OK26: Den første lønstigning er på vej til dig
Du kan som offentligt ansat socialrådgiver allerede nu glæde dig til at få de første lønstigninger, som er et resultat af de netop overståede overenskomstforhandlinger. Det er en god idé at tjekke din lønseddel.
Medlemmerne på både det kommunale, regionale og statslige område har stemt stort ja til overenskomstresultaterne. Det betyder, at de aftalte lønstigninger nu bliver til virkelighed. Herunder kan du se, hvor meget din løn stiger afhængigt at, hvor du er ansat.
Kommunalt- og regionaltansatte stiger 2,4 procent
Lønstigningerne er fordelt over de treårige overenskomstperioder. For kommunalt og regionalt ansatte socialrådgivere gælder det, at den første og største lønstigning på 2,4 procent kan ses på lønsedlen for april-lønnen, som bliver udbetalt i maj måned.
Det gælder for alle kommunalt og regionalt ansatte. Tjener du for eksempel 35.000 kroner om måneden, vil du stige med cirka 840 kroner om måneden plus pension.
Statsansatte stiger 1,28 procent
På statens område er der generelle lønstigning på 1,28 fra 1. april 2026. Tjener du for eksempel 35.000 kroner om måneden, vil du stige med 448 kroner om måneden plus pension. På statens område er lønstigningerne også fordelt hen over overenskomstperioden med de største stigninger i 2027 og 2028.
Hold øje med din lønseddel
Da man som udgangspunkt er bagudbetalt, betyder det, at lønstigningen først fremgår på den lønseddel, som kommer her sidst i maj. I enkelte tilfælde måske en måned senere – men under alle omstændigheder får du lønstigningerne med tilbagevirkende kraft fra 1. april.
Udsigt til flere lønstigninger
Overenskomstresultatet sikrer dig flere lønstigninger i den treårige overenskomstperiode, så lønnen løftes gradvist. Du kan læse mere om lønstigningerne og de andre resultater fra OK26 her: LINKSocialraadagiverne.dk/OK26
Hvis du har brug for hjælp til at tjekke din lønseddel, kan du kontakte din tillidsrepræsentant eller ringe til Medlemsservice på 70 10 10 99 eller kontakt@socialraadgiverne.dk