Uendelig dokumentation fastholder udsatte borgere i stedet for at hjælpe

Dokumentationskravene til afklaring af arbejdsevne i jobcentrene er alt for høje. Det understreger TV2-dokumentaren ’Håbløst arbejde’. Sådan skriver 463 socialrådgivere, der arbejder på beskæftigelsesområdet, i et åbent brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og beskæftigelsesordførerne.

ÅBENT BREV. Dokumentationskravene til afklaring af arbejdsevne i jobcentrene er alt for høje. Det understreger TV2-dokumentaren ’Håbløst arbejde’.

Som socialrådgivere på beskæftigelsesområdet oplever vi, at de meget omfattende krav til dokumentation i høj grad er årsag til, at nogle borgere har meget lange afklaringsforløb i jobcentrene. Og derfor opfordrer vi politikerne til at give plads til et større fagligt handlerum, så borgerne kan blive afklaret hurtigere og med større værdighed.

Arbejdsevnen er for alle mennesker afhængig af kontekst og handler både om, hvad den enkelte kan fysisk og psykisk. Og om de rammer, arbejdet foregår i. Derfor er det også enormt svært at afklare arbejdsevnen.

Som lovgivningen er i dag, skal det, inden der eventuelt kan bevilges et fleksjob eller en førtidspension, være fuldt ud dokumenteret, at der ikke er mulighed for, at en borger kan få det bedre og dermed øge sin arbejdsevne. Eller dokumentation for at der ikke kan findes et arbejde, som borgeren kan klare med de rette skånehensyn. TV2-dokumentaren viser, at nogle kommuner går meget langt i forhold til, hvad der skal dokumenteres. Også selvom der er tale om en meget lille arbejdsevne. Ankestyrelsen giver medhold i at kræve ekstrem grundig dokumentation, viser dokumentaren også.

Udfordringen er, at det i praksis er umuligt at afprøve arbejdsevnen i alle jobfunktioner og med alle skånemuligheder. Lovgivningen giver i princippet handlerum til, at alt ikke skal afprøves i praksis, men kan bero på en faglig vurdering. I praksis indsnævres det faglige handlerum dog, da Ankestyrelsen tillader og understøtter en praksis med uendelig dokumentation og afprøvning.

Som socialrådgivere på beskæftigelsesområdet ønsker vi et større fagligt handlerum og bedre mulighed for at foretage en faglig vurdering af borgerens arbejdsevne. Vi oplever et ledelseslag og et rehabiliteringsteam, som sætter standarder for, hvad og hvor meget der skal dokumenteres, før sagen kan blive forelagt rehabiliteringsteamet, og før der kan bevilliges fleksjob eller førtidspension.

Det betyder, at man som socialrådgiver nogle gange skal lave dokumentation for dokumentationens skyld, selv om vores faglige vurdering er, at grundlaget er godt nok til at vurdere arbejdsevne.

Vi oplever at blive sat ud af spillet og sidde på rehabiliteringsmøder, hvor borgeren får at vide, ”Vi skal lige have det sidste testet af i en praktik”, selvom det ifølge vores faglige vurdering på baggrund af lægelig dokumentation, samtaler med borgeren og tidligere afprøvede indsatser, er formålsløst, og vi på forhånd ved, at borgeren kun kan møde få timer om ugen.

Det er ikke værdigt for borgerne, og det kan medføre, at de rent faktisk får det dårligere, fordi de kæmper med alt, hvad de har, for at deltage i praktik og afklaringsforløb, fordi de så gerne vil have afklaret deres fremtidige forsørgelse.

Det stiller også os som socialrådgivere i en svær situation, fordi vi kan være nødsaget til at anbefale borgeren at deltage i endnu en afklaring for at sikre fremgang i sagen, selvom vi fagligt vurderer noget andet.

Derfor foreslår vi, at der bliver lempet på disse rigide krav, især over for de borgere, som har været i systemet i årevis, og hvor det allerede er dokumenteret (fx lægeligt), at deres arbejdsevne er nedsat. Der bør være et større rum for en socialfaglig vurdering af, hvornår arbejdsevnen er belyst tilstrækkeligt, så vi undgår at presse borgerne unødvendigt og holde dem urimeligt lang tid på kontanthjælp.

Underskrevet af 463 medlemmer af Dansk Socialrådgiverforenings Beskæftigelsesfaggruppe.