Socialrådgivere kommer med på råd om social investeringsfond
Efter en uopfordret ansøgning inviterer innovationsminister Sophie Løhde (V) nu Dansk Socialrådgiverforening og Socialpædagogernes Landsforbund med i det organ, der skal rådgive bestyrelsen i Den Sociale Investeringsfond.
Mandag morgen sendte Mads Bilstrup sammen med socialpædagogernes formand, Benny Andersen, en uopfordret ansøgning til innovationsminister Sophie Løhde. Hun havde netop nedsat et organ, som skal rådgive bestyrelsen i Den Sociale Investeringsfond, men hun havde glemt socialrådgiverne og socialpædagogerne.
Det gjorde Mads Bilstrup og Benny Andersen hende opmærksom på i et debatindlæg i Altinget. Der gik ikke lang tid, før ministeren svarede på Twitter: Selvfølgelig skal I med ombord i det rådgivende udvalg. Og allerede tirsdag kom der en formel invitation fra ministeren i Mads Bilstrups indbakke.
– Vi sendte ansøgningen, fordi der netop er nedsat et rådgivende organ med deltagelse af eksperter fra fondsverdenen, civilsamfundet og private aktører, men uden repræsentanter for de mange fageksperter, der til daglig arbejder med socialområdet. Vi har heldigvis fået ministerens ord på, at det bliver der lavet om på nu, siger Mads Bilstrup.
Afkast skal ikke styre sociale indsatser
Den Sociale Investeringsfond blev vedtaget i Folketinget i december sidste år. Formålet med fonden er at lade private aktører – som pensionsselskaber – investere i sociale indsatser og få et afkast efter, hvor godt projektet lykkes.
Dansk Socialrådgiverforening har fra starten kritiseret den model, fordi der er risiko for, at de private investorer får indflydelse på, hvilke indsatser der sættes i gang. DS har blandt andet påpeget, at det offentlige har en forpligtelse over for alle borgere, ikke kun dem, det økonomisk kan betale sig at hjælpe. Det skal derfor være borgernes behov for hjælp, og ikke investorernes krav om afkast, der styrer prioriteringen af sociale indsatser.
» Læs mere om DS’ kritik af Den Sociale Investeringsfond.
» Læs DS’ høringssvar.
» Læs om Den Sociale Investeringsfond i Socialrådgiverens tema om private penge i dansk socialpolitik.