Blødsøden sødsuppe… Eller sund fornuft?

Når unge skal varetægtsfængsles, er der ofte nogle uhensigtsmæssige afledte konsekvenser af fængslingen. Den unge kan ikke passe skole eller læreplads, samtidigt med at de sidder bag et fem meter højt hegn.

KLUMME FRA PRAKSIS: Når unge skal varetægtsfængsles, mens politiet efterforsker den kriminalitet, de tænkes at have medvirket til, sker det typisk på en sikret institution. Disse unge er ikke dømte kriminelle – de er i samfundets varetægt. Det vil sige, at vi som samfund har besluttet at tage vare på dem – indtil det afklares, om de skal sigtes og dømmes i en sag. Desværre er der ofte nogle uhensigtsmæssige afledte konsekvenser af fængslingen. Den unge kan ikke passe skole eller læreplads, samtidigt med at de sidder bag et fem meter højt hegn.

”Så kunne de jo have ladet være med at begå noget kriminelt,” vil nogen måske sige. Men her er det værd at huske, at unge i varetægt ikke er dømt endnu.

Vi er som kommune – jeg er ansat i Københavns Kommune – interesserede i, at de unge får så god en start på voksenlivet som muligt. Interesserede i at gøre, hvad vi kan, for at forebygge ny kriminalitet – og hjælpe de unge til at holde fast i de sunde fællesskaber, som de er en del af.

Derfor har vi arbejdet med at forsøge at reducere længden af varetægtsfængsling for unge under 18 år. Både ved som kommune at prioritere at møde i retten med fornuftige planer for kommunal indsats ved løsladelse – men også gennem vores projekt med varetægtsfængsling i eget hjem.

Retsplejeloven foreskriver, at vi som samfund bør anvende det mildest mulige indgreb, der opfylder formålet. Formålet kan være at sikre, at den unge ikke begår ny kriminalitet, ikke påvirker eventuelle vidner, ikke påvirker efterforskningen eller andet.

Vi har skabt en indsats, hvor vi – i helt konkrete tilfælde og efter en grundig vurdering af de unge og deres familier – tilbyder retten at opstille omfattende foranstaltninger, der gør det muligt for unge at være varetægtsfængslede derhjemme. Det er dommeren, der beslutter, om de skal hjemmefængsles – men det er os som kommune, der gør forarbejdet, og gør det muligt at tænke ”ud af boksen”.

Vi har haft fire forløb – og fire klare succeser. Ikke én gang har den unge overtrådt de ret omfattende aftaler, der var lavet. Ikke én gang har den unges forældre og netværk givet op undervejs. Det betyder, at fire unge mennesker, der ellers ville have været i farezonen for at falde ud af de fornuftige fællesskaber, i stedet fik holdt fast.

Vi har unge, der er holdt fast i uddannelse og arbejde, unge der ikke har begået ny kriminalitet, unge som vi

er mindre bekymrede for nu – end da de blev varetægtsfængslede. Derudover har vi fået aktiveret de unges familie og netværk på en positiv måde. Og de unge har en oplevelse af at have fået en chance – og ved, at vi regner med, at de klarer den på trods af, at de er sigtet for alvorlig kriminalitet. Det er – i vores optik – rigtigt godt socialt arbejde.

 

Klummen skrives på skift af socialrådgiverne Karina Rohr Sørensen, Ida Louise Jervidalo, Lone Kidmose og Sine Søndborg Marcussen