Ny kampagne skal forbedre socialrådgivernes arbejdsmiljø
Torsdag lancerer Dansk Socialrådgiverforening kampagnen Tid til socialt arbejde, som skal sætte fokus på konsekvenserne af det tidspres, som alt for mange socialrådgivere oplever.
At arbejde for et godt arbejdsmiljø er en kerneopgave for enhver fagforening, og det har altid været en topprioritet i Dansk Socialrådgiverforening (DS). Alligevel er socialrådgiverne den mest stressede faggruppe i Danmark.
Derfor lancerer DS torsdag kampagnen Tid til socialt arbejde. Det fortalte DS’ formand Mads Bilstrup i sin åbningstale på Socialrådgiverdage 2019.
– Tiden er kommet til at råbe politikerne op. Det er dem, som er ansvarlige for alle de unødige dokumentationskrav, det er dem som finder på de evindelige reformer, og laver konstante omorganiseringer. Det er dem, som giver os flere og flere arbejdsopgaver, uden at der følger tid og nye kollegaer med, sagde Mads Bilstrup.
Det har mange steder ført til et voldsomt tidspres, og kampagnen skal åbne politikernes øjne for, hvad tidspresset gør ved socialrådgivernes arbejdsmiljø og ved det sociale arbejde.
– Vi kender det dybe sug af frygt i maven efter en endt arbejdsdag. Vi har alle ligget søvnløse og tænkt: Hvis sag var det, som vi ikke havde tid til at behandle i dag? Vi mærker det på egen krop. Vi kan se det på vores kollegaer. Hver tredje socialrådgiver er stresset, sagde Mads Bilstrup.
I løbet af kampagnen vil DS bede alle medlemmer om at komme med eksempler på tidspresset og hvordan det går ud over deres arbejde. De eksempler vil DS bringe videre til de beslutningstagere, som har ansvaret for at rette op på problemerne.
– Lad os sammen vise Folketinget og regeringen, hvorfor socialt arbejder kræver tid. Lad os sammen kæmpe for et godt arbejdsmiljø, sagde Mads Bilstrup.
Torsdag får alle medlemmer af DS en mail om kampagnen Tid til socialt arbejde. Men du kan allerede nu gå ind på tidtilsocialtarbejde.dk og skrive dig op til kampagnen.