Socialrådgivere med i ny klima-alliance

Vi skal bruge vores stærke fællesskab til at kræve handling på klimaområdet, lyder det fra Dansk Socialrådgiverforenings formand Mads Bilstrup.

Socialrådgivere med i ny klima-alliance

’Broen til fremtiden’ er navnet på en ny grøn alliance, der samler store dele af den danske fagbevægelse, miljø- og udviklingsorganisationer, og repræsenterer mere end 500.000 medlemmer. Ud over Dansk Socialrådgiverforening tæller alliancen blandt andre Dansk Sygeplejeråd, Ingeniørforeningen IDA, Djøf, FOA og Lægeforeningen.

Det er ambitionen, at medlemmerne løbende skal komme med konkrete forslag til at imødegå klimaudfordringen og opfordre til handling i staten, i regioner, kommuner og på hver enkelt arbejdsplads rundt om i landet.

Om baggrunden for at være med i alliancen siger formand for Dansk Socialrådgiverforening, Mads Bilstrup: – Det er en vigtig opgave for fagbevægelsen at forholde sig til klimaudfordringerne, som rammer os alle. Vi kan bruge vores stærke fællesskab til at kræve handling på klimaområdet. Jo flere, der involverer sig og lægger pres på politikerne, jo hurtigere kan vi finde løsninger, som kan bremse de store klimaforandringer.

Læs mere om alliancen på Broen til Fremtidens hjemmeside: broentilfremtiden.dk.

Læs organisationernes debatindlæg (kræver abonnement på Politiken).