Ekspert: Kommuner behandler LGBT+-personer vidt forskelligt

Udviklingen i lovgivning og behandling af transkønnede og andre kønsidentiteter har været igennem et decideret paradigmeskifte siden 2014. Det mener en af landets fremmeste eksperter med viden om LGBT+-personer, Astrid Højgaard, ledende overlæge på Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital.

For hvor man før 2014 skulle have en diagnose om transseksualitet og være enten kastreret eller i anden kønskorrigerende behandling for at kunne skifte juridisk køn, kan man i dag gå ind på borger.dk og udfylde et elektronisk skema – og blot genbekræfte efter seks måneder.

– Før 2014 kunne man vente op til otte år på at få diagnosen transseksualitet på Rigshospitalet, som var det eneste sted, man kunne blive udredt. I dag er diagnosen helt ude af ligningen, og sundhedsmyndighederne skal slet ikke inddrages i juridisk kønsskifte. I 2017/2018 blev monopolet fjernet, så man i dag kan blive udredt og behandlet på både Rigshospitalet, Aalborg Universitetshospital og Odense Universitetshospital, fortæller Astrid Højgaard.

Samtidig er diagnosen om transseksualitet helt fjernet fra listen over psykiatriske diagnoser.

I 2018 kom der ny medicinsk vejledning på området med en langt mere individualiseret tilgang.

– Tidligere skulle man partout kastreres, have fjernet penis og indsat en skede, hvis man skulle betragtes som en transkvinde. I dag er fokus langt mere individuelle behov og ønsker.

Desuden er det blevet muligt at behandle børn og unge med hormonblokkere.

Loven tolkes forskelligt

Alt i alt en kæmpe udvikling. Derfor ser Astrid Højgaard det også som mærkværdigt, at kommunerne ikke er fulgt med udviklingen.

– Vi behandler årligt 1500 patienter fra hele landet, og hver kommune behandler LGBT+-personer forskelligt, vurderer hun.

De vidt forskellige fortolkninger handler blandt andet om servicelovens muligheder for at give støtte til parykker eller om hjælp og støtte til for eksempel stemmetræning, brystproteser eller penisproteser.

– Her kan nogle kommuner være meget modvillige, fordi borgerne ikke passer ind i de traditionelle kasser som mand eller kvinde. Andre kommuner er mere villige til at hjælpe, fortæller Astrid Højgaard.

Hun ser et stort behov for, at både offentlige systemer, deres medarbejdere samt befolkningen i almindelighed generelt bliver lidt mere åbne, nysgerrige og inkluderende overfor andre kønsidentiteter.

– Som socialrådgiver skal man være særlig opmærksom på, at et cpr-nummer eller et fornavn ikke nødvendigvis fortæller, hvem en person er. Samtidig er det vigtigt at have fokus på, at LGBT+-personer er en gruppe udsat for social stigmatisering – med øget risiko for depression, angst, selvmordsforsøg med videre.

Ind i uddannelsen

Joan Lysholdt, socialrådgiver i modtagelsen i Børne- og Familieafdelingen i Sønderborg Kommune og en af to danske socialrådgivere med en master i sexologi, er enig. Hun underviser i seksualitetens betydning for socialfagligt arbejde på 3. og 6. semester på socialrådgiveruddannelsen på UC Syd i Aabenraa, og her indgår LGBT+ som en fast del.

– Her har jeg fokus på, at man som socialrådgiver ikke skal vide alt, at man ikke skal kunne alle begreber og køn, men at man skal være nysgerrig på og åben overfor, hvad det betyder for den enkelte borger at være LGBT+-person. Samt have fokus på de særlige psykosociale belastninger, LGBT+-personer er udsat for i forhold til isolation, eksklusion og diskrimination, fortæller Joan Lysholdt.

Hun ser LGBT+-som et oplagt emne at undervise i på socialrådgiveruddannelsen.

– Det er vigtigt at være ajour med viden, lovgivning, udfordringer, så socialrådgivere ikke risikerer at overse problemstillinger koblet på LGBT+.