Toke Bendix’ beslutning efter stress-sygemelding: ”Jeg nægter at være en del af en kultur, hvor det er normalt at gå ned med stress”

Jeg stod ikke længere og hængte ud ved kaffeautomaten, og de små snakke med kollegerne ­prioriterede jeg ikke. Jeg sad mere og mere med snuden i en skærm og troede, at jeg fik lavet en hel masse – uden at jeg egentlig fik lavet ret meget.

Mens socialrådgiver Toke Bendix Lobbens begynd­te at isolere sig på sit kontor, voksede bunken af opgaver på skrivebordet.

– Jeg følte, at jeg havde fuldstændig styr på det. Men set i bakspejlet brugte jeg mere tid på at tage mig sammen, så selv de små opgaver, virkede enorme.

Vi møder socialrådgiver Toke Bendix Lobbens på Institut for Blinde og Svagsynede (IBOS) i København – et halvt år efter, at han er vendt tilbage til sit job efter fem måneders sygemelding på grund af stress.

Han har arbejdet på instituttet i seks år. Som udførende socialrådgiver uden myndighedsansvar rådgiver Toke Bendix Lobbens myndighedssagsbehandlere i hele landet om borgere med synshandicap.

– Man kan sige, at jeg spiller dem gode. Meget af mit arbejde handler også om at støtte unge i deres synsrehabilitering og afklaring i forhold til uddannelse, job og eventuel integration og at hjælpe dem med at navigere i et komplekst system, siger han og fortsætter:

– Et aktuelt eksempel er en ung mand, der oprindelig blev vurderet til at have en lav IQ på baggrund af en visuelt baseret neuropsykologisk udredning. Ved en ny udredning, der tog højde for hans synsnedsættelse, viste det sig, at han ligger inden for normalområdet. Han er både syns- og hørehæmmet og har behov for korrekt kompenserende hjælpemidler. Jeg støtter ham i forhold til jobcenter, opholdstilladelse og med at finde et botilbud med henblik på at komme i egen bolig på sigt.

Arbejdet fulgte med hjem

På instituttet bor 33 borgere med nedsat syn i kortere eller længere perioder for at lære at håndtere deres synshandicap. Stedet er indrettet med værksteder, klaver og en sansehave, som der er udsigt til fra Tokes kontor.

Langs gangene hænger tredimensionelle kunstværker: To overdimensionerede blyanter, kunstgræs med en lilla blomst, en stor samling nøgler. Værkerne symboliserer lokalernes funktion, og uden for Tokes kontor hænger et udskåret paragraftegn i træ.

– Det er både dekorativt og funktionelt. Borgerne med synshandicap kan orientere sig ved at føle sig frem, forklarer Toke Bendix Lobbens.

Op til sin sygemelding arbejdede han om aftenen. Om natten. Og i weekenderne. Samtidig forsøgte han at være en nærværende far og partner – men følte, at han svigtede begge steder.

– Jeg begyndte at tage flere hjemmearbejdsdage for at prøve at komme til bunds i opgaverne. Jeg arbejdede om aftenen – og nogle gange om natten, for når jeg alligevel ikke kunne sove, kunne jeg lige så godt arbejde med nogle sager.

En skygge af sig selv

Der var ingen, der sagde noget. Og da hans kone bemærkede, at noget var galt, slog han det hen.

– Jeg troede bare, jeg skulle trykke lidt hårdere på speederen. Min kone trak sig, og det gjorde børnene også. Ikke med ord, men med blikke, stilhed og afstand. Jeg var hjemme fysisk, men jeg sad mest og gloede ned i min telefon. Jeg blev en skygge af den far, jeg gerne ville være.

Op til sommerferien sidste år pressede konen på, og Toke kontaktede sin læge. Lægen foreslog, at Toke skulle melde sig syg. Men Toke ville lige afslutte bunken af opgaver først – og så havde han jo sommerferie, hvor han kunne få slappet af. Lægen ville dog gerne se ham igen allerede ugen efter.

Besøget hos lægen satte en masse tanker i gang.

– Jeg har jo ikke fået børn for ikke at være sammen med dem. Det var et brændende ønske at få dem – og så sidder man der med telefonen og har intet overskud efter arbejde. Det gik op for mig, at sådan et liv ville jeg ikke have.

– Jeg sagde nej til en sygemelding i første omgang, men da jeg kom tilbage en uge senere, kunne jeg mærke: Måske er det nu, jeg skal begynde at lytte. For som min læge sagde: ”Du skal ikke bruge din ferie på at være syg. Så nu sygemelder jeg dig med en belastningsreaktion.” Her blev han meget firkantet – og det er jeg glad for i dag.

Tårnhøje forventninger

Toke Bendix Lobbens fortæller, at han altid har krævet meget af sig selv og i en periode tog ansvar for rigtig mange opgaver.

– Jeg har altid haft tårnhøje forventninger til min egen arbejdsindsats og til det produkt, vi som højtspecialiseret enhed skal levere. Jeg har påtaget mig flere opgaver, end jeg egentlig skulle – også uden at orientere ledelsen om det. Og jeg har også involveret mig i en række udviklingsprojekter, og på et tidspunkt begyndte balancen at tippe.

Toke Bendix Lobbens oplever også – som mange andre socialrådgivere – at økonomi ofte overskygger de socialfaglige vurderinger.

– Jeg har en borger med både syns- og hørenedsættelse. Kommunen har besluttet at stoppe hans undervisningsforløb og i stedet sende ham i et aktivitets- og samværstilbud – af økonomiske grunde. Sagsbehandleren er ikke enig i beslutningen, men kan ikke gøre noget.

– Kommunens beslutning risikerer at spilde både borgerens og samfundets investeringer. Og det skaber stress, fordi det modarbejder formålet med mit arbejde. Det slider ikke bare på engagementet, men også på mig som menneske.

At blive mødt

Inden sygemeldingen havde han ikke fortalt om sin situation til hverken leder eller kolleger.

– Jeg måtte med en klump i halsen ringe og fortælle en af lederne – min egen leder var gået på ferie – at jeg var blevet sygemeldt uden at vide, hvor længe det ville vare.

Allerede dagen efter ringede Københavns Kommunes HR-afdeling med tilbud om psykologsamtaler.

– Jeg siger ja tak, for på det tidspunkt har jeg endnu ikke helt defineret, hvad det egentlig er, der sker med mig. Fra jeg har den første samtale med lægen, til jeg bliver sygemeldt og sidder over for en psykolog, går det hele meget hurtigt. Jeg kan mærke, at noget er galt – at der er noget, jeg vil ændre – og at jeg ikke kan klare det alene.

Han fik først bevilget tre psykologsamtaler – senere udvidet til fem.

– Det hjalp mig med at konkretisere, hvad der havde gjort mig så belastet – og hvor jeg kunne ændre noget.

– Jeg havde nok svært ved at række ud, og fordi det hele gik så hurtigt og lå lige op til en ferie, var det en lettelse, at jeg kunne få akut hjælp fra en psykolog. Men det har også betydet meget at mærke den store opbakning fra kolleger og særligt ledelsen.

Stress skal ikke normaliseres

Under sygemeldingen havde han løbende samtaler med sin leder. Kollegerne sendte blomster og beskeder. Der har ikke været ansat en vikar, men ledelsen tog sig af hans opgaver, og jurister fra kommunen hjalp til.

– Mine ledere havde endda ryddet op i min mailboks, så det var overskueligt at vende tilbage. Meget administrativt arbejde er nu flyttet til teamlederne, og det giver mig mere tid til det, der giver mig arbejdsglæde: Kontakten med borgerne.

Toke Bendix Lobbens understreger, at det er vigtigt, at vi ikke bagatelliserer stress – selv om det rammer mange inden for faget.

– En kollega spurgte, om det ”bare var den klassiske stress.” Det ramte mig. Det lød som noget forventeligt – et vilkår i faget. Men det skal ikke normaliseres. Det er alvorligt.

Han fortæller om en episode under sygemeldingen, hvor han pludselig fik et sammenbrud.

– Jeg var i supermarkedet og tænkte: Det går da meget godt. Pludselig brød jeg bare sammen og begyndte at tude. Jeg stillede kurven og kørte hjem. Stress koster – både menneskeligt og fagligt.

Psykisk pres

Da Toke Bendix Lobbens kom tilbage på job, valgte han at være åben over for kolleger og ledelse om sit forløb og årsagerne til stress, og han har taget erfaringerne med ind i sin rolle som tillidsrepræsentant.

Han oplever i dag, at der i hans afdeling er en voksende kultur for at tale åbent om belastninger og støtte hinanden.

– Det er vigtigt, at tale højt om stress – ikke at gemme det væk. Jeg har også kolleger, som jeg indimellem kan være bekymret for – især når der opstår spidsbelastninger. Men vi er i gang med en kulturændring, hvor vi taler mere åbent om belastning og stress, siger han.

– Jeg er hurtig til at spørge en kollega, om vi sammen skal gå ind til lederen og tage en snak. Det er langt bedre at tage det i opløbet – for det kan være en lang periode, hvor vi skal undvære en kollega, siger han og fortsætter:

– Vi får tilbud om supervision tre gange pr. halve år – og det er et ufravigeligt krav for os medarbejdere.

Snakken om forebyggelse bringer samtalen videre til endnu et aktuelt tema: Den forhøjede pensionsalder. Toke, som er 37 år, tvivler på, at han kan holde til at være i faget, til han bliver 70 år.

– Man taler meget om fysisk nedslidning, men man skal ikke undervurdere det psykiske pres i vores arbejde. Når man dagligt møder mennesker i svære livssituationer, sætter det sig også – måske ikke i kroppen som hos en jord- og betonarbejder, men det slider alligevel.

Computer bliver på jobbet

Hverdagen er stadig travl, men strukturen har ændret sig. Toke Bendix Lobbens starter dagen med en halv time til at danne sig et overblik og håndtere mails – en tid, der er beskyttet mod mødebookinger. Han sørger også for at have luft mellem møderne og undgår de tætpakkede kalendere, der før kunne presse.

Og nu lader han telefon og computer blive på kontoret, når det er fyraften.

– For mig handler det om ikke at gå på kompromis med den, jeg gerne vil være – og først og fremmest vil jeg være familiefar. Socialrådgiverfaget er mit arbejde, men det må ikke fylde derhjemme. Selv små ting som ikke at tage computeren med hjem gør en forskel. Det kunne være fristende lige at tjekke, hvad der venter i morgen, men det har jeg jo sat en halv time af i kalenderen til hver morgen.

Prioriteringsmøder

Han fortæller, at faste møder med afdelingslederen er blevet en vigtig støtte i hverdagen.

– Jeg har fået et tættere samarbejde med min leder, hvor jeg tør sige: ’Det her har jeg svært ved at nå – hvad tænker du om prioriteringen?’ Vi har løbendesamtaler om, hvor vi er, hvad vi når, og hvad vi ikke når. Det handler også om at turde sige: ’Nu har jeg lavet en fejl,’ eller ’Her må vi skrue lidt ned for kvaliteten.’

– Jeg er tilbage på arbejde nu. Men jeg er forandret. Nogle kolleger har bemærket, at jeg virker mere skrap, men det er ikke hensigten. Jeg er bare blevet mere bevidst om, hvad jeg skal bruge min tid på – og hvad jeg ikke skal.

Forandringen er stadig i proces, understreger han.

– Jeg bliver stadig fanget i gamle mønstre – jeg er slet ikke i mål endnu, og det kommer jeg måske aldrig helt. Men jeg er på vej, og heldigvis gør jeg det i tæt samarbejde med min leder.

– Jeg har arbejdet med mig selv. Jeg har genopdaget mine grænser, og jeg øver mig i at holde fast i dem. Jeg er blevet bedre til at sige nej. Og jeg har besluttet mig for én ting: Jeg vil ikke være en del af en kultur, hvor det er ”normalt” at gå ned med stress.

---

Skab en støttende arbejdspladskultur

• Sæt det kollegiale fællesskab højt – det fungerer som en buffer mod stress.
• Lav normer for god omgangstone.
• Husk at støtte hinanden med praktisk hjælp.
• Hold pauser – og tal med hinanden om det, der fylder – både i jobbet og derhjemme.
• Anerkend den gode indsats.
• Ros og værdsæt­telse er vigtig, også fra kolleger.

Kilde: socialraadgiverne.dk/stress

---

Bag om historien
Dansk Socialrådgiverforenings vilkårsundersøgelse viser, at cirka hver tredje socialrådgiver har følt sig stresset inden for de seneste to uger. Næsten 20 procent har været sygemeldt på grund af arbejdet. Over 60 procent er mødt på arbejde, selv om de var syge, og 18 procent forventer at blive sygemeldt med stress i løbet af deres arbejdsliv..

---

Institut for blinde og svagsynede (IBOS) hører under Københavns Kommune, men er landsdækkende og arbejder med borgere i hele Danmark. Medarbejdere er specialiserede i at arbejde med mennesker med nedsat syn og blindhed, fordelt på forskellige fagområder. IBOS er også VISO-KaS-leverandør (Koordinering af Specialrådgivning) og tilbyder gratis specialrådgivning og udredning i hele landet.

---

» Læs mere om at forebygge stress – og om hvordan du vender tilbage til job efter en stress-sygemelding