Socialrådgivere i syv generationer

80 års-jubilæum: Vi har talt med socialrådgivere fra syv årtier. Hvad var tidens største udfordringer, da de var nyuddannede socialrådgivere? Hvorfor meldte de sig ind i Dansk Socialrådgiverforening – og hvad ser de, som de største udfordringer for socialrådgivernes arbejde her og nu?

”Det var jo før, Danmark fik fri abort”

Navn: Lilian Sørensen
Alder: 81 år (1937)
Bopæl: Farum
Uddannet: I 1962 i København
Job: Pensioneret i 1997. Har især arbejdet med psykisk udviklingshæmmede
Meldt ind i DS: I 1960
Tillidshverv i DS: Har siddet i bestyrelsen i kredsforeningen i Nordsjælland og har været valgt til repræsentantskabet i DS og siddet i flere udvalg – blandt andet et særudvalg om særforsorgens udlægning til kommunerne.

Hvad var tidens store udfordringer, da du blev uddannet socialrådgiver?

– Det største problem var mangel på ordentlige boliger, børnene blev simpelt hen syge af de dårlige boliger. Samtidig var de mange uønskede børn og synet på enlige mødre en stor udfordring for os socialrådgivere – det var jo før, Danmark fik fri abort. – Men der skete også en masse gode ting; revalideringsloven, dagpengene blev bedre, vi fik børneforsorgsloven af 1964 og senere bistandsloven.

Hvad var din motivation for at melde dig ind i Dansk Socialrådgiverforening?

– Som jeg husker det, var det dybest set en selvfølge dengang, at man meldte sig ind i sin fagforening. I studietiden var jeg praktikant under Aage Christensen, dengang næstformand i DS, så jeg fik det ind med praktikken. Samtidig havde DS før 1960’erne kontor på Den sociale Højskole i Randersgade, og formand Eva Gredal var ikke sådan at komme udenom, så vi blev alle sammen medlemmer af DS.

Hvor ser du de største udfordringer for socialrådgivernes arbejde pt.?

– Jeg har ikke arbejdet i 20 år, men den stigende ulighed i samfundet – både økonomisk, men også som i regeringens ghettoplan, hvor borgere ikke længere er lige for loven, det er en stor udfordring.

– Vi socialrådgivere er ofte blevet beskyldt for, at vi altid kan finde en undskyldning for at give en borger en ydelse, men med nutidens uanstændige behandling af mennesker, der for eksempel ikke kan arbejde, er man gået for langt. Et velfærdssamfund skal altid passe på dem, der ikke kan, så de også kan få et ordentligt liv.

”Det strømmede ind med arbejdsløse borgere”

Navn: Wilfried Ludvig Lauritzen
Alder: 75 år (1943)
Bopæl: Valby
Uddannet: I 1970 i København
Job: Pensioneret i 2008, men arbejdede de sidste 20 år på Herbergscentret Sundholm på Amager
Meldt ind i DS: I 1967
Tillidshverv i DS: I mange år formand for faggruppen “Socialrådgivere ved boformer for hjemløse” samt medlem af forskellige udvalg under DS.

Hvad var tidens store udfordringer, da du blev uddannet socialrådgiver?

– Da jeg blev færdig, var tiden stadig præget af højkonjunktur og lav arbejdsløshed, og i mit første job som familierådgiver var der rigeligt med penge og en progressiv holdning til socialpolitik. Men med den økonomiske krise strømmede det ind med arbejdsløse borgere. På det tidspunkt arbejdede jeg på et bistandskontor på Vesterbro, og vores arbejdsvilkår blev meget pressede. Så der var strejker og krav om mere personale.

Hvad var din motivation for at melde dig ind i Dansk Socialrådgiverforening?

– Jeg kommer ud af en arbejderfamilie, så jeg er opflasket med, at man er medlem af en fagforening. Det faldt bare naturligt dengang, så alle var medlemmer, og alle vidste, at hvis man var utilfreds med noget, måtte man forsøge at ændre det ved hjælp af fagforeningen.

Hvor ser du de største udfordringer for socialrådgivernes arbejde pt.?

