Studerende bygger bro mellem hjemløse og kommunen

I Aarhus fungerer en gruppe socialrådgiverstuderende som bisiddere for hjemløse. I Odense og København er der bisidderkurser på vej. Projektet skaber forståelse og tillid mellem hjemløse og socialrådgivere.

– Socialrådgivere uddanner sig jo ikke til socialrådgivere for at tage røven på folk. Selvfølgelig gør de ikke det. Men sådan en følelse kan man godt nogle gange sidde med, når man har været mødt med rigtig mange svigt.

Det fortæller Christina Strauss, formand for De Hjemløses Landsorganisation SAND. Hun har tidligere været hjemløs i flere år, og som hjemløse har man en meget lav tillid til systemet, oplever hun.

– Socialrådgiverne på kommunen bliver set som systemet, der bare vil have os ned med nakken og sende os i jobtræning, selv om man måske bor under en bro og ikke ved, hvor man skal få mad fra, siger Christina Strauss.

SAND har længe uddannet de hjemløse til at kunne varetage deres egne interesser i det kommunale system og være bisiddere for hinanden. Men de er også begyndt at invitere socialrådgiverstuderende med på deres bisidderkurser, fortæller Nancy Pelle, der er socialrådgiver i SAND.

– Vores bisidderkorps skal bygge bro mellem de hjemløse og de kommende socialrådgivere, for de skal sandsynligvis møde hinanden på et senere tidspunkt, og derfor er det så vigtigt at få nedbrudt de her fordomme og mistillid nu, siger hun.

Mennesket bag hjemløsheden

For SAND handler det også om at klæde de kommende socialrådgivere på og lære dem at se mennesket bag hjemløsheden, fortæller Christina Strauss.

– Jeg tror på, at de bliver nogle bedre socialrådgivere af det, som tør lægge papirerne til side og i stedet spørge og lytte, siger hun.

Sammen med de socialrådgiverstuderendes organisation SDS har SAND arrangeret bisidderkurser i Aarhus, hvor halvdelen af deltagerne er studerende, og den anden halvdel er hjemløse, som er aktive i SAND. Her lærer bisidderne om hjemløselovgivningen, og de arbejder sammen om konkrete cases fra de hjemløses liv.

En af de hjemløse, som har været på bisidderkursus, er Svamp fra Esbjerg.

– Det er sjovt at kunne forme de kommende socialrådgivere og vise dem, hvordan vores virkelighed er. De siger tit, at loven siger sådan her, men så siger vi, at det kan godt være, men virkeligheden ser sådan her ud, siger Svamp.

For ham har det været en god oplevelse at arbejde sammen med de socialrådgiverstuderende.

– Det var utroligt, hvor glade de studerende var for at være med til at se det fra vores side, siger han.

Ikke en aggressiv vagthund

Til at starte med mødte SAND af og til modstand i kommunen, når en hjemløs havde en bisidder med til møde. Men nu har jeg flere gange oplevet, at jobcenteret ringer og spørger, om vi ikke kan hjælpe den her borger, fortæller Christina Strauss.

For SAND er det drømmescenariet, at kommunen også oplever bisidderne som brobyggere og ikke som modstandere.

– Vores bisiddere skal være samarbejdspartnere og mæglere, de skal ikke være en aggressiv vagthund, der siger ”han har fandme ret til det og det”. Det gør vi meget ud af, og derfor lærer de også om  konflikthåndtering på bisidderkurserne, siger Nancy Pelle.

SAND, De Hjemløses Landsorganisation, holder bisidderkursus for socialrådgiverstuderende fra hovedstadsområdet på Metropol Frederiksberg 17.-18. oktober. Tilmelding på rene@sandudvalg.dk.