal have den her kontrollerende rolle. Det kræver i hvert fald noget omskoling, da det er en helt ny måde at arbejde med de unge på. Og så er det svært at arbejde med en handleplan, når den unge skal ’udstå sin straf’, også selv om målet med foranstaltningerne egentlig er nået.
Fordelen er økonomisk uafhængighed
Dorthe Norlyk, formand for Faggruppen Døgninstitutioner og Opholdssteder i Dansk Socialrådgiverforening
– Jeg har oplevet en pige, som i Ungdomskriminalitetsnævnet fik en mere indgribende – og dermed også dyrere – foranstaltning, end kommunen havde foreslået. Og ud fra min socialfaglige vurdering var det den rigtige foranstaltning i forhold til pigens historik og behandlingsbehov. Det syntes pigen heldigvis også selv. Fordelen ved Ungdomskriminalitetsnævnet er, at de er økonomisk uafhængige, det er kommunerne jo ikke på samme måde.
– Jeg oplever socialrådgiver-kollegaer i kommunerne, som er enige i de dyrere foranstaltninger ud fra en faglig vurdering, men har svært ved at få det igennem i kommunerne. Jeg brænder jo for, at det er den socialfaglige vurdering, der bliver bestemmende for foranstaltningerne, og det kan Ungdomskriminalitetsnævnet forhåbentlig være med til at sikre. Risikoen kan være, at både processen og afgørelse om foranstaltninger i et forbedringsforløb kan blive præget af en mere strafretslig tankegang.
Børnene mangler juridisk bistand
Sebrina Vulff Blaaberg, socialrådgiver i Den Sociale Døgnvagt i København og nævnsmedlem
– Inden børnene bliver henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, har de været til afhøring hos politiet. Mange børn og unge tror fejlagtigt, at de bare skal til ’en lille snak’ med politiet. Men det er altid en afhøring, og derfor er det problematisk, at nogle af disse børn ikke får juridisk bistand, da børn ikke nødvendigvis er berettiget til en beskikket forsvarer, og fordi en forsvarer ikke følger sagen i nævnet.
– Det kan være ubehageligt og meget stressende for et barn at blive afhørt af politiet. De kan selvfølgelig ikke gennemskue konsekvenserne af, hvad de siger eller ikke siger, så de kan finde på at sige hvad som helst for at slippe ud af den situation.
– Et andet problem, som opstår for denne gruppe af børn, er, at det kan være alene på baggrund af en mistanke – samt risiko for at begå ny kriminalitet – at de henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet. Jeg har været med til afhøringer, hvor børnene siger, at det ikke er dem, der har gjort det, eller har en anden opfattelse af episoden, som de er mistænkt for. Normalt er man jo uskyldig, indtil det modsatte er bevist, men det gælder ikke for de her børn, for politiets beviser bliver aldrig vurderet af en dommer.