Socialrådgivere gav stress-råd til ministeren 

Børne- og Familieafdelingen i Aabenraa Kommune har på otte år gennemgået en stor udvikling fra et højt stressniveau til Danmarks laveste sygefravær. Socialrådgiverne Tanja Konstmann Mühl og Lotte Jonasson Sejlund var inviteret i Beskæftigelsesministeriet for at fortælle, hvordan de er kommet stress til livs. 

Socialrådgivere gav stress-råd til ministeren 

Socialrådgiver og leder Tanja Konstmann Mühl husker tydeligt stemningen i Børne- og Familieafdelingen i Aabenraa Kommune tilbage i 2014.

”Det var en presset stemning. Mange mødte ind tidligt om morgenen og gik først hjem sent om aftenen, fordi de have så travlt. Der var ikke styr på vores sager, vi styrtede rundt og slukkede brande. Lovmedholdigheden var ikke helt god,” siger hun.

Den gang arbejdede hun som socialrådgiver i det afdelingsteam, som hun i dag er leder for. Afdelingen var præget af et højt stressniveau og sygefravær, stor personaleomsætning og mange klager fra borgerne.

Sammen med socialrådgiver og tillidsrepræsentant i afdelingen, Lotte Jonasson Sejlund, var Tanja Konstmann Mühl i sidste uge inviteret ind i Beskæftigelsesministeriet for at tale med minister Kaare Dybvad Bek (S) om, hvordan man forebygger stress på arbejdspladsen.

For i 2014 tog ledere og medarbejdere i afdelingen affære. De kontaktede Ankestyrelsens taskforce for at få hjælp til genopretning. Og i 2016 lavede Aabenraa Kommune en ny investeringsstrategi, som nu går under navnet ’Aabenraa-modellen’.

Investeringer bærer frugt

Strategien gik ud på at investere i flere socialrådgivere og dermed sænke antallet af sager fra omkring 46 til 25 sager for hver socialrådgiver. Det skabte mulighed for, at socialrådgiverne i langt højere grad kan arbejde med tidlige forebyggende indsatser og har samtidig resulteret i færre anbringelser af børn.

Investeringens virkning taler sit tydelige sprog. Sagstallet er fortsat på 25 sager, og i dag har afdelingen det laveste sygefravær blandt socialrådgivere i Danmark på 6,3 dage i gennemsnit om året. Til sammenligning ligger landsgennemsnittet på 12,9 dage.

Herudover har afdelingen ingen stresssygemeldinger. Der er lav personaleudskiftning, høj trivsel blandt medarbejderne, og der er skabt et fagligt stærkt og stabilt miljø.

Og det var netop det, de to socialrådgivere kunne fortælle videre til beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek.

”Vi gjorde især meget ud af at fortælle om vigtigheden af, at man som socialrådgiver ikke har for mange sager, for alle socialrådgivere ved, hvor afgørende det er for at kunne nå at gøre sit arbejde. Vi har så mange kolleger rundt omkring i landet, som lider under alt for høje sagstal. Vi ved bare, at det koster stresssygemeldinger og høj personaleomsætning. Vi skal virkelig passe på hinanden i vores fag,” siger tillidsrepræsentant Lotte Jonasson Sejlund, og Tanja Konstmann Mühl tilføjer:

”Det er ekstremt vigtigt, fordi vi jo har med sårbare borgere at gøre, som ellers skal finde sig i at skifte socialrådgiver utroligt mange gange.”

I dag arbejder afdelingen også målrettet med de høje følelsesmæssige krav, der findes i socialfagligt arbejde.

”Vi sidder på et belastet område, så det kræver, at der er psykologisk tryghed på vores arbejdsplads. Ellers fungerer det ikke,” siger Lotte Jonasson Sejlund.

Beskæftigelsesministeren var også nysgerrig på forholdene i jobcentrene, og her kunne Lotte Jonasson Sejlund, som har erfaring fra en tidligere ansættelse i jobcentret, fortælle ministeren, at et lavt sagstal også har stor betydning for at forebygge stress på beskæftigelsesområdet.

Børne- og Familieafdelingen i Aabenraa Kommune var inviteret ind som én af bare fem arbejdspladser i Danmark. Invitationen til rundbordssamtalen med beskæftigelsesministeren er formidlet af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Socialrådgiverforening.