DEBAT: Mere benspænd end forebyggelse
"Både hos de unge og os fagprofessionelle er oplevelsen, at de skal stille sig selv dårligere for at modtage hjælp."
Som socialrådgiver ansat i det psykiatriske system møder jeg en bestemt gruppe af unge mennesker, der oplever samarbejdet mellem psykiatrien, jobcentrene og SU-systemet som alt andet end forebyggende hjælp. Det er typisk unge på ungdomsuddannelser, der er ramt af en psykisk lidelse, og som derfor i en periode ikke kan leve op til at studere på fuld tid.
Kan den unge ikke studere minimum 23 timer, er han eller hun ikke berettiget til SU, og forsørgelsesgrundlaget forsvinder. Henvender den unge sig til jobcentret, er der heller ingen hjælp at hente. Fordi den unge er tilmeldt et studie, vil det nemlig ofte være jobcentrenes vurdering, at den unge ikke er berettiget til hjælp. Så for at få hjælp må den unge droppe studiet. Både hos de unge og os fagprofessionelle er oplevelsen, at de skal stille sig selv dårligere for at modtage hjælp.
Begrebet recovery er i de seneste år blevet udbredt. Det bliver anvendt både i Region Hovedstadens Psykiatri og i Socialstyrelsen. Socialstyrelsen skriver: ”Fokus er på at udvikle en praksis, der understøtter den enkeltes recovery-proces, og som undgår at fastholde mennesker i afhængighed af professionelle støttesystemer.”
Recovery er med andre ord ikke en konkret indsats, det er en proces i den enkeltes liv. De unge mennesker, vi møder, har ofte på kort tid oplevet, hvordan en psykisk lidelse har fået hele deres verden til at ramle sammen. Det er skræmmende, og de kæmper en hård kamp for at fastholde det, der bidrager til, at de kommer sig; et netværk, meningsfulde aktiviteter og det at føle sig som et værdifuldt individ i et samfundsfællesskab.
Det er dog efter min mening udsigts- og meningsløst, hvis vores hjælpesystemer ikke støtter op om en sådan recovery-proces, men snarere kan være indrettet på en måde, der kan opleves, som om systemerne modarbejder recoveryprocessen og netop fastholder menneskers afhængighed af støttesystemer. Det er hverken i samfundets, støttesystemernes eller de unges interesse, at der eksisterer praksisser, der ikke understøtter den hurtigste vej til mulig selvforsørgelse og til kontrol over eget liv.
Baris Kaymaz er primærbehandler og socialrådgiver i OPUS i Region Hovedstadens Psykiatri.
Du kan maile til redaktionen@socialraadgiverne.dk.