Daniels underretning: ”Jeg er bekymret for mit fags fremtid”

Det er fysisk umuligt at huske 70 forskellige mennesker – hvor er de i deres forløb, hvad er de i gang med lige netop nu? Hvad er det næste skridt, som skal bringe dem tættere på arbejdsmarkedet?”

Sådan skriver socialrådgiver Daniel Liljehult i den underretning, som han har lavet til kampagnen Tid til socialt arbejde. Daniel Liljehult arbejder i sygedagpengeafdelingen i Næstved Kommune, og her skal han ifølge loven holde samtaler med borgerne hver fjerde uge. Men det kan han ikke nå, når han har op til 70 sager. Og det på et område, hvor DS anbefaler, at hver socialrådgiver har ansvaret for 35-50 sygemeldte borgere.

Daniel Liljehult ser ofte kollegaer, der arbejder over og spiser frokost foran computeren for at kunne nå deres arbejdsopgaver. Han ser kollegaer, der sygemelder sig på grund af stress, og tænker ”hvornår er det min tur?”

– Jeg har skrevet en underretning til politikerne for at åbne deres øjne for de forhold, vi socialrådgivere arbejder under. For jeg vil have tid til at fordybe mig med hver enkelt borger, siger han.

Alle socialrådgivere kan på www.tidtilsocialtarbejde.dk skrive en underretning om deres eget arbejdsmiljø. Dansk Socialrådgiverforening samler alle underretningerne til én fælles underretning om socialrådgivernes arbejdsmiljø og giver den til de politikere, som har ansvar for at løse problemerne.

Læs et udsnit af Daniel Liljehults underretning nedenfor.

Stærkere sammen

Daniel Liljehult opfordrer alle socialrådgivere til at skrive en underretning, hvis de oplever, at tidspresset går ud over dem selv eller de borgere, som de arbejder med.

– Vi står stærkere sammen. Jo flere, der råber op, jo større indtryk kan vi gøre på politikerne, siger han.

Det er både politikerne i Folketinget og ude i kommunerne, Daniel Liljehult håber på at kunne råbe op ved at deltage i kampagnen.

– Det er jo på Christiansborg, de skal prioritere beskæftigelsesområdet og tildele kommuner nogle flere penge. Og så er det lokalpolitikerne, der skal stoppe med at skære ind til benet. Det er begge steder, de skal begynde at prioritere det sociale arbejde, siger han.

Vores faglighed er truet

Politikerne kan ikke forvente, at socialrådgiverne laver godt socialt arbejde under de forhold, de har i dag, mener Daniel Liljehult.

– Jeg føler, at vores faglighed er truet, både af tidspresset og af de meget strenge lovkrav, der er på beskæftigelsesområdet. Arbejdet er blevet samlebåndsagtigt, der er ikke længere plads til at lave individuelle vurderinger, fordi vi skal køre alle borgere igennem på samme måde fra start til slut. Så jeg kan ikke yde den hjælp, jeg gerne vil og har uddannet mig til, siger han.

Daniel Liljehult vil gerne have socialpolitikken tilbage på beskæftigelsesområdet. Men det kræver også mere tid.

– Jo flere sociale indsatser, jeg kan få lov til at sætte i gang, jo mere jeg rent faktisk kan gøre for borgeren, jo færre borgere kan jeg jo hjælpe ad gangen. Så jeg vil rigtig gerne have mere socialpolitik, men jeg vil også have tiden til at udføre det. Så de to ting hænger sammen, siger han.

 

---

Daniels underretning

Kære politikere

Jeg er bekymret. Bekymret for mig, mine kollegaer og mit fags fremtid.

Når vi sidder med en sagsstamme på op til 70 borgere, hvordan kan I så forvente af os, at vi overhovedet udfører et godt stykke socialt arbejde og hjælper andre mennesker?

Det er fysisk umuligt at huske 70 forskellige mennesker – hvor er de i deres forløb, hvad er de i gang med lige netop nu? Hvad er det næste skridt, som skal bringe dem tættere på arbejdsmarkedet? Og det er umuligt at hjælpe borgerne, når kommunerne år efter år sparer på jobcentre, børne- og familieafdelinger og så videre. Vi skal levere mere og mere, med færre og færre ressourcer.

I sygedagpengeafdelingen skal vi tale med vores borgere hver fjerde uge. Med 70 borgere skal vi snakke med 3,5 borger om dagen. Dette lyder ikke af meget, men så er der fagmøder, kurser, temadage og andet, der tager tid ud af kalenderen. Jeg skal journalfører vores samtaler, jeg skal forberede sager til rehabiliteringsteamet, jeg skal lave pensionssager, alt sammen administrativt tungt arbejde, der tager tid. Tid jeg ikke har. Med mere end 70 sager er det fysisk umuligt med de rammer, jeg arbejder under, at jeg kan overholde min rettidighed.

Når jeg ser omkring mig, i min egen afdeling og på tværs af andre afdelinger, er jeg bekymret. Jeg ser kollegaer, der har travlt. Kollegaer, der sygemelder sig på grund af stress, og jeg sidder tilbage og tænker. Hvornår er det min tur?

Hvis vi sidder 10 socialrådgivere, og én bliver længerevarende sygemeldt, kommer der så en vikar? Nej, for det er der ikke råd til. Så bliver arbejdsopgaverne pålagt os, der er tilbage, og vi skal løbe det hurtigere. Hvordan er det rimeligt?

Jeg ser ofte kollegaer, der arbejder over, ellers kan de ikke nå deres arbejdsopgaver. Spiser frokost foran deres computere, ellers kan de ikke nå deres arbejdsopgaver.

Det er mig en gåde, hvorfor hele den sociale indsats ikke bliver prioriteret højere, end den gør. Vi er med til at sikre Danmarks fremtid, både økonomisk og arbejdsstyrkemæssigt. Men når vi ikke engang kan hjælpe os selv, hvordan forventer I så, at vi kan hjælpe andre?

Jeg håber meget, at I vil se på mit lille opråb og tænke: Hvordan er det blevet sådan? Og specielt: Hvordan får vi bragt orden i den faggruppe, som er grundstenen i hele det sociale system. Hvordan kan vi sikre ordentlige arbejdsvilkår for dem, som skal hjælpe andre?

Venlig hilsen

Daniel Liljehult