“Vi skal opleve fællesskabet, selv om vi sidder hver for sig”

Den 5. november kom beskeden: ”Syv nordjyske kommuner – heriblandt Brønderslev – lukkes ned, og kommunegrænsen må ikke krydses, grundet smitte hos mink og risiko for cluster 5.”

Min første tanke: ”Nej, det magter jeg ikke.” Afløst af: ”Hvad kommer det til at betyde for mine kolleger, vores arbejde og borgerne?”

Få dage senere står det klart, at beskæftigelsesindsatsen ikke er suspenderet, men at borgernes praktik i andre kommuner sættes i bero – og sidst, men ikke mindst: Alle jobcentermedarbejdere skal arbejde hjemmefra.

For en af mine borgere betød nedlukningen, at hun ikke kunne starte i praktik i en virksomhed i Aalborg Kommune. Hun var rigtig ked af det – havde glædet sig til at starte på arbejdsmarkedet. Hun er bange for, at de psykiske udfordringer blusser op igen. Vi lavede en aftale om, hvad hun selv kunne gøre, og hvordan jeg kunne støtte hende, indtil vi igen kan etablere praktik.

En anden af mine borgere var så ked af nedlukningen og af at gå glip af sin praktik, at hun i samme øjeblik, som nedlukningen af de syv kommuner blev ophævet, selv kontaktede arbejdsgiveren for at høre, hvornår hun måtte komme tilbage.

Som fællestillidsrepræsentant er jeg i dialog med kollegerne om, at vi også denne gang skal klare det og støtte hinanden. Med frokostmøder på Teams og opbakning fra ledelsen. At vi oplever fællesskabet og faglig sparring, selv om vi sidder hver for sig.

Det er et væld af konsekvenser sådan en lille virus kan have, og så har jeg slet ikke været omkring minkene, familierne, de, der bliver ledige, og virksomhederne, som må lukke. Der bliver behov for særligt fokus og støtte.

Jeg må tro på, at det bliver godt igen – og nu er vi delvis tilbage på arbejdspladsen.