– Socialrådgivere er optaget af at hjælpe borgerne, men for eksempel på beskæftigelsesområdet er de tvunget til at arbejde efter nogle meget barske regler og en masse strikse tidsfrister. En virkelighed, hvor det er vigtigt at solidarisere og stå sammen så mange som muligt. Men samtidig sker der en stigende individualisering i samfundet, hvor fagforeninger som DS har sværere ved at få organiseret socialrådgivere.

”Et umenneskeligt system slider på fagidentiteten”

Navn: Henrik Leo Mathiasen
Alder: 67 år (1950)
Bopæl: Aarhus
Uddannet: I 1978 i København
Job: Socialrådgiver på Døgncentret i Aarhus Kommune
Meldt ind i DS: I 1978
Tillidshverv i DS: Medlem af hovedbestyrelsen fra 1986 med en kort pause.

Hvad var tidens store udfordringer, da du blev uddannet socialrådgiver?

– Den socialfaglige udfordring, at vi som generalister skulle rumme hele sociallovgivningen, så jeg i mit første job skulle tale og arbejde med alt fra døende til arbejdsløse lastbilchauffører, misbrugere, handicap, børn og revalidering. Selv om jeg holder af en enkel struktur og tanken om én indgang for borgerne, så var det for bredt, og som nyuddannet var det en stor mundfuld.

Hvad var din motivation for at melde dig ind i Dansk Socialrådgiverforening?

– Som politisk aktiv på venstrefløjen kunne jeg ikke forestille mig at gøre andet. Så på andendagen på studiet kom jeg ind i De Studerendes Råd, og på tredjedagen ringede formanden for DS, Bjørn Christensen og forlangte, at jeg som studenterrepræsentant trådte ind i MPI-udvalget (Møde, Protokol, Information).

Hvor ser du de største udfordringer for socialrådgivernes arbejde pt.?

– Inden for det sidste års tid har vi socialrådgivere fået nogle voldsomme skrammer i omdømmet, fordi mange borgere synes, at de bliver behandlet kynisk og umenneskeligt. Så den største udfordring er, at vi skal udvikle faget, så vi med troværdighed kan vise, at vi er en faggruppe, der i vores praksis insisterer på borgernes værdighed.

– Som faggruppe skal vi erkende, at når vi sidder som forvaltere i et til tider umenneskeligt system, så er der en risiko for, at det slider på silken i både fagidentitet og arbejdsmoral, så vi selv bliver umenneskelige.

– Så vi skal være skarpe på og bevidste om, at det at være socialrådgiver ikke alene handler om at være en lydig forvalter, hvor vi administrerer inden for nogle kasser, men mere handler om, at vi sammen med borgerne skaber forandringer i borgerens liv.

”Det var en af de syv dødssynder ikke at være medlem af en fagforening”

Navn: Susanne Lyngsø
Alder: 58 år (1960)
Bopæl: Nivå
Uddannet: I 1986 i Odense
Job: Centerchef for Familie og Handicap i Fredensborg Kommune
Meldt ind i DS: I 1986
Tillidshverv i DS: Sad i DS’ hovedbestyrelse fra 2008-2016.

Hvad var tidens store udfordringer, da du blev uddannet socialrådgiver?

– For det første var der nogen ledighed, så det var ikke nemt at få job. Og fagligt set arbejdede vi under bistandsloven, hvor vi tog os af alt; beskæftigelse, børn, revalidering, handicap, misbrugere – alt under bistandsloven. Det gav nogle fordele, for man kom hele vejen rundt om familierne, men bestemt også nogle udfordringer, for man skulle sætte sig ind i rigtig meget lovgivning.

Hvad var din motivation for at melde dig ind i Dansk Socialrådgiverforening?

– Jeg kommer fra en familie, hvor det nærmest er en af de syv dødssynder, hvis man ikke er medlem af en fagforening og en a-kasse. Yderligere var en af mine fars nære venner formand for DS under konflikten i 1981, så allerede inden jeg begyndte at læse, interesserede jeg mig meget for de fagpolitiske spørgsmål i DS.

Hvor ser du de største udfordringer for socialrådgivernes arbejde pt.?

– To ting presser sig på. Siden man skilte områderne, har vi kæmpet med at få det socialfaglige arbejde til at hænge sammen igen. For i dag er de forskellige områder blevet så specialiserede med forskellig lovgivning og forskellige afdelinger med hver deres speciale, så det ikke hænger sammen i forhold til en helhedsorientering over for borgerne.

– Samtidig har vi lang vej igen i forhold til, hvordan man måler effekten af, hvad vi gør, uden at det bliver et bureaukratisk helvede. På den ene side er vi nødt til at dokumentere, hvad vi gør, men hvis det skal gøres seriøst, bliver det alt for bureaukratisk. Guldægget er at finde nogle veje, hvor fokus er, om dem, vi hjælper – borgerne – synes, at vores arbejde virker. En af nøglerne er, at vi skal holde op med at bilde os ind, at effektmåling er en videnskab.

”Vi blev kaldt klidmostre”

Navn: Trine Quist
Alder: 45 år (1973)
Bopæl: Aarhus
Uddannet: I 2000 i Aarhus
Job: Fællestillidsrepræsentant i Aarhus Kommune
Meldt ind i DS: I 1997
Tillidshverv i DS: Medlem af DS’ hovedbestyrelse siden 2010.

Hvad var tidens store udfordringer, da du blev uddannet socialrådgiver?

– Som faggruppe var vi i en årrække blevet kritiseret for at fastholde borgere i systemet – for at bevare vores egne jobs. Så vi var ilde set som faggruppe i de år. Vi blev kaldt klidmostre, og der var stor diskussion om, hvem vi egentlig var der for – borgerne eller os selv. Samtidig var der allerede i 2000 stor diskussion om, vi var slået fejl med integrationen af flygtninge og indvandrere.

Hvad var din motivation for at melde dig ind i Dansk Socialrådgiverforening?

– Det at være medlem af en fagforening har jeg fået ind med modermælken. Min morfar var formand for Malernes Fagforening i Randers, og begge min forældre har altid været medlem af fagforeninger, så det var en naturlig del af hjemmet. Vi er opdraget i en solidaritetsånd, hvor vi selvfølgelig løfter i flok og står skulder ved skulder. Så allerede da jeg arbejdede som ufaglært pædagogmedhjælper, var jeg tillidsrepræsentant, og derfor lå det også lige for at melde mig ind i DS, så snart jeg begyndte at læse til socialrådgiver.

Hvor ser du de største udfordringer for socialrådgivernes arbejde pt.?

– Socialrådgivernes pressede arbejdsmiljø er en stor udfordring. Ifølge en undersøgelse fra FTF er hver tredje socialrådgiver stresset, og det er en hård nød at knække. For det handler både om hele diskursen i den offentlige sektor, hvor en presset økonomi er styrende for socialrådgivernes arbejde. De har alt for meget at lave, og det er svært at få økonomi og faglighed til at gå hånd i hånd.

– Samtidig er der et lovgivningsmæssigt pres – især på beskæftigelsesområdet. Hvor graden af detailstyring presser socialrådgiverne, og hvor især unge socialrådgivere knækker nakken på en praksisvirkelighed, der er hårdere end ventet. Hvor man føler, at man svigter både borgerne og sin egen faglighed.

”Tiden var præget af mange reformer”

Navn: Ditte Brøndum
Alder: 31 år (1986)
Bopæl: Amager
Uddannet: I 2013 i Aarhus
Job: Fællestillidsrepræsentant i Gladsaxe Kommune, arbejder med unge aktivitetsparate i Social- og Sundhedsforvaltningen
Meldt ind i DS: I 2009
Tillidshverv i DS: Medlem af DS’ hovedbestyrelse siden 2016.

Hvad var tidens store udfordringer, da du blev uddannet socialrådgiver?

– I 2013 da jeg blev uddannet, var tiden præget af rigtig mange reformer, der ikke altid var lavet til borgernes fordel. Beskæftigelsesområdet fyldte rigtig meget, det samme gjorde børneområdet efter den ene grimme sag efter den anden; Brønderslev, Tønder mv.

– Så i 2011 lancerede man it-systemet DUBU, der absolut ikke var til børnenes fordel. Hvis man skal hjælpe barnet, er det ikke nok at kunne se fra oven, hvad der er gjort. Og politikernes ønske om at kontrollere området tog – og tager – fortsat enormt meget tid fra socialrådgivernes øvrige arbejde.

Hvad var din motivation for at melde dig ind i Dansk Socialrådgiverforening?

– Da jeg startede med at læse, var jeg lidt sur over mange ting på studiet. Især over, at der ikke blev stillet større krav til os som studerende. Så mødte jeg Marie, der på daværende tidspunkt var næstformand for Danske Socialrådgiverstuderende, og inden længe var jeg valgt som formand for lokalafdelingen. Fra det tidspunkt var det slut med bare at brokke sig, i stedet gik jeg i gang med at få lavet om på tingene.

Hvor ser du de største udfordringer for socialrådgivernes arbejde pt.?

– Det afspejles meget godt i den aktuelle optakt til konflikt. Ud over problematikken om lønnen kan vi socialrådgivere se frem til at have et meget længere arbejdsliv, og arbejdsgiverne ser ikke ud til at ville hjælpe med at støtte op om seniorordninger for de offentligt ansatte. Så vi har en stor udfordring med at passe på os selv som faggruppe, så vi kan passe på borgerne.

– Yderligere er der brug for en ny beskæftigelsesaftale, som ikke er sådant et bureaukratisk monster som den nuværende. En aftale, der investerer i socialfagligt arbejde.

”Travlhed gør det sværere at favne praktikanter”

Navn: Lone Olsen Jørgensen
Alder: 22 år (1995)
Bopæl: Odense
Uddannet: I 2018 i Odense
Job: Er sat på pause for at hellige sig det fagpolitiske arbejde
Meldt ind i DS: I 2014
Tillidshverv i DS: Næstforperson i SDS – Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende – og dermed medlem af DS’ hovedbestyrelse.

Hvad var tidens store udfordringer, da du blev uddannet socialrådgiver?

– Jeg er først uddannet i januar i år, men den største udfordring under min uddannelse var nedskæringerne på studiet.

Regeringens generelle nedskæringer på uddannelser giver færre konfrontationstimer og mindre feedback fra undervisere til studerende. Samtidig giver nedskæringerne i den offentlige sektor en dårligere uddannelse. For det er blevet sværere at favne praktikanter ude på arbejdspladserne, fordi de ansatte har meget travlt. En kæmpe udfordring, for det er i vores fem måneders praktik, at vi bliver trænet til at blive socialrådgivere.

Hvad var din motivation for at melde dig ind i Dansk Socialrådgiverforening?

– Da jeg begyndte på socialrådgiverstudiet, flyttede jeg fra Ærø til Odense, og jeg kendte ikke rigtig nogen. Så jeg meldte mig ind i alle mulige udvalg på skolen og tog også med på SDS’ årsmøde – for at lære nogle flere at kende. Gennem studiet er jeg blevet mere og mere aktiv, og jeg har lært, hvad en fagforening egentlig kan. For selv om jeg er vokset op i en familie, hvor alle er medlemmer af fagforeninger, har vi aldrig talt om, hvor vigtigt det er, at vi står sammen.

Hvor ser du de største udfordringer for socialrådgivernes arbejde pt.?

– Med det store fokus på at spare penge i det offentlige ser mange politikere sig blinde på at spare socialrådgivere – i stedet for at investere i socialrådgivere og socialt arbejde, selv om man ved, at det virker.

– Samtidig mangler socialrådgivere anerkendelse, for som formidlere af en lovgivning og et system får vi rigtig mange verbale tæsk – både fra borgere og politikere. Så DS skal fortsætte deres kamp for et mere humant system, der faktisk kan rumme de udsatte borgere.


Mere om Dansk Socialrådgiverforenings historie

» Læs mere om Dansk Socialrådgiverforenings historie, hvis du er nysgerrig efter at læse mere

Det er Dansk Socialrådgiverforenings historiegruppe, som står bag historiesitet. Historiegruppen arbejder løbende med at opspore og sikre viden, erindringer og historier fra foreningens medlemmer om uddannelsen, faget og DS som fagforening.