”Verden har brug for humor, og det har socialt arbejde også”
Professor i socialt arbejde, Lars Uggerhøj, har i årevis stået på scenen med Aarhus Revysterne, hvor han med satire og sang har vendt blikket mod socialrådgivernes hverdag. Vi har spurgt ham, hvordan humor kan bruges i socialt arbejde.
Foto: Rasmus Falck
– For mig er humor en god blanding: Når jeg er Kloge-Åge, så længes jeg mod Narren. – og når jeg er Narren, så længes jeg mod Kloge-Åge. Det er et spænd, jeg befinder mig godt i, og hvor man hele tiden lige sparker sig selv bag i.
Da jeg arbejdede som socialrådgiver, var humor en måde at slippe lidt væk på. Man tænker meget på sit arbejde, når man er socialarbejder. Det kan tit blive ret tungt. Der kan humoren være med til at løsne op.
Jeg kan huske engang for en del år siden, da de første diskussioner om socialrådgivere og udfordringer om stress dukkede op. Det var vanskeligt for folk at snakke om, og det var tabubelagt. Så lavede vi en sketch i Aarhus Revysterne, som handlede om en helt gakket socialrådgiver og en lige så gakket arbejdsgiver og borger. Alt i den sketch gik op i hat og briller, og folk var ved at omkomme af grin, fordi vi forstørrede alt det, der sker, når man er stresset. Bagefter kom der en og sagde: ”Tak, fordi I fik den diskussion ud i det åbne. Nu kan vi snakke om det.”
Kan man gøre grin med alt?
– Jeg bliver tit spurgt, om man kan gøre grin med alt, og mit svar er altid, at det er respektløst ikke at gøre det. For hvis du holder nogen udenfor, fordi ”det er nok synd for dem,” så signalerer du, at de ikke tilhører samfundet lige så meget som os andre. For eksempel har ”Foreningen forældre til anbragte børn” inviteret os flere gange, og hvis nogen har været forargede, så har det altid været på andres vegne.
Vi lavede engang et nummer, der hed ”Muslimsk strip”, hvor en kvinde kommer ind i niqab, der bliver spillet forførende musik, og så smider hun tøjet gennem ærmerne på niqaben. Bagefter kom der en op og sagde, at det kunne vi ikke tillade os. Men det var altså hverken en muslim eller en i niqab, som klagede over det.
Kæmp for satiren
– Satiren skal træde nogle over tæerne og lade andre krumme tæer en smule. Men det er vanskeligt i dag, fordi det kan opfattes som krænkende. I humoren er satiren det, som vi kalder det kritiske blik i min akademiske verden. Derfor er det værd at kæmpe for satiren – og det, at nogle skal blive ramt af den. Ikke ondskabsfuldt, men rammende.
Vi lukker og slukker for revygruppen nu, fordi folk er flyttet, og det er blevet sværere at samle os. Og så er der en del nye knæ og hofter, som også driller. Jeg er allermest glad for, at vi i Aarhus Revysterne har fået givet et andet blik på socialt arbejde og tit har fået medarbejdere, ledere og politikere til at sidde i samme rum og grine ad nogle af de ting, der foregår. Det giver et fællesskab på tværs af boblerne, at man griner sammen – og verden har brug for humor, og det har socialt arbejde også.”
» Læs mere om Aarhus Revysterne på socialraadgiverne.dk/historie
CV Lars Uggerhøj
73 år, Aarhus
2012 – nu Professor, Aalborg Universitet. Har forsket i magt og mødet mellem klienter og de offentlige myndigheder samt udviklet praksisforskning
2013 – 2024 Studieleder for to internationale masteruddannelser i socialt arbejde
2005 Studieleder for landets dengang eneste kandidatuddannelse i socialt arbejde
1980 – 2025 Med i Aarhus Revysterne
1980 – 1986 Fællestillidsmand i Aarhus Kommune
1978 Uddannet socialrådgiver
Er medlem af redaktionen bag ”Uden for nummer”, tidsskrift for forskning og praksis i socialt arbejde, udgivet af Dansk Socialrådgiverforening m.fl.