Inddragelse: ”Alt står og falder altid med et andet menneskes vurdering”

William Korte er svært handicappet af muskelsvind og afhængig af hjælp i dagligdagen. Alligevel oplever han at skulle kæmpe med et system, som mangler forståelse, tid og overskud. Han har derfor lært sig selv at agere på systemets præmisser.

24-årige William Korte læser til lærer og glæder sig til, at han skal ud at undervise i en folkeskoleklasse. Han bor alene i en lejlighed, anvist af Københavns Kommune, og sidder i kørestol. Det har han gjort, siden han var to år gammel som følge af muskelsvind – en medfødt sygdom. Han trækker vejret gennem en respirator og er helt afhængig af hjælp til mange daglige gøremål. Og derfor også afhængig af et velfærdssystem, som anerkender hans situation og behov.

Hvad er det bedste møde, du har oplevet med en socialrådgiver?

– Jeg kan desværre ikke pege på en enkelt oplevelse eller sagsbehandler, jeg husker som særlig god. Det er lykkedes nogle gange at blive mødt med anerkendelse af, at det er øv at være i min situation. Eller at en siger: ”Koncentrer dig om din skole, så skal jeg nok ringe til den anden forvaltning og undersøge …”. Det er en stor hjælp, når det sker.

– Men jeg føler altid, at alting står og falder med et andet menneskes vurdering. Sagsbehandleren er altid tungen på vægtskålen, og så må jeg bare krydse fingre for, at vi er enige. Jeg kan godt komme til at lyde skarp og firkantet, når jeg taler med en, som jeg ikke føler er på min side, og hvor jeg føler mig magtesløs – også selv om jeg meget tidligt i min kontakt med systemet har lagt en kommunikationsstrategi om at tale til og behandle andre, som jeg gerne selv vil behandles. Jeg lærte også hurtigt, at hvis jeg vil opnå noget, skal jeg kommunikere på systemets præmisser, så jeg skriver som en jurist, fortæller William Korte, som også er forperson for Sammenslutningen af Unge Med Handicap.

Et menneske – ikke en sag

Hvad er dit værste møde med en socialrådgiver?

– Jeg har mange gange været på kanten af økonomisk ruin og været ved at skulle gå fra hus og hjem. En af de gange kan jeg huske, at sagsbehandleren sagde til mig, at jeg bare kunne gå ned på en varmestue og få noget at spise, hvis jeg var sulten. Det er altså hårdt at få at vide, når man er ung og lige flyttet hjemmefra. En anden mente, at jeg bare kunne været blevet boende hjemme hos mine forældre.

– Jeg oplever også tit, at hvis jeg er utilfreds med en afgørelse, så har jeg ”misforstået” noget, og så skærer de tingene ud i pap for mig, som om jeg var fem år gammel. Men det handler ikke om at forstå. Det handler om, at jeg er uenig i afgørelsen.

– Mine frustrationer er ikke rettet mod den enkelte socialrådgiver, men snarere mod et system og en forvaltning, der møder mig med mistillid og føles som en modspiller. Jeg har med tiden fundet ud af, at socialrådgivere er mennesker ligesom alle andre, men de har ikke altid den rigtige værktøjskasse med på arbejde. Og selv om de heller ikke er ansvarlige for lovgivningen, kan de godt tage ansvar for kommunikationen – og relationen.

Hvad er den ideelle socialrådgiver for dig?

– Jeg ville ønske, at man ville prøve at møde mig mere værdibaseret som menneske og ikke være så optaget af jura, paragraffer og tal. Det virker som om, at de nogle gange glemmer, at der er et menneske i den anden ende, som ikke kender alle paragrafferne. De skal vise, at de ved, at de taler med et menneske – ikke en sag. Så de skal tage et professionelt ansvar for en ordentlig kommunikation.

---

Mød William, Thomas og Dorethe på Socialrådgiverdage
Thomas de Oliveira, William Korte og Dorethe Miriam Aagaard deltager i minikonferencen (K5) ’Min bedste og min værste oplevelse med min socialrådgiver’ på fagfestivalen Socialrådgiverdage i midten af november.

» Læs mere på socialraadgiverne.dk/program-socialraadgiverdage-2023