”Tak fordi du lyttede“

KLUMME FRA PRAKSIS: Jeg tror, at frygten altid vil ligge der. Men den er nemmere at håndtere, når der bliver sat ord på, og når man oplever, at andre forstår.

Alle de borgere, som jeg arbejder med, har været i systemet i flere år – nogle helt op til 30 år. Mange af dem kan fortælle om en hjerteskærende opvækst. Jeg skal være deres støtte i en kritisk overgang, og denne overgang er i deres tilfælde overgangen fra offentlig forsørgelse, til – hel, eller delvis – selvforsørgelse.

Da jeg for femte gang var på hjemmebesøg hos ”en af mine”, havde vi efterhånden fået talt både fortid og fremtid igennem. Hans historie omhandlede en del svigt, misbrug og kriminalitet, afbrudte kontakter og så videre. Hans drøm er ”et normalt liv”, og hans definition på et sådant liv omhandler et reelt job, en lovlydig omgangskreds, intet misbrug og samvær med sin datter. I realiteten nogle realistiske og opnåelige drømme.

Ved vores seneste møde fortalte han, at han frygtede at fejle. Han er bekymret for, om hans radikale skift af livsstil overhovedet kan lykkes for ham. Kan han finde ud af noget så simpelt som at tale med ”almindelige mennesker”? Han forsøgte at forklare mig det ved at citere fra bogen ”Fra broderskab til mønsterbrud” af Rolf Hermansen.

”Jeg havde helt styr på det miljø, jeg kom fra, jeg kommunikerer meget klart og fint der. Du gør sådan her, ikke, ellers er der klask. Modtaget? Bydeform og spørgsmål. Meget enkelt. Dette her, det var virkelig noget andet. Man skulle tale sig frem til, hvad der skulle ske. Der var ikke noget hierarki. Der var ingen boss.” (s. 317).

Og ja, det er ”bare” et arbejde, helt ærligt, hvor svært kan det være? Sandheden er, at det skridt, vi beder dem om at tage, er så stort, at det kan være svært at sætte sig ind i.

Jeg ved godt, hvad han mener, og hvordan han har det. Frygten for at blive afsløret som den, der faktisk ikke ved noget, som den, der ikke har styr på det, som den, der bliver ekskluderet fra fællesskabet, fordi man ikke passer ind.

Jeg tror altid, at frygten vil ligge der. Vi, der har oplevet det, som børn ikke burde opleve, og som pludselig vælger at mænge sig med ”de normale”, vil være nødt til at leve med den frygt resten af livet. Men den er nemmere at håndtere, når der bliver sat ord på, og når man oplever, at andre forstår.

De som har været i systemet i så mange år, er ikke ”bare dovne”. Det er ofte de børn, der blev skammet så meget igennem deres opvækst, at de nu er så bange for at fejle, at det nemmeste er at lade være med at forsøge.

Da vores samtale var ved at slutte, sagde han til mig ”Hvor var det rart at få sat ord på, og at se det blive modtaget og forstået. Det er svært at være alene med den frygt. Tak fordi du lyttede.”