Signe Færch om OK24: Socialrådgiverne fortjener mere i løn
I sidste uge afleverede Signe Færch socialrådgivernes krav til arbejdsgiverne i regionerne. Dermed har alle de offentlige arbejdsgivere fået at vide, hvad Dansk Socialrådgiverforening vil kæmpe for ved de igangværende forhandlinger om en ny overenskomst.
– Socialrådgiverne udfylder en afgørende rolle i vores samfund, for det er os, der binder velfærden sammen. Det gør vi som regel under nogle ret svære vilkår, og det bør vores løn afspejle i langt højere grad, fortæller Signe Færch, der er forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening.
Overenskomsten er den aftale mellem fagforeninger og arbejdsgivere, som sætter rammen omkring løn, ferie, pension, arbejdstid og meget andet.
Derfor er det også ved de igangværende overenskomstforhandlinger – forkortet OK24 – at slaget om de næste års lønstigninger i den offentlige sektor skal stå.
– Lønstigninger står øverst på listerne over de krav, som jeg i den seneste tid har afleveret til arbejdsgiverne i kommunerne, regionerne og staten, for socialrådgiverne fortjener ganske enkelt mere i løn. Men vi stiller naturligvis også krav om et bedre arbejdsmiljø, f.eks. ved at give nyuddannede ret til gode intro- og mentorordninger, siger Signe Færch.
Arbejdsgiverne i det offentlige har ved flere lejligheder forsøgt at lægge en dæmper på lønmodtagernes forventninger til OK24 med henvisning til, at man vil lande en ”ansvarlig” overenskomst. Det får dog ikke Signe Færch til at miste modet:
– Fra mit perspektiv er det ansvarlige at styrke velfærden med bedre vilkår til f.eks. socialrådgiverne. Så selvom arbejdsgiverne trækker i den anden retning, så vil vi i DS kæmpe benhårdt for et resultat, som socialrådgiverne kan se og mærke. På lønsedlen og på arbejdsmiljøet, afslutter Signe Færch.
Hvis du gerne vil læse mere om OK24-forhandlingerne, så kan du klikke her. Hvis du gerne vil læse mere om DS’ krav til OK24-forhandlingerne, så kan du klikke her.