Velfærdsmoraler kan være et ekko af den måde, politikerne taler på
5 HURTIGE: Vi tror, at vi taler om det samme, når vi taler om velfærdssamfundet. Men ved at sætte 35 deltagere sammen for at tale om velfærdssamfundet, fandt forskerne fire forskellige måder at tænke og tale om velfærd. En af forskerne var Mathias Herup Nielsen.
Hvorfor lave en analyse af danskernes måde at (sam)tale om velfærdssamfundet?
Der er mange undersøgelser af holdninger til velfærd, hvor forskerne har bestemt rammen, og deltagerne svarer kort. Så tænkte vi: Lad borgerne selv sætte dagsordenen for, hvad der er vigtigt at snakke om. Vi udvalgte 35 borgere, der sad dels i plenum, dels i grupper over to dage, og de skulle komme med forslag til måder at håndtere udfordringer i velfærdssamfundet. De skulle hele tiden forsvare og forklare sig, og vi filmede omkring 24 timer. Så analyserede vi bagefter: Hvad taler de om? Og hvordan taler de om det?
Hvad overraskede dig?
At det var muligt at finde og identificere fire klart forskellige opfattelser af, hvad god velfærdsmoral er. De blev synlige i mange forskellige diskussioner om for eksempel folkeskolen, arbejdsløshed eller indvandrere. Der er tilsyneladende kommet flere måder at tænke og tale om velfærdstaten på herhjemme – og vores undersøgelse er jo ikke repræsentativ, men det kunne være værd at undersøge nærmere.
Hvad er det for fire velfærdsmoraler, I fandt?
Hvis man for eksempel tager afsæt i diskussioner om arbejdsløshed og jobcenterets rolle, så trækker nogle på familiemoralen: Det er en faderlig måde at tænke om velfærd på, hvor vi – de stærke – giver det til de svage. Vi skal derfor disciplinere, sanktionere og kontrollere den uvorne arbejdsløse. Andre tager afsæt i fællesskabsmoralen: I diskussioner om arbejdsløshed minder fællesskabsmoralisten om, at vi skal huske, at vi alle sammen bør have nogle rettigheder, som ikke må blive udhulet. Så er der markedsmoralen: Velfærd er godt, mens for meget velfærd kan lulle os ind i vat, så vi ikke tager ansvar. Et typisk argument er ofte, at vi skal huske, at det skal kunne betale sig at arbejde. Og så er der endelig effektivitetstænkningen: God velfærd er det, der målbart fører til bedre resultater. De vil sige om en indsats overfor arbejdsløse: Har det en effekt i forhold til at få folk i arbejde?
I opdagede, at mange faktisk tog afsæt i effektivitetsmoralen. Hvordan viste det sig?
Når deltagerne for eksempel snakkede om indsatser som kontanthjælpsloftet, så handlede diskussionen om: Vi skal se, om det virker. Hvis det gør, så er det godt. Men hvis det ikke virker, så er det dårligt. En anden tilgang kunne jo være at hævde, at indsatser som loft over kontanthjælp ikke er gode, fordi de er usolidariske.
Hvorfor er det blevet sådan?
Det bliver jo bare min hypotese, men det kan være, at det er et ekko af den måde, politikerne taler om reformer på. De taler for eksempel om nødvendighedens politik, og argumenterne for mange reformer har været, at de er nødvendige for at forstørre arbejdsudbuddet – fordi det er et gode.
Mathias Herup Nielsen er postdoc ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet. Han er forfatter til artiklen ”Four Normative Languages of Welfare : A pragmatic sociological investigation.”