Nu stiger din løn og pension
Fra april stiger lønnen for mange socialrådgivere i kommuner, regioner og staten som et resultat af OK24, mens pensionen forhøjes for alle offentligt ansatte socialrådgivere. Derfor bør du tjekke din lønseddel for april ekstra grundigt.
Der er lønstigninger på vej til mange socialrådgivere som en del af den overenskomst, Dansk Socialrådgiverforening forhandlede i 2024 (OK24). OK24-resultatet betyder, at din løn og pension kan se anderledes ud fra april. Tjek derfor din lønseddel grundigt for at sikre, at både løn og pension er korrekt beregnet.
Vi ved, at løn og pension kan være en jungle at finde rundt i. Her får du et overblik over de stigninger, der gælder fra 1. april 2025.
Lønstigning til udvalgte grupper
Lønstigningerne pr. 1. april skyldes målrettede forbedringer, som løfter grundlønnen for socialrådgivere på udvalgte løntrin i kommuner, regioner og staten.
For kommunalt og regionalt ansatte socialrådgivere, der er omfattet af forbedringerne, betyder det månedlige lønstigninger på mellem 280 og 950 kroner.
Forbedringerne supplerer de generelle lønstigninger, der blev aftalt ved OK24.
Generelle lønstigninger til statsansatte
Hvis du er ansat i staten, kan du se frem til en generel lønstigning på 0,41 procent. Derudover får socialrådgivere i staten på udvalgte løntrin også målrettede forbedringer.
Ved OK24 forventede man en positiv udmøntning fra reguleringsordningen, der sikrer en parallel lønudvikling mellem det private og offentlige arbejdsmarked. Formålet er at undgå for store lønforskelle mellem de to sektorer.
Det har dog vist sig, at lønnen i det private ikke er steget så meget som forventet. Derfor udmønter reguleringsordningen negativt, hvilket betyder, at den samlede lønregulering bliver 0,41% i stedet for de forventede 1,31%.
Den næste generelle lønstigning for kommunalt og regionalt ansatte socialrådgivere kommer 1. oktober 2025 og for statsansatte socialrådgivere den 1. november 2025.
Højere pension til alle
Med OK24 sikrede Dansk Socialrådgiverforening højere pension til alle offentligt ansatte socialrådgivere. Fra 1. april 2025 vil de kommunalt og regionalt ansatte (basismedarbejdere) få minimum 16 procent i pension, mens statsansatte socialrådgivere når op på 18,4 procent.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til din løn eller pension, opfordrer vi dig til at kontakte din tillidsrepræsentant. Du er også velkommen til at ringe til Dansk Socialrådgiverforenings Medlemsservice på tlf. 70 10 10 99.