Inddragelse: ”Jette lyttede altid til mig”

Thomas de Oliveira husker stadig tydeligt sin første oplevelse med en socialrådgiver. Han er ti år, og socialrådgiveren fortæller ham, at han skal anbringes i familiepleje. Sammen kører de på besøg hos familien.

Forud for kommunens beslutning om anbringelse ligger en opvækst hos en alkoholiseret far og en psykisk ustabil mor. På et tidspunkt forsvinder hans far fra en indlæggelse på et psykiatrisk hospital, og moren kan ikke tage vare på ham. Thomas har gået i specialbørnehave og går nu i specialklasse i skolen. Han har som fem-seksårig overnattet på legepladser eller under trappen i opgangen, når hans far ikke er kommet hjem eller har sovet så tungt i sin brandert, at han ikke har kunnet høre Thomas ringe på døren.

Da den første anbringelse bryder sammen, går Thomas’ liv sin skæve gang med mange anbringelser hos både plejefamilier og på institutioner, hvor der også kommer stoffer til. Thomas’ far dør ikke så længe efter, at Thomas bliver anbragt første gang. De penge, Thomas arver, brænder han af på et liv i overhalingsbanen – og ikke kun i overført forstand. For den bil, han også køber for arven, ender i høj hastighed i et vejtræ med 20-årige Thomas bag rattet. Ulykken, som Thomas mirakuløst overlever, bliver et vendepunkt for ham.

I dag driver 27-årige Thomas de Oliveira forbrugertjenesten Pristjek.nu med ti ansatte og har derudover også coaching- og foredragsvirksomheden ­Thomasdeo.dk. Han har skrevet bogen ”Når alle masker falder” (2019) om sit liv.

Hvad er det bedste møde, du har oplevet med en socialrådgiver?

– Motellet var det sidste sted, jeg var anbragt – en institution for unge. Jeg insisterede selv på at bo der, selv om det set i bakspejlet var et hårdt miljø med bl.a. stoffer. Men Jette, som var min socialrådgiver på det tidspunkt, lyttede til mig. Og hun gjorde i det hele taget en kæmpe forskel for mig i de år, hun havde min sag. Hun var nærværende og interesseret, når vi var sammen, og selv om vi ikke altid var enige, havde vi respekt for hinanden. Hun forklarede mig altid, hvorfor hun tænkte, som hun gjorde, og så talte vi om det og endte nogle gange et sted, hvor vi kunne enes. Hun lukkede ikke bare ned og traf beslutninger hen over hovedet på mig, men tog mig alvorligt. Det betød alt at føle mig set og hørt.

– Også dengang var jeg en ung, entreprenant mand, som godt kunne lide at tage til København. Det mente den plejefamilie, jeg boede hos i Nordjylland, ikke var så godt. Men Jette bakkede mig op og fik trumfet igennem, at jeg kunne få betalt mine togbilletter. I København kunne jeg udleve mine ideer – jeg interviewede politikere og andre kendte med min iPhone, lagde videoerne på YouTube og fik en masse opmærksomhed. Det gav mig en ny identitet. Hjemme i Nordjylland var jeg specialklassedreng, boede i en plejefamilie, min far var død og min mor psykisk syg. Turene til København lærte mig en masse, og min socialrådgiver gjorde det muligt. Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg var kommet til, hvor jeg er i dag, uden hendes opbakning.

’The hamster case’

Hvad er dit værste møde med en socialrådgiver?

– Helt klart den første socialrådgiver, som kørte mig ud til plejefamilien. Jeg husker, at hun var fraværende i samværet med mig. Hun virkede stresset, tabte sin kuglepen og papir, og hendes telefon ringede hele tiden. Og hun talte slet ikke med mig om mine ønsker, hvad jeg kom fra, eller hvad jeg kunne tænke mig af fritidsaktiviteter.

– Senere sker der det, at først dør min farmor og kort efter min far. Så da min dværghamster, som jeg havde haft med hjemme fra min far, også dør, braser min verden sammen. Og jeg må ikke få en ny for plejefamilien. Det optrapper konflikterne mellem os. For jeg køber bare selv en ny hamster, som de kører ud til min mor. Det hele ender med, at jeg stikker af.

– Hvis min socialrådgiver havde givet sig tid til at finde ud af, hvad den hamster betød for mig og havde konfliktmæglet mellem mig og familien, som faktisk var en rigtig god familie at bo hos, er jeg ikke sikker på, at jeg ville være blevet kastet rundt mellem forskellige plejefamilier og institutioner, havde udviklet misbrug og så videre. Det ville også have sparet systemet for en masse penge. Jeg har siden fundet ud af, at min sag blev kaldt ’the hamster case’ i Hjørring Kommune.

Relationen skal bygges op

Hvad er den ideelle socialrådgiver for dig?

– Det er en socialrådgiver, som har langt færre sager, end de har i dag. For bag hver sag gemmer sig ikke kun et barn, men også en familie, en skole, et netværk og så videre. Så er man presset over for mange sager, kan man ikke være nærværende og grundig eller opsnuse, hvis der er konflikter på vej, hvis man sjældent ser barnet.

– Og så er det, som Jette gjorde, at gå ind i mødet med barnet uden fordomme. Jeg ved godt, at socialrådgivere har læst bunker af sagsakter og derfor er forudindtaget. Men de skal kunne møde barnet med respekt, åbenhed og nysgerrighed. Barnet skal føle sig set, hørt og forstået, og relationen skal bygges op, så barnet kan stole på sin socialrådgiver og vil kontakte vedkommende, hvis der opstår noget, som kræver hjælp. Myndighed og relation skal hænge sammen. Man kan ikke tage de rigtige beslutninger, hvis man ikke kender barnet godt.

---

Hver tredje ung føler sig ikke inddraget i egen sag
VIVE spurgte i 2020, hvordan 2.300 udsatte unge på 12-17 år oplever at blive inddraget i, informeret om og har tillid til
kommunernes sagsbehandling. 30 procent af dem gav udtryk for, at de ikke har indflydelse på deres egen sag.

Undersøgelsen viste også, at unge, som har oplevet få eller ingen sagsbehandlerskift, og som ofte er i kontakt med deres sagsbehandler, i højere grad oplever at blive inddraget.