Vi har brug for hinanden – lige nu …
Lige nu ved jeg bare, at der er brug for, at vi råber op, brug for at vi kæmper imod. Brug for, at vi ikke lader fanden tage de svageste... Lige nu har de, der har for lidt, og vi, der ved det, brug for at stå sammen. Lige nu...
KLUMME FRA PRAKSIS: Lige nu sidder mødre og fædre og gruer for, hvordan de skal betale næste husleje… Hvordan de skal klare at navigere i en økonomi, der i forvejen var svag, men nu bare ikke hænger sammen. De er pressede – menneskeligt, økonomisk og på alle mulige andre måder. De fleste hører vi ikke i debatten. De putter sig – skammer sig – og orker ikke alle de nedladende “gode råd” om, hvordan de “bare” kan flytte til noget billigere, skille sig af med hunden, finde et job, lade være med at ryge – og at det ville have været bedre, hvis de ikke var blevet arbejdsløse, syge, havde fået flere børn end de kunne forsørge …
Lige nu drives nogle af dem til randen af desperation. De kan kun se lukkede døre, for mulighederne er små og problemerne store – alt for store for alt for mange.
Lige nu sidder der socialrådgivere bag skriveborde med alt for travle kalendere, whiteboards med gule magneter og borgere med alt for røde tal i budgetterne … De ved ikke, hvad de skal sige eller gøre eller støtte med – for kontanthjælpsloftet gør det ikke ligefrem nemt at hjælpe de mennesker, de har uddannet sig i at rådgive.
De sidder i frontlinjen. Møder angsten for ikke at klare den, frygten for at miste boligen, angsten for hvad der sker med børnene, afmagten og vreden mod et hjælpesystem, der ikke rigtigt ligner noget, der kan hjælpe. De har ikke nogen jobs at dele ud af, ingen billige boliger, ingen veje uden om det der kontanthjælpsloft.
Lige nu sidder en flok velnærede, verdensfjerne, borgerlige landspolitikere og tænker i, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er de enige om, lige nu. Og de ved, at folk bliver fattige, men det synes de må være kommunernes problem. For det er jo i kommunerne, der mangler jobs og boliger, der kan betales, lige nu…
Af og til er vores verdener temmelig langt fra hinanden, selv om afstanden målt i kilometer ikke er noget at prale af. Lige nu er vores velfærdssamfund ikke rigtigt noget, jeg har lyst til at prale af.
Lige nu ved jeg bare, at der er brug for, at vi råber op, brug for at vi kæmper imod. Brug for, at vi ikke lader fanden tage de svageste… Lige nu har de, der har for lidt, og vi, der ved det, brug for at stå sammen. Lige nu…
Lige nu har vi brug for hinanden, for mod, for modstand, for faglige fællesskaber